Liv! Død! Kærlighed!
3.0
“A Matter of Life and Death” er mit første møde med den britiske instruktørduo Powell og Pressburger, der med storslåede visuelle klippe-klister-tricks (google-søg "Black Narcissus") og Jack Cardiffs mættede Technicolor-billeder symboliserer 40’ere store tekniske kvantespring.
David Niven prægtige ansigt passer fint til piloten, der på vej mod jorden i et vingeskudt fly springer i døden under 2. Verdenskrig. Kort forinden har han ytret sine sidste, højstemte ord til en kvindelig radiooperatør, inden hans skæbne forsegles. Tror han. For piloten vågner lyslevende på en strand, opsat på at finde kvinden der hørte hans sidste ord, mens efterlivets bogholdere undrer sig: Kan man virkelig snyde døden i kærlighedens navn?
At kærligheden faktisk KAN overtrumfe døden, er den sag, “A Matter of Life and Death” slavisk fremfører – endda helt bogstaveligt, da filmens sidste 20-30 minutter er en retssag sat i himlen. Himlen ligefrem? Jep, her er ingen metafor for bogstavelig, og det er hele Powell og Pressburgers præmis: At sætte stoflige billeder på metafysiske påfund og rodfæste det hele i livets største spørgsmål om retfærdighed, samvittighed og ikke mindst kærlighed.
Ordet ”kærlighed” er nøglen her, og med ordet mener jeg ordet. I den sidste halve time siges ordet ”love” simpelthen så mange gange, at det mister sin betydning – særligt når den påståede kærlighed kun vakler på et særdeles skrøbeligt grundlag af den sidsteøjeblikssamtale mellem pilot og radiokvinde, der finder sted inden for filmens første fem minutter. For David Niven og Kim Hunters kemi kommer ved gud aldrig nær kogepunktet, og her kan diverse filmlektorer altså sige, hvad de vil. Snarere sidder man og spejder efter eventuelle antydninger af, at dødens intensitet sætter følelserne på spidsen og imiterer kærligheden, men ned ad den vej synes Powell og Pressburger aldrig helt at gå.
Selv for en skeptiker er visse ting indiskutable, og ”A Matter of Life and Death” er så afgjort en visuelt opfindsom og set med objektive briller faktisk helt vildt velskabt krydsning mellem legesyg slapstick-scenografi og episke, himmelrækkende drømmebilleder. Og så kaster indledningens tekstkort også en forunderlig ambivalens og mystik over værket (jeg vil faktisk ikke afvise, at jeg har misforstået hele filmen). Men en film om liv, død og ikke mindst kærlighed skal have større emotionelle veksler at trække på, hvis de højlydte erklæringer ikke skal falde til jorden.
David Niven prægtige ansigt passer fint til piloten, der på vej mod jorden i et vingeskudt fly springer i døden under 2. Verdenskrig. Kort forinden har han ytret sine sidste, højstemte ord til en kvindelig radiooperatør, inden hans skæbne forsegles. Tror han. For piloten vågner lyslevende på en strand, opsat på at finde kvinden der hørte hans sidste ord, mens efterlivets bogholdere undrer sig: Kan man virkelig snyde døden i kærlighedens navn?
At kærligheden faktisk KAN overtrumfe døden, er den sag, “A Matter of Life and Death” slavisk fremfører – endda helt bogstaveligt, da filmens sidste 20-30 minutter er en retssag sat i himlen. Himlen ligefrem? Jep, her er ingen metafor for bogstavelig, og det er hele Powell og Pressburgers præmis: At sætte stoflige billeder på metafysiske påfund og rodfæste det hele i livets største spørgsmål om retfærdighed, samvittighed og ikke mindst kærlighed.
Ordet ”kærlighed” er nøglen her, og med ordet mener jeg ordet. I den sidste halve time siges ordet ”love” simpelthen så mange gange, at det mister sin betydning – særligt når den påståede kærlighed kun vakler på et særdeles skrøbeligt grundlag af den sidsteøjeblikssamtale mellem pilot og radiokvinde, der finder sted inden for filmens første fem minutter. For David Niven og Kim Hunters kemi kommer ved gud aldrig nær kogepunktet, og her kan diverse filmlektorer altså sige, hvad de vil. Snarere sidder man og spejder efter eventuelle antydninger af, at dødens intensitet sætter følelserne på spidsen og imiterer kærligheden, men ned ad den vej synes Powell og Pressburger aldrig helt at gå.
Selv for en skeptiker er visse ting indiskutable, og ”A Matter of Life and Death” er så afgjort en visuelt opfindsom og set med objektive briller faktisk helt vildt velskabt krydsning mellem legesyg slapstick-scenografi og episke, himmelrækkende drømmebilleder. Og så kaster indledningens tekstkort også en forunderlig ambivalens og mystik over værket (jeg vil faktisk ikke afvise, at jeg har misforstået hele filmen). Men en film om liv, død og ikke mindst kærlighed skal have større emotionelle veksler at trække på, hvis de højlydte erklæringer ikke skal falde til jorden.
24/05-2019
