Distortion uden drop
4.0
”Brakland” fortjener egentlig tre stjerner, men ville man virkelig kunne kigge den debuterende instruktør Rasmus Skovbjerg i øjnene og sige, at hans film ikke hæver sig det mindste over middelmådigheden?
Jeg ville ikke. Dertil er ”Brakland” for rastløst og sitrende sammensæt – nærmest sammenklippet og -klistret – af Sofie Marie Kristensen, for uroligt og sanseligt filmet af den verdenshædrede colombianer David Gallego (”Slangens Favntag” og ”Trækfugle”) og for underligt velspillet af filmens to ukendte hovedroller, Jonas Bjerrild og Vifmer Trier Brøgger.
Samtidig er ”Brakland” en irriterende, til tider dybt frustrerende film om gymnasiedrengene Simon og Bjarke, der ryger joints og afprøver grænser i en lille provinsby. Og den er det nærmest af de samme årsager som dem, jeg roste ovenfor: Klipningen gør filmen diffus, og når man forsøger at lukke hånden om det konkrete drama, er der intet at fange – Martin Skovbjerg og hans omtågede hovedrolleindehavere er skyllet videre på den bølge af halvbagte, anarkistiske idéer og dunkel basmusik, der på mange måder kendetegner projekt ”Brakland”:
Her spilder man nær David Gallegos talent på en forrykt stor mængde hjemmevideooptagelser, der 1:1 gengiver det, Simon og Bjarke render rundt og filmer med skolens videokamera. Man insisterer på, at gorillaen som udtalt metafor for maskulinitet er spændende nok til at lade sig gentage i 90 minutter. Og man bygger op til et klimaks, der forventes at eksplodere og ”save publikum midt over”, som Soundvenues begejstrede anmelder beskrev det.
Men det klimaks kommer aldrig. I stedet drejer ”Brakland” nøglen om og kigger lidt udover markerne, der omgiver den lille, genkendelige provinsby. Frem for at save nogen eller noget midt over ender Martin Skovbjerg med en både forvrænget og tungt pumpende, men også forsigtig film, der holder fokus på det, den på sin egen specielle måde forsøger at beskrive: En ødelagt dreng ved navn Bjarkes og hans gradvise forsvinden ind i tankernes mørke.
Vi er langt fra den følelsesmæssig dybde og rå energi, der fik en film som ”James White” til at bide sig fast. Samme højde vinder ”Brakland” aldrig. Den er ujævn og fuld af splinter og sprækker, og dens fire stjerner er små og dybest set ufortjente. Men de brænder ligeså stærkt som Bjarkes blik
Jeg ville ikke. Dertil er ”Brakland” for rastløst og sitrende sammensæt – nærmest sammenklippet og -klistret – af Sofie Marie Kristensen, for uroligt og sanseligt filmet af den verdenshædrede colombianer David Gallego (”Slangens Favntag” og ”Trækfugle”) og for underligt velspillet af filmens to ukendte hovedroller, Jonas Bjerrild og Vifmer Trier Brøgger.
Samtidig er ”Brakland” en irriterende, til tider dybt frustrerende film om gymnasiedrengene Simon og Bjarke, der ryger joints og afprøver grænser i en lille provinsby. Og den er det nærmest af de samme årsager som dem, jeg roste ovenfor: Klipningen gør filmen diffus, og når man forsøger at lukke hånden om det konkrete drama, er der intet at fange – Martin Skovbjerg og hans omtågede hovedrolleindehavere er skyllet videre på den bølge af halvbagte, anarkistiske idéer og dunkel basmusik, der på mange måder kendetegner projekt ”Brakland”:
Her spilder man nær David Gallegos talent på en forrykt stor mængde hjemmevideooptagelser, der 1:1 gengiver det, Simon og Bjarke render rundt og filmer med skolens videokamera. Man insisterer på, at gorillaen som udtalt metafor for maskulinitet er spændende nok til at lade sig gentage i 90 minutter. Og man bygger op til et klimaks, der forventes at eksplodere og ”save publikum midt over”, som Soundvenues begejstrede anmelder beskrev det.
Men det klimaks kommer aldrig. I stedet drejer ”Brakland” nøglen om og kigger lidt udover markerne, der omgiver den lille, genkendelige provinsby. Frem for at save nogen eller noget midt over ender Martin Skovbjerg med en både forvrænget og tungt pumpende, men også forsigtig film, der holder fokus på det, den på sin egen specielle måde forsøger at beskrive: En ødelagt dreng ved navn Bjarkes og hans gradvise forsvinden ind i tankernes mørke.
Vi er langt fra den følelsesmæssig dybde og rå energi, der fik en film som ”James White” til at bide sig fast. Samme højde vinder ”Brakland” aldrig. Den er ujævn og fuld af splinter og sprækker, og dens fire stjerner er små og dybest set ufortjente. Men de brænder ligeså stærkt som Bjarkes blik
03/06-2019
