god start - slet slutning

Disney-koncernen er i gang med en besynderlig ting med at lave live-action udgaver af deres tegnefilmsklassikere. Til deres forsøg med den vidunderlige Dumbo (en af de bedste film om moderkærlighed, der nogensinde er lavet) har de hevet Tim Burton ind, og med hans interesse i outsiders og fabulerende fantasi, er det faktisk et godt match. Udover Miss Peregrine´s Home for Peculiar Children har Burton ikke skabt noget godt i virkelig mange år, men den første time af Dumbo er en god film, med momenter af magi og et oprigtig hjerte og sødme i sig. Burton virker her til at kreere på overskud og glæde, den visuelle side er flot, Danny Elfmans score er smukt og opløftende, og man er konstant fænget, selvom der måske er lidt for meget fokus på mennesker over dyr. Op til tredje akt lå jeg på fire glade og varme stjerner, men så kom aktskiftet, hvor slutmissionen blev forudsigeligt fremlagt, og alt derfra blev for mig charmeforladt og kedsommelig mekanik. Skylden lægges hos manusforfatter Ehren Kruger, hos Burton for at gå med til den ligegyldige og usmittende afvikling, og hos mig for ikke at forlade filmen det øjeblik, hvor jeg kunne mærke den mistede hjerte og magi for mig. Den gode oplevelse blev flad og de fire til tre.