Strejfer skyerne med begge ben på jorden
6.0
Ken Loach er ikke kun arbejderklassens indignerede talerør. Han er også en stor, universel filmstemme, der taler poesiens sprog. Det anede mig, men med “Kes” stod det for alvor klart.
I “Vinden der ryster kornet” (2006) og “Sweet Sixteen” (2002) – de to øvrige Loach-film, jeg har set – formår briten at skabe stærke miljø- og menneskeportrætter uden omsvøb eller afvigelser. Han løfter aldrig blikket, men holder så godt som hvert et billede i øjenhøjde. Med lang linse på et stationært kamera panoreres der som en drejet nakke og vælges fokus som et menneskeligt øje.
“Kes” er filmet på præcis samme måde, og det er perfekt. Med kolde klasselokaler og regnvåde skove i den slørede baggrund stiller Loach skarpt på 15-årige Billy, der løber ærinder for sin utaknemmelige familie i en britisk mineby. I en tilværelse fuld af hast og jag og råb og skrig finder Billy ro i relationen til en falk, som han begynder at træne. Troen på egne evner belønnes, og pludselig kommer falken, når Billy kalder. Midt i larmen er der slået et hul.
Der er forhåbentlig og formodentlig skrevet halve og hele bøger om David Bradleys præstation som Billy, for den skriver sig uden problemer ind blandt de bedste i filmhistorien, barn eller ej. Hans måde at udtrykke og kropsliggøre drengen, der konstant spejder mod himlen, er intet mindre end et mirakel. Scenen, hvor Billy for første gang åbner sig op for klassen og fortæller om fuglen, der holder sammen på hans liv, er det store øjeblik, hvor et fladt stykke hverdag løftes helt op i de høje luftlag.
Var det det, Werner Herzog mente, da han engang navngav filmkunstens øverste trin “The ecstatic truth”? På Werners vegne vil jeg gerne råbe ja, for her kommunikeres noget både storslået og såresimpelt. Noget – tør man sige det – ægte.
Oven i købet bringer Ken Loach masser af gods til sin følsomme film, og særligt en suveræn fodboldsekvens midtvejs (der helt tydeligt har inspireret Ole Thestrups rolle i “Busters Verden”) understreger et enormt kreativt overskud. Imens er det David Bradley og Ken Loach’s brug af ham, der fæstner filmen til sjælen. Mesterværker fås ikke meget renere og mere rå end “Kes”.
I “Vinden der ryster kornet” (2006) og “Sweet Sixteen” (2002) – de to øvrige Loach-film, jeg har set – formår briten at skabe stærke miljø- og menneskeportrætter uden omsvøb eller afvigelser. Han løfter aldrig blikket, men holder så godt som hvert et billede i øjenhøjde. Med lang linse på et stationært kamera panoreres der som en drejet nakke og vælges fokus som et menneskeligt øje.
“Kes” er filmet på præcis samme måde, og det er perfekt. Med kolde klasselokaler og regnvåde skove i den slørede baggrund stiller Loach skarpt på 15-årige Billy, der løber ærinder for sin utaknemmelige familie i en britisk mineby. I en tilværelse fuld af hast og jag og råb og skrig finder Billy ro i relationen til en falk, som han begynder at træne. Troen på egne evner belønnes, og pludselig kommer falken, når Billy kalder. Midt i larmen er der slået et hul.
Der er forhåbentlig og formodentlig skrevet halve og hele bøger om David Bradleys præstation som Billy, for den skriver sig uden problemer ind blandt de bedste i filmhistorien, barn eller ej. Hans måde at udtrykke og kropsliggøre drengen, der konstant spejder mod himlen, er intet mindre end et mirakel. Scenen, hvor Billy for første gang åbner sig op for klassen og fortæller om fuglen, der holder sammen på hans liv, er det store øjeblik, hvor et fladt stykke hverdag løftes helt op i de høje luftlag.
Var det det, Werner Herzog mente, da han engang navngav filmkunstens øverste trin “The ecstatic truth”? På Werners vegne vil jeg gerne råbe ja, for her kommunikeres noget både storslået og såresimpelt. Noget – tør man sige det – ægte.
Oven i købet bringer Ken Loach masser af gods til sin følsomme film, og særligt en suveræn fodboldsekvens midtvejs (der helt tydeligt har inspireret Ole Thestrups rolle i “Busters Verden”) understreger et enormt kreativt overskud. Imens er det David Bradley og Ken Loach’s brug af ham, der fæstner filmen til sjælen. Mesterværker fås ikke meget renere og mere rå end “Kes”.
04/06-2019
