ET SPØGELSE FRA FORTIDEN
5.0
I disse dage får vi usandsynlige 2’ere af film som ”Mamma Mia 2”, ”Sicario 2” og ”Kongens Store Tale 2”, men de færreste havde nok forudset, Todd Solondz mesterværk fra 1998, ”Happiness”, ville blive genstand for en opfølger elleve år senere. Her ser vi hvordan, det går med de mange skøre karakterer, vi efterlod i tvivlsom fatning dengang. ”Life During Wartime” er dog ikke en klassisk 2’er: Den kan sagtens ses som et enkeltstående værk, da karaktererne bliver portrætteret på ny samtidig med at fortidens fabula sagtens kan fungere som et suspense-fyldt element i historien, mens det langsomt afslører sig. Det kan dog meget givtigt at se ”Happiness” enten før eller efter, da denne film er meget tro mod sin forgænger. Selvom karaktererne forsøger at glemme fortiden, husker Solondz alt og de forudgående hændelser bliver behandlet med dennes intakte øje for både komik og drama såvel som bidende samfundssatire og selve USA’s sjæl.
Disse er Solondz’ klare prioriteter, hvilket hensætter aspekter som udseende og alder til en arbitrær enhed, som han manipulerer med eet for øje: Den bedst tænkelige film. Således er alle de forrygende skuespillere fra ”Happiness”, som man med glæde havde taget et gensyn med, blevet skiftet ud af et nyt hold, men karaktererne og de forudgående hændelser respekteres fuldt ud. Jeg har i min anmeldelse af ”Happiness” fremført pointen, at den totale udskiftning på rollelisten, kunne ses som et budskab om, at karaktererne trods deres mærkværdigheder symboliserer os alle sammen. Det står stadig gyldigt, især i den ukendte afroamerikaner Michael K. Williams’ gestaltning af Philip Seymour Hoffman. I langt de fleste tilfælde tjener de nye skuespillere dog endnu større formål. Det var svært at forlige sig med, at Dylan Baker, der leverede en uforglemmelig præstation som den pædofile familiefar Bill, ikke er tilbage igen. Til gengæld har man fundet Ciarán Hinds og han indkapsler perfekt den hjemsøgte skal af et menneske, der er tilbage af Bill efter hele hans liv gik i stykker. Det bliver klart, Solondz har castet ud fra hvem, der kunne tilføre rollerne akkurat det, der var brug for. Bedst er Allison Janney som Bills ekskone Trish, der i ”Happiness” forblev en af de mindst udviklede karakterer, hvilket der her bliver rådet bod på. Som en græsk tragedie udsætter hun nu sin egen søn for noget nært psykisk incest, mens hun indtager piller og forsøger at få et ægteskab på plads med den noget ældre Michael Lerners Harvey. Janney er sjældent set bedre i dette dybt ucharmerende portræt, hvor hun formidler et underspillet, men ulmende vanvid, der vedbliver med at underholde filmen igennem. Forestiller man sig en smuk glasmosaik beskuet gennem en ny, ligeledes smuk glasmosaik, har man en retvisende idé om denne interessante stiløvelses effekt. Vi er altså langt fra det antiklimaks, mange filmfans nok forbinder om-castings med.
Selve plottet er mindre alvorsbetonet end den meget ekstreme 1’er, så det er formentligt en film, der vil falde i flere menneskers smag. Dog kan det ikke anbefales at se den med børn, da det stadig er nogen meget tunge emner, den tager op, såsom pædofili, terrorisme og religion. Historiens kerne er ellers historien om Trish og Bills yngste søn, der skal gennemføre det jødiske konfirmationsritual og det er vedbliver en komisk fremdrift filmen igennem. De mere dystre nuancer sikres både af Hinds uhyggelige præstation, men også den mere ukendte Shirley Hendersons idealistiske Joy, der spiller overfor det mest interessante valg af skuespiller, nemlig Paul Reubens kendt fra amerikansk børne-tv som ”Pee-wee Herman”; Alene hans fortolkning af Jon Lovitz’ bitre spøgelse Andy gør denne film værd at se!
Man savner de store dramaer og selvom, Allison Janney er en eminent gevinst for denne opfølger og Paul Reubens ditto netop i kraft af sin forgænger, så savner man den magi, Dylan Baker, Philip Seymour Hoffman og Jane Adams krængede ud i 1998. Ligeledes udebliver de forrygende og uforglemmelige scener, som ellers stod i kø i ”Happiness”, langt hen ad vejen for ”Life During Wartime”. Det er dog 1½ time i forrygende selskab, hvor man både er garanteret nogle gode grin og en masse at tænke over. Derfor tildeler jeg filmen fem stjerner.
Disse er Solondz’ klare prioriteter, hvilket hensætter aspekter som udseende og alder til en arbitrær enhed, som han manipulerer med eet for øje: Den bedst tænkelige film. Således er alle de forrygende skuespillere fra ”Happiness”, som man med glæde havde taget et gensyn med, blevet skiftet ud af et nyt hold, men karaktererne og de forudgående hændelser respekteres fuldt ud. Jeg har i min anmeldelse af ”Happiness” fremført pointen, at den totale udskiftning på rollelisten, kunne ses som et budskab om, at karaktererne trods deres mærkværdigheder symboliserer os alle sammen. Det står stadig gyldigt, især i den ukendte afroamerikaner Michael K. Williams’ gestaltning af Philip Seymour Hoffman. I langt de fleste tilfælde tjener de nye skuespillere dog endnu større formål. Det var svært at forlige sig med, at Dylan Baker, der leverede en uforglemmelig præstation som den pædofile familiefar Bill, ikke er tilbage igen. Til gengæld har man fundet Ciarán Hinds og han indkapsler perfekt den hjemsøgte skal af et menneske, der er tilbage af Bill efter hele hans liv gik i stykker. Det bliver klart, Solondz har castet ud fra hvem, der kunne tilføre rollerne akkurat det, der var brug for. Bedst er Allison Janney som Bills ekskone Trish, der i ”Happiness” forblev en af de mindst udviklede karakterer, hvilket der her bliver rådet bod på. Som en græsk tragedie udsætter hun nu sin egen søn for noget nært psykisk incest, mens hun indtager piller og forsøger at få et ægteskab på plads med den noget ældre Michael Lerners Harvey. Janney er sjældent set bedre i dette dybt ucharmerende portræt, hvor hun formidler et underspillet, men ulmende vanvid, der vedbliver med at underholde filmen igennem. Forestiller man sig en smuk glasmosaik beskuet gennem en ny, ligeledes smuk glasmosaik, har man en retvisende idé om denne interessante stiløvelses effekt. Vi er altså langt fra det antiklimaks, mange filmfans nok forbinder om-castings med.
Selve plottet er mindre alvorsbetonet end den meget ekstreme 1’er, så det er formentligt en film, der vil falde i flere menneskers smag. Dog kan det ikke anbefales at se den med børn, da det stadig er nogen meget tunge emner, den tager op, såsom pædofili, terrorisme og religion. Historiens kerne er ellers historien om Trish og Bills yngste søn, der skal gennemføre det jødiske konfirmationsritual og det er vedbliver en komisk fremdrift filmen igennem. De mere dystre nuancer sikres både af Hinds uhyggelige præstation, men også den mere ukendte Shirley Hendersons idealistiske Joy, der spiller overfor det mest interessante valg af skuespiller, nemlig Paul Reubens kendt fra amerikansk børne-tv som ”Pee-wee Herman”; Alene hans fortolkning af Jon Lovitz’ bitre spøgelse Andy gør denne film værd at se!
Man savner de store dramaer og selvom, Allison Janney er en eminent gevinst for denne opfølger og Paul Reubens ditto netop i kraft af sin forgænger, så savner man den magi, Dylan Baker, Philip Seymour Hoffman og Jane Adams krængede ud i 1998. Ligeledes udebliver de forrygende og uforglemmelige scener, som ellers stod i kø i ”Happiness”, langt hen ad vejen for ”Life During Wartime”. Det er dog 1½ time i forrygende selskab, hvor man både er garanteret nogle gode grin og en masse at tænke over. Derfor tildeler jeg filmen fem stjerner.
23/04-2019
