Hvis nu Luc Besson havde røget den største bong i verden ...
2.0
Da hans halvbror tager magten i Atlantis og erklærer krig mod overfladeboerne, føler Aquaman sig nødt til at vende tilbage til det undersøiske rige og kæmpe for sin arv som søn af Atlantis' tidligere dronning.
DC Extended Universe fortsætter ufortrødent med den første solofilm for én af de helte, vi for alvor fik introduceret i "Justice League". Efter der blev lukket ned for den interdimensionelle invasion, er Aquaman ellers vendt hjem til Maine for at leve i fred og ro, men en snarrådig undervandsprinsesse får hentet ham, så han kan fixe de problemer, som ingen af beboerne i de syv undersøiske riger tilsyneladende kan klare på egen hånd.
Atlantis er nemlig kun ét af syv riger i DC's undervandsverden, så en god del af "Aquaman" går med at rode rundt i de forskellige dele af havet, mens heltens skurkebror erobrer mere og mere af havbunden.
Og netop iscenesættelsen af de undersøiske riger er klart filmens største styrke. "Aquaman" er imponerende flot i en kreativ organisk stil, der mest af alt minder om noget, Luc Besson kunne have fundet på. Hvis han altså havde røget en stor koger først.
For samtidig med, at filmen er fabulerende flot, er det, der foregår i de smukt animerede kulisser, virkelig bare enormt fjollet. Aquamans rejse igennem filmen er basalt set én lang trækken rundt ved næsen i gåder, som ville have gjort Robert Langdon stolt, fordi vores helt skal finde en slags turbo-trefork, der kan gøre ham til havets hersker. Man må sige, at atlantiderne vælger deres konge på en endnu tåbeligere måde end wakanderne i "Black Panther".
Det hjælper så heller ikke, at den farlige overskurk er en smaskfornærmet selvfed type, som meget lidt overbevisende forsøger at få det til at se ud, som om han gerne vil frelse oceanerne fra forurening, men i virkeligheden bare vil have magt, selvfølgelig. Så han kan sige "Call me ... Ocean Master!" i et toneleje, der lyder præcis lige så overbevisende, som når Cobra Commander fyrer ca. samme replik af i "G.I. Joe: The Rise of Cobra". Og hvis nogen skulle være i tvivl, er det altså ikke nogen ros at blive sammenlignet med en film baseret på actionfigurer.
Patrick Wilson kommer ikke ret heldigt fra den skurkerolle, og endnu større navne som Nicole Kidman og Willem Dafoe bliver spildt i væsentlige biroller. Jason Momoa er trods alt jævnt muskuløst okay i titelrollen, men det største lyspunkt blandt skuespillerne er i mine øjne klart Amber Heard. Det er ikke nødvendigvis nemt at få noget ud af en rolle som romantic interest i stramtsiddende grøn dragt, men Heard får faktisk givet Prinsesse Mera en del karakter.
"Aquaman" er i virkeligheden nok én af de mest bizarre superheltefilm, der endnu er lavet. Men selv om instruktør James Wan bevidst går efter en mindre alvorlig tone end de foregående DC-film, er det stadig en film, der mest af alt er ufrivilligt morsom. Som nævnt er "Aquaman" virkelig flot og kreativ lavet rent visuelt, og den er næsten værd at se for det aspekt alene. Men man skal altså være et meget stort bonghoved for at få plottet til at give nogen større mening.
P.S.: Den overordnede pointe med DC Extended Universe er tilsyneladende, at mor er den bedste i verden.
P.P.S.: Release the Karathen! Hvis den da så i det mindste bare havde spist plottet, så man kunne have nøjedes med at sidde og space ud til de trippende pæne billeder.
DC Extended Universe fortsætter ufortrødent med den første solofilm for én af de helte, vi for alvor fik introduceret i "Justice League". Efter der blev lukket ned for den interdimensionelle invasion, er Aquaman ellers vendt hjem til Maine for at leve i fred og ro, men en snarrådig undervandsprinsesse får hentet ham, så han kan fixe de problemer, som ingen af beboerne i de syv undersøiske riger tilsyneladende kan klare på egen hånd.
Atlantis er nemlig kun ét af syv riger i DC's undervandsverden, så en god del af "Aquaman" går med at rode rundt i de forskellige dele af havet, mens heltens skurkebror erobrer mere og mere af havbunden.
Og netop iscenesættelsen af de undersøiske riger er klart filmens største styrke. "Aquaman" er imponerende flot i en kreativ organisk stil, der mest af alt minder om noget, Luc Besson kunne have fundet på. Hvis han altså havde røget en stor koger først.
For samtidig med, at filmen er fabulerende flot, er det, der foregår i de smukt animerede kulisser, virkelig bare enormt fjollet. Aquamans rejse igennem filmen er basalt set én lang trækken rundt ved næsen i gåder, som ville have gjort Robert Langdon stolt, fordi vores helt skal finde en slags turbo-trefork, der kan gøre ham til havets hersker. Man må sige, at atlantiderne vælger deres konge på en endnu tåbeligere måde end wakanderne i "Black Panther".
Det hjælper så heller ikke, at den farlige overskurk er en smaskfornærmet selvfed type, som meget lidt overbevisende forsøger at få det til at se ud, som om han gerne vil frelse oceanerne fra forurening, men i virkeligheden bare vil have magt, selvfølgelig. Så han kan sige "Call me ... Ocean Master!" i et toneleje, der lyder præcis lige så overbevisende, som når Cobra Commander fyrer ca. samme replik af i "G.I. Joe: The Rise of Cobra". Og hvis nogen skulle være i tvivl, er det altså ikke nogen ros at blive sammenlignet med en film baseret på actionfigurer.
Patrick Wilson kommer ikke ret heldigt fra den skurkerolle, og endnu større navne som Nicole Kidman og Willem Dafoe bliver spildt i væsentlige biroller. Jason Momoa er trods alt jævnt muskuløst okay i titelrollen, men det største lyspunkt blandt skuespillerne er i mine øjne klart Amber Heard. Det er ikke nødvendigvis nemt at få noget ud af en rolle som romantic interest i stramtsiddende grøn dragt, men Heard får faktisk givet Prinsesse Mera en del karakter.
"Aquaman" er i virkeligheden nok én af de mest bizarre superheltefilm, der endnu er lavet. Men selv om instruktør James Wan bevidst går efter en mindre alvorlig tone end de foregående DC-film, er det stadig en film, der mest af alt er ufrivilligt morsom. Som nævnt er "Aquaman" virkelig flot og kreativ lavet rent visuelt, og den er næsten værd at se for det aspekt alene. Men man skal altså være et meget stort bonghoved for at få plottet til at give nogen større mening.
P.S.: Den overordnede pointe med DC Extended Universe er tilsyneladende, at mor er den bedste i verden.
P.P.S.: Release the Karathen! Hvis den da så i det mindste bare havde spist plottet, så man kunne have nøjedes med at sidde og space ud til de trippende pæne billeder.
14/05-2019
