KOMISK ANARKI
6.0
Præmissen er simpel: 7-årige Tim (Maguire/Bakshi) er i forvejen skeptisk overfor sin nye lillebror (Baldwin), der er iført jakkesæt. Da babyen viser sig at føre et dobbeltliv og i virkeligheden besidde en fuldvoksen mands mentalitet og motorik, starter en hektisk strid de to imellem, der måske kan blive deres fælles redning.
Det er altså et komplet gakket koncept til en film, præcis som vi efterhånden er vant til det fra animationsfilmene, hvor det siden ”Toy Story” besvarede spørgsmålet om, hvordan det ville være, hvis legetøj var levende, har domineret genren. Skal man være kritisk, kan man indvende, der har været tendens til at behandle disse usandsynlige universer lidt for seriøst, hvilket har ofret den sjov og ballade, mange af os associerer tegnefilmsverdenen med, til fordel for en form for katarsis. Det vender instruktør Tom McGrath op og ned på med sin film ”The Baby Boss”, der mest af alt er optaget af at servere livlig og komisk anarki. Animationskunstnerne på DreamWorks har gjort et forrygende arbejde med at skabe en hæsblæsende oplevelse, hvor vi gennem barnets fantasifulde perspektiv ser handlingen skaleret til eventyrlige størrelser, hvor der ikke skortes på hverken farver, lyd eller virkemidler.
Kombineret med det opfindsomme plot om babyen Boss Baby, der grundet sin seriøsitet er blevet erklæret uegnet som traditionel baby og i stedet arbejder for en slags babyernes interesseorganisation i himlen, skaber McGrath en uendelig kilde af komiske muligheder. Årsagen til at han forstyrrer Tims familieidyl er den trussel, babyerne oplever fra kæledyret hunden, der er begyndt at tage mere og mere af den kærlighed, babyerne føler sig berettiget. Alec Baldwin er med de seneste års tilløb tilbage i rampelyset i titelrollen som Boss Baby og det forbliver kosteligt filmen igennem at høre hans dybe, ru stemme komme ud af munden på en bedårende baby. Det er et gammelt trick, vi før har set i ”Det er mig, der snakker”, men her bliver det altså ført ind i det nye årtusind, hvor indholdssiden af Baldwins dialog kun underbygger den absurde sammenstilling af lyd og billede.
Det er altså en film med komikken i højsædet og de utallige jokes, der står i kø fra start til slut, er skrevet og udført med kirurgisk præcision, så de både kan forstås af børn og voksne på forskellige planer. McGrath og hans manuskriptforfatter Michael McCullers, der har ”Austin Powers”-serien på sit CV, søger dog ikke latteren for enhver pris. ”The Baby Boss” er også et gribende indspark i debatten om det vestlige samfunds videreførelse, hvor den hylder vores værdier og løfter pegefingeren for de lave fødselsrater. Dybest set er det dog en film, der handler om barndommens glæder og det paradoksale begær efter mere, der til sidst ender med at afslutte legen, når voksenlivet melder sin ankomst - et tema, selve filmens form er en direkte spejling af. Film-fans vil i øvrigt kunne glæde sig over begavede referencer til store instruktører som Fritz Lang, Mike Nichols og Steven Spielberg.
Jeg tildeler hermed ”The Baby Boss” højeste orden af seks stjerner.
Det er altså et komplet gakket koncept til en film, præcis som vi efterhånden er vant til det fra animationsfilmene, hvor det siden ”Toy Story” besvarede spørgsmålet om, hvordan det ville være, hvis legetøj var levende, har domineret genren. Skal man være kritisk, kan man indvende, der har været tendens til at behandle disse usandsynlige universer lidt for seriøst, hvilket har ofret den sjov og ballade, mange af os associerer tegnefilmsverdenen med, til fordel for en form for katarsis. Det vender instruktør Tom McGrath op og ned på med sin film ”The Baby Boss”, der mest af alt er optaget af at servere livlig og komisk anarki. Animationskunstnerne på DreamWorks har gjort et forrygende arbejde med at skabe en hæsblæsende oplevelse, hvor vi gennem barnets fantasifulde perspektiv ser handlingen skaleret til eventyrlige størrelser, hvor der ikke skortes på hverken farver, lyd eller virkemidler.
Kombineret med det opfindsomme plot om babyen Boss Baby, der grundet sin seriøsitet er blevet erklæret uegnet som traditionel baby og i stedet arbejder for en slags babyernes interesseorganisation i himlen, skaber McGrath en uendelig kilde af komiske muligheder. Årsagen til at han forstyrrer Tims familieidyl er den trussel, babyerne oplever fra kæledyret hunden, der er begyndt at tage mere og mere af den kærlighed, babyerne føler sig berettiget. Alec Baldwin er med de seneste års tilløb tilbage i rampelyset i titelrollen som Boss Baby og det forbliver kosteligt filmen igennem at høre hans dybe, ru stemme komme ud af munden på en bedårende baby. Det er et gammelt trick, vi før har set i ”Det er mig, der snakker”, men her bliver det altså ført ind i det nye årtusind, hvor indholdssiden af Baldwins dialog kun underbygger den absurde sammenstilling af lyd og billede.
Det er altså en film med komikken i højsædet og de utallige jokes, der står i kø fra start til slut, er skrevet og udført med kirurgisk præcision, så de både kan forstås af børn og voksne på forskellige planer. McGrath og hans manuskriptforfatter Michael McCullers, der har ”Austin Powers”-serien på sit CV, søger dog ikke latteren for enhver pris. ”The Baby Boss” er også et gribende indspark i debatten om det vestlige samfunds videreførelse, hvor den hylder vores værdier og løfter pegefingeren for de lave fødselsrater. Dybest set er det dog en film, der handler om barndommens glæder og det paradoksale begær efter mere, der til sidst ender med at afslutte legen, når voksenlivet melder sin ankomst - et tema, selve filmens form er en direkte spejling af. Film-fans vil i øvrigt kunne glæde sig over begavede referencer til store instruktører som Fritz Lang, Mike Nichols og Steven Spielberg.
Jeg tildeler hermed ”The Baby Boss” højeste orden af seks stjerner.
05/04-2019
