Metaheltevrøvl
2.0
En selvbestaltet superhelt opsporer en seriemorder med personlighedsspaltning, der har taget fire cheerleadere til fange. Men det ender med, at de begge bliver arresteret og tvangsindlagt på en psykiatrisk anstalt, hvor heltens gamle nemesis i forvejen sidder indespærret.
Det sidste afsnit af M. Night Shyamalans Unbreakable-trilogi samler trådene fra "Unbreakable" og "Split" i mødet mellem de tre personer fra de tidligere film, som mener, at de måske har superkræfter. Det fører til den endelige konfrontation, hvor de to skurke slår sig sammen mod den mere heltemodige hovedperson, og hvor drivkraften stadig er, at det kriminelle geni Mr. Glass vil bevise, at der findes supermennesker.
Det er en interessant præmis, men desværre synes jeg ikke, at Shyamalan får brugt den ret godt. Fordi han i høj grad glemmer det mystiske og spillet omkring, om personerne faktisk har superkræfter, eller om det bare er noget, de bilder sig ind. I "Glass" bliver det blot accepteret, og så drejer det hele pludselig over i nørdede referencer og selvrefererende tegneserielogik. Mens plotrammen med anstalten til gengæld er tæt på at være det rene nonsens.
Der er ellers gode ting i filmen. Samuel L. Jackson har ikke mindst nogle herlige scener som den gale og geniale Mr. Glass, og slutningen er overraskende og leverer et ganske interessant slag med halen i forhold til det overordnede supertema. Men der er simpelt hen for mange huller på vejen dertil, og Shyamalans take på superheltegenren ender med at være både fortænkt og forvrøvlet på én gang.
Bruce Willis og James McAvoy gør det ellers også helt o.k. i gensynet med deres roller som henholdsvis tavs helt og personlighedsspaltet galning fra de tidligere film. Men de kæmper forgæves mod filmens grundlæggende problemer, som ikke mindst er personificeret i Sarah Paulsons temmelig håbløse rolle som psykiateren.
I mine øjne er "Unbreakable" og "Split" ellers to af M. Night Shyamalans bedste film. Men denne opfølger ender med at trække begge forgængere lidt ned, fordi Shyamalan er så forhippet på at ville være snedig og klog og sige noget om popkulturens forhold til helte, at resultatet bliver noget fortænkt rod. "Glass" var en klar skuffelse for mig.
Det sidste afsnit af M. Night Shyamalans Unbreakable-trilogi samler trådene fra "Unbreakable" og "Split" i mødet mellem de tre personer fra de tidligere film, som mener, at de måske har superkræfter. Det fører til den endelige konfrontation, hvor de to skurke slår sig sammen mod den mere heltemodige hovedperson, og hvor drivkraften stadig er, at det kriminelle geni Mr. Glass vil bevise, at der findes supermennesker.
Det er en interessant præmis, men desværre synes jeg ikke, at Shyamalan får brugt den ret godt. Fordi han i høj grad glemmer det mystiske og spillet omkring, om personerne faktisk har superkræfter, eller om det bare er noget, de bilder sig ind. I "Glass" bliver det blot accepteret, og så drejer det hele pludselig over i nørdede referencer og selvrefererende tegneserielogik. Mens plotrammen med anstalten til gengæld er tæt på at være det rene nonsens.
Der er ellers gode ting i filmen. Samuel L. Jackson har ikke mindst nogle herlige scener som den gale og geniale Mr. Glass, og slutningen er overraskende og leverer et ganske interessant slag med halen i forhold til det overordnede supertema. Men der er simpelt hen for mange huller på vejen dertil, og Shyamalans take på superheltegenren ender med at være både fortænkt og forvrøvlet på én gang.
Bruce Willis og James McAvoy gør det ellers også helt o.k. i gensynet med deres roller som henholdsvis tavs helt og personlighedsspaltet galning fra de tidligere film. Men de kæmper forgæves mod filmens grundlæggende problemer, som ikke mindst er personificeret i Sarah Paulsons temmelig håbløse rolle som psykiateren.
I mine øjne er "Unbreakable" og "Split" ellers to af M. Night Shyamalans bedste film. Men denne opfølger ender med at trække begge forgængere lidt ned, fordi Shyamalan er så forhippet på at ville være snedig og klog og sige noget om popkulturens forhold til helte, at resultatet bliver noget fortænkt rod. "Glass" var en klar skuffelse for mig.
22/05-2019
