Not So Tricky Dick
2.0
Historien om Dick Cheney, fra han bliver ansat som politisk medarbejder i Det Hvide Hus under Nixon, til han efter årtusindskiftet bliver én af de mest magtfulde vicepræsidenter i USA's historie.
"Vice" er et aggressivt satirisk portræt af én af de mest kontroversielle figurer i nyere amerikansk politisk historie, skrevet og instrueret af Adam McKay, der i 2015 brød igennem som seriøs filmmager med "The Big Short". Hans film om den seneste store finanskrise var en energisk, bidende morsom udstilling af kynisme i finansverdenen, og "Vice" benytter samme formel til at gå efter Cheney og den kreds af drevne Republikanske politikere, som trak i trådene under George W. Bush.
McKay er nemlig helt sikkert ikke nogen fan af Cheney, der skildres som et rendyrket magtmenneske, som hurtigt lærer det politiske spil og derefter manøvrerer i skyggerne. Indtil han som vicepræsident er med til at undergrave centrale normer omkring magtfordelingen i staten, så præsidenten og hans inderkreds opnår en adgang til magtudøvelse, som ikke er set tidligere.
Det er helt sikkert værd at kritisere de ting, der foregik omkring Cheney og hans venner i årene efter 9/11, hvor det amerikanske præsidentembede via juridiske fiksfakserier fik tillagt nogle beføjelser, som stadig ikke er fjernet igen. Men for mig er det store problem ved "Vice", at McKay netop udstiller det som et rent spil om magt. Uden at magten nødvendigvis har noget andet formål end at være magt.
Det starter allerede i det tidligere flashback, der etablerer, hvordan Cheney endte med en karriere i politik. Vi bliver ført tilbage til dengang, han var droppet ud af universitetet og kortvarigt ernærede sig som småfordrukken elektriker. Men så sagde hans kone, at han skulle tage sig sammen ... Og allerede der får vi ikke nogen yderligere forklaring på, hvorfor hovedpersonen gør, som der bliver sagt, ud over at han gerne vil gøre sin kone glad. Mens hendes ambition for at drive sin mand fremad omvendt heller aldrig bliver forklaret. Hun vil åbenbart bare gerne have en mand med succes.
Det er virkelig primitiv karakterskildring, og det virker faktisk, som om McKay har en så dybfølt antipati for Republikanerne, at han betragter dem som en flok mennesker, der virkelig ikke vil andet end at have magten for magtens egen skyld. Og hvad man end kan sige om Bush-æraen med dens tvivlsomme krige, retsløse Guantánamo-fanger og modbydelige CIA-torturprogrammer, så er det forkert at påstå, at der ikke lå nogen anden ideologi end ren magtsyge bag.
Der mangler bund i "Vice", og det betyder, at McKays stil med speedsnakkende begrebsforklaring, hurtig klipning og brud på den fjerde væg bliver irriterende, hvor det i "The Big Short" var skarpt morsomt.
Tilsvarende ender skuespillerne med at spille nogle underligt hule skaller af personer, selv om de egentlig gør det teknisk godt. Christian Bale laver endnu en imponerende fysisk forvandling som Dick Cheney, men virker også meget endimensionel i rollens luskede stil. Amy Adams har som altid pondus som Lynne Cheney, der er magten bag tronen, men uden at man helt forstår hendes drivkraft - og slet ikke hvorfor Cheney-parret reelt vælger at smide deres lesbiske datter for løverne, da det er politisk opportunt. Sam Rockwell er heller ikke helt overbevisende som George W. Bush, så for mig var det Steve Carell, der kom klart bedst ud af filmen med sin larmende kyniske fortolkning af Donald Rumsfeld.
"Vice" forsøger at være bidsk satire, der overfalder én på samme medrivende måde som "The Big Short", men i mine øjne fungerer McKays formel slet ikke på samme niveau denne gang. Der er så mange ting omkring Dick Cheney, som er så problematiske, at han simpelt hen havde fortjent at få dem udstillet i en bedre og mere fokuseret film end den her.
"Vice" er et aggressivt satirisk portræt af én af de mest kontroversielle figurer i nyere amerikansk politisk historie, skrevet og instrueret af Adam McKay, der i 2015 brød igennem som seriøs filmmager med "The Big Short". Hans film om den seneste store finanskrise var en energisk, bidende morsom udstilling af kynisme i finansverdenen, og "Vice" benytter samme formel til at gå efter Cheney og den kreds af drevne Republikanske politikere, som trak i trådene under George W. Bush.
McKay er nemlig helt sikkert ikke nogen fan af Cheney, der skildres som et rendyrket magtmenneske, som hurtigt lærer det politiske spil og derefter manøvrerer i skyggerne. Indtil han som vicepræsident er med til at undergrave centrale normer omkring magtfordelingen i staten, så præsidenten og hans inderkreds opnår en adgang til magtudøvelse, som ikke er set tidligere.
Det er helt sikkert værd at kritisere de ting, der foregik omkring Cheney og hans venner i årene efter 9/11, hvor det amerikanske præsidentembede via juridiske fiksfakserier fik tillagt nogle beføjelser, som stadig ikke er fjernet igen. Men for mig er det store problem ved "Vice", at McKay netop udstiller det som et rent spil om magt. Uden at magten nødvendigvis har noget andet formål end at være magt.
Det starter allerede i det tidligere flashback, der etablerer, hvordan Cheney endte med en karriere i politik. Vi bliver ført tilbage til dengang, han var droppet ud af universitetet og kortvarigt ernærede sig som småfordrukken elektriker. Men så sagde hans kone, at han skulle tage sig sammen ... Og allerede der får vi ikke nogen yderligere forklaring på, hvorfor hovedpersonen gør, som der bliver sagt, ud over at han gerne vil gøre sin kone glad. Mens hendes ambition for at drive sin mand fremad omvendt heller aldrig bliver forklaret. Hun vil åbenbart bare gerne have en mand med succes.
Det er virkelig primitiv karakterskildring, og det virker faktisk, som om McKay har en så dybfølt antipati for Republikanerne, at han betragter dem som en flok mennesker, der virkelig ikke vil andet end at have magten for magtens egen skyld. Og hvad man end kan sige om Bush-æraen med dens tvivlsomme krige, retsløse Guantánamo-fanger og modbydelige CIA-torturprogrammer, så er det forkert at påstå, at der ikke lå nogen anden ideologi end ren magtsyge bag.
Der mangler bund i "Vice", og det betyder, at McKays stil med speedsnakkende begrebsforklaring, hurtig klipning og brud på den fjerde væg bliver irriterende, hvor det i "The Big Short" var skarpt morsomt.
Tilsvarende ender skuespillerne med at spille nogle underligt hule skaller af personer, selv om de egentlig gør det teknisk godt. Christian Bale laver endnu en imponerende fysisk forvandling som Dick Cheney, men virker også meget endimensionel i rollens luskede stil. Amy Adams har som altid pondus som Lynne Cheney, der er magten bag tronen, men uden at man helt forstår hendes drivkraft - og slet ikke hvorfor Cheney-parret reelt vælger at smide deres lesbiske datter for løverne, da det er politisk opportunt. Sam Rockwell er heller ikke helt overbevisende som George W. Bush, så for mig var det Steve Carell, der kom klart bedst ud af filmen med sin larmende kyniske fortolkning af Donald Rumsfeld.
"Vice" forsøger at være bidsk satire, der overfalder én på samme medrivende måde som "The Big Short", men i mine øjne fungerer McKays formel slet ikke på samme niveau denne gang. Der er så mange ting omkring Dick Cheney, som er så problematiske, at han simpelt hen havde fortjent at få dem udstillet i en bedre og mere fokuseret film end den her.
28/05-2019
