20 års rejse mod vrøvl?

I det 29. århundrede er Jorden ramt af langvarige eftervirkninger af en intergalaktisk krig, og folk bor i skrotbyen Iron City, hvor en videnskabsmand finder resterne af en cyborg, som han får genoplivet med en ny krop og giver navnet Alita. Hun går i gang med at orientere sig i en ny verden og falder for en ung hustler, der foreslår hende at melde sig til motorball - et slags gladiatorrace for cyborger, hvor mesteren får mulighed for at komme op til den flyvende by, hvorfra overklassen regerer over resten.

Jeg tror, "Alita: Battle Angel" har den længste produktionshistorie blandt samtlige film, jeg nogensinde har set. Den er baseret på en japansk manga, som James Cameron allerede havde planer om at filmatisere for 20 år siden, og siden har projektet i lang tid været ét skridt frem og to tilbage - i takt med, at Cameron blev optaget af "Avatar" og ventede på, at han fik adgang til teknologi, der gjorde det muligt at realisere hans vision. I sidste ende valgte Cameron at nøjes med at producere filmen, og i stedet kom Robert Rodriguez på som instruktør. Og nu er der så omsider en film.

Jeg forestiller mig, at "Alita: Battle Angel" er relativt tæt på Camerons oprindelige vision for filmen. Det mest imponerende er netop det visuelle, hvor der er brugt mange kræfter på at skabe en skramlet cyberpunk-verden, og hvor noget nær samtlige skud må være delvist computeranimerede, fordi historien er fyldt med cyborger, der har fået diverse kropsdele skiftet ud med mekaniske komponenter. Det er ret meget Cameron, som vi kender ham - teknologilir fylder bare mere og mere i hans projekter.

Rodriguez benytter så rammen til at lave noget af det, han er glad for, nemlig larmende bombastiske actionscener, hvor cyborgerne selvsagt sprænger alle normale menneskelige rammer.

Handlingen giver nemlig masser af muligheder for action. Der er både motorball og cyborger, der slås om status og jagter hinanden mod betaling. Og så er der rigtig mange, som gerne vil have fat i Alita, især efter det står klart, at hun i virkeligheden er den sidste af en unik type supersoldater fra den store krig.

Det er samtidig også det meget store problem i "Alita: Battle Angel". Handlingen er simpelt hen forvrøvlet og usammenhængende på et temmelig skuffende plan. Lad gå med, at man skal acceptere den her skrotverden, hvor alle tilsyneladende går op i at handle med løsdele til cyborger. Men så er der også hele plottet omkring fordækte kriminelle dagsordener og cyborger, der forsvinder om natten, og ikke mindst det med den uopnåelige by i luften. Det giver ikke meget mening og ender med at være decideret ulogisk, hvad der foregår.

Det er i øvrigt også slående, hvor meget "Alita: Battle Angel" minder om Spielbergs nylige "Ready Player One" i grundkonstruktionen med et dystopisk bysamfund, en privilegeret overklasse og et dødsensfarligt væddeløb, der kan give én adgang til magt og ære. Jeg skal ikke kunne sige, hvilket forlæg der eventuelt har lånt fra det andet, men det er bare særdeles tydeligt, at "Alita: Battle Angel" bygger på nogle meget udkogte genreklicheer.

Fordi plottet er så intetsigende, havde jeg også svært ved at engagere mig i personerne, og jeg kan ikke rigtig forstå, hvorfor Rosa Salazar generelt får ros for titelrollen. Jeg synes, Alita er én stor genrekliché, og på trods af de store investeringer i animationer fik jeg også en klar fornemmelse af uncanny valley omkring hende. Derudover har filmen nogle fine karakterskuespillere i centrale biroller, men selv folk som Christoph Waltz og Mahershala Ali kan heller ikke rigtig brænde igennem mængden af cyborgskrot.

"Alita: Battle Angel" virker på mig som et eksempel på det store projekt, der aldrig rigtig fandt sine fødder. Der er lagt meget kærlighed i den visuelle stil, og der er da også nogle ret gode actionscener, men grundlæggende set er filmen nok sit eget bedste argument for, hvorfor den har en så besværlig tilblivelseshistorie. Det færdige resultat er i hvert fald ikke noget plus for hverken Robert Rodriguez eller James Cameron.