bellum

Det er lidt spøjst, at den tåbelige b-film John Wick fra ’14 har igangsat sin egen franchise og, i en mindre grad, revitaliseret action-genren. Jeg har overordnet haft det anstrengende med filmene, men denne det tredje kapitel fandt jeg til at være den bedste, selvom der problemer at finde i konstruktionen. Paradokset med John Wick 3: Parabellum (som med kapitel 2) er, at dens actionscener er så mange og så lange, at man bliver lidt lammet og ligeglad og savner nogle mere rolige plot- og karakterscener, men når disse så kommer, dør filmen, da mytologien er så latterlig og scenekonstruktionerne ret ens. Enhver kampscene i John Wick 3: Parabellum er i sig selv et imponerende set-piece, flot koreograferet og eksekveret (om end en kende for unødvendig grafisk til min smag flere gange), iderigt og grundlæggende bare blæret, hvor scenen med Halle Berrys loyale hunde står frem som det ypperligste i filmen. Men som perler på snor bliver man hurtig mæt og træt, og den fortsættelse-lokkende slutning er anstrengende. De fire stjerner er derfor ikke uden forbehold, men samtidig er John Wick 3: Parabellum som action-værk et dedikeret og seværdigt skue.