FRUSTRERENDE OG UFORSTÅELIG
2.0
I en verden, hvor nogle mennesker fødes med superkræfter, kæmper de internt og mod udefrakommende kræfter, da en kvinde på en skole for de såkaldte mutanter bliver udsat for et kosmisk fænomen, der gør hende stærkere end nogen anden.
”X-Men”-serien var engang en toneangivende pionér indenfor den i dag så populære superheltegenre, men med årene er der desværre sket et skred. Fra at være den, folk som Sam Raimi og Christopher Nolan skelede til, når de skulle skabe deres egne universer til hhv. ”Spider-Man” og ”Batman”, er ”X-Men” begyndt selv at jage andres billige succes. Vi så det, da man valgte at genopfriske serien i 2011 ved at henlægge den til 1960’erne uden hensyn til narrativ sammenhæng og logistik – en beslutning hvis årsag denne anmelder er overbevist om, primært bunder i, at tv-serien ”Mad Men” oplevede enorm succes. På samme måde lider seneste og angiveligt sidste installation i serien, ”X-Men: Dark Phoenix”, under valget af Sophie Turner som titelrolle-indehaver.
Store stjerner som Jessica Chastain, Michael Fassbender, James McAvoy og Jennifer Lawrence gør det godt og leverer den vare, vi forventer af dem i en film som denne, men de er hensat til sporadiske optrædener til fordel for Sophie Turner, der er kendt som prinsesse i den meget omtalte tv-serie ”Games of Thrones”. Hun mangler desværre lige så meget format, som den serie gør. I filmenes univers er der gået næsten 10 år siden sidst, hvorfor Jean Gray og de andre unge mutanter må formodes at være i 20’erne, men karaktererne portrætteres konsekvent som humørsyge teenagers, ført an af Turner, der leverer en præstation, der nærmere hører hjemme i en skolekomedie end en Hollywood-blockbuster. Historien er allerede fortalt i 2006, da Famke Janssen gav den i samme rolle i ”X-Men: The Last Stand”, og selvom hun, hvis man skal være ærlig, nok klarer sig mere på sit gode ydre end skuespil, er hun æoner foran sin arvtager. Når hovedrollen falder så gevaldigt til jorden, bliver det ligegyldigt hvor mange penge, man skyder i store navne og dyre effekter.
Plottet kan virke forvirrende, hvis ikke man har set de forrige film, men faktisk også, hvis man har. Der er taget nogen meget besynderlige valg, som da skolens lektor Hank McCoy (Hoult), som vi har kendt gennem fire film, begiver sig ud på et hævntogt, for at dræbe en af eleverne. Senere er han tilbage på arbejde uden nogen form for problematisering. Der skal selvfølgelig være plads til at forkaste noget logik, når man arbejder med superhelte, men de action-scener, det baner vej for, opvejer det overhovedet ikke. Action-sekvenserne føles uendeligt lange og udstråler en fantasiløshed, der vækker mistanke om, at de er opstået i mødelokaler og ikke i sindet på en auteur, selvom instruktøren Simon Kinberg faktisk også er producer og ene manuskriptforfatter. Man har åbenbart ikke haft tillid til at de ellers enorme konflikter mutanterne imellem var historie nok, så undervejs kommer nogen rumvæsner forbi og vil dræbe alle.
”X-Men” triumferede, da de koblede historien om mennesker, der fødes enten med ydre særpræg som blå hud eller indre egenskaber, der først afslører sig senere i livet, med den undertrykkelse, minoriteter som farvede og homoseksuelle, oplever og historisk har oplevet. Sådan startede serien ud og opfølgeren ”X2” forfinede det. Hvorfor man i disse tider ikke er i stand til at udnytte sit fantastiske univers til at fortælle noget mere vedkommende end måske en feministisk sidebemærkning, er denne anmelder uforståeligt og frustrerende. Spring denne film over i biografen – Den redder to stjerner på de mange gode skuespillere, der trods alt medvirker
”X-Men”-serien var engang en toneangivende pionér indenfor den i dag så populære superheltegenre, men med årene er der desværre sket et skred. Fra at være den, folk som Sam Raimi og Christopher Nolan skelede til, når de skulle skabe deres egne universer til hhv. ”Spider-Man” og ”Batman”, er ”X-Men” begyndt selv at jage andres billige succes. Vi så det, da man valgte at genopfriske serien i 2011 ved at henlægge den til 1960’erne uden hensyn til narrativ sammenhæng og logistik – en beslutning hvis årsag denne anmelder er overbevist om, primært bunder i, at tv-serien ”Mad Men” oplevede enorm succes. På samme måde lider seneste og angiveligt sidste installation i serien, ”X-Men: Dark Phoenix”, under valget af Sophie Turner som titelrolle-indehaver.
Store stjerner som Jessica Chastain, Michael Fassbender, James McAvoy og Jennifer Lawrence gør det godt og leverer den vare, vi forventer af dem i en film som denne, men de er hensat til sporadiske optrædener til fordel for Sophie Turner, der er kendt som prinsesse i den meget omtalte tv-serie ”Games of Thrones”. Hun mangler desværre lige så meget format, som den serie gør. I filmenes univers er der gået næsten 10 år siden sidst, hvorfor Jean Gray og de andre unge mutanter må formodes at være i 20’erne, men karaktererne portrætteres konsekvent som humørsyge teenagers, ført an af Turner, der leverer en præstation, der nærmere hører hjemme i en skolekomedie end en Hollywood-blockbuster. Historien er allerede fortalt i 2006, da Famke Janssen gav den i samme rolle i ”X-Men: The Last Stand”, og selvom hun, hvis man skal være ærlig, nok klarer sig mere på sit gode ydre end skuespil, er hun æoner foran sin arvtager. Når hovedrollen falder så gevaldigt til jorden, bliver det ligegyldigt hvor mange penge, man skyder i store navne og dyre effekter.
Plottet kan virke forvirrende, hvis ikke man har set de forrige film, men faktisk også, hvis man har. Der er taget nogen meget besynderlige valg, som da skolens lektor Hank McCoy (Hoult), som vi har kendt gennem fire film, begiver sig ud på et hævntogt, for at dræbe en af eleverne. Senere er han tilbage på arbejde uden nogen form for problematisering. Der skal selvfølgelig være plads til at forkaste noget logik, når man arbejder med superhelte, men de action-scener, det baner vej for, opvejer det overhovedet ikke. Action-sekvenserne føles uendeligt lange og udstråler en fantasiløshed, der vækker mistanke om, at de er opstået i mødelokaler og ikke i sindet på en auteur, selvom instruktøren Simon Kinberg faktisk også er producer og ene manuskriptforfatter. Man har åbenbart ikke haft tillid til at de ellers enorme konflikter mutanterne imellem var historie nok, så undervejs kommer nogen rumvæsner forbi og vil dræbe alle.
”X-Men” triumferede, da de koblede historien om mennesker, der fødes enten med ydre særpræg som blå hud eller indre egenskaber, der først afslører sig senere i livet, med den undertrykkelse, minoriteter som farvede og homoseksuelle, oplever og historisk har oplevet. Sådan startede serien ud og opfølgeren ”X2” forfinede det. Hvorfor man i disse tider ikke er i stand til at udnytte sit fantastiske univers til at fortælle noget mere vedkommende end måske en feministisk sidebemærkning, er denne anmelder uforståeligt og frustrerende. Spring denne film over i biografen – Den redder to stjerner på de mange gode skuespillere, der trods alt medvirker
13/06-2019
