Den sagde mig nu ikke så meget.

Jeg husker, at jeg af flere brugere på Scope i sin tid mere eller mindre fik at vide, at det var for dårligt, at jeg ikke kendte denne film. Nu har jeg så få noget den set, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er imponeret.

Jovist, filmen er en hyldest til filmmediet og biografoplevelsen. Der er tale om et ret så sentimentalt drama som samtidigt er en coming-of-age-historie. Jeg synes ikke, at det er en decideret dårlig film, men denne historie om en dreng og hans landsby med den lokale biografs som socialt samlingspunkt formåede aldrig rigtigt at fange mig eller røre mig synderligt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede, men taget i betragtning af, at filmen er så rost og åbenbart elsket, som den er, må jeg bare indrømme, at jeg ikke helt forstod, hvad der skulle være så appellerende ved denne film.

Jeg tror, at handlingen i filmen simpelthen var for banal og for flad i sin dramaturgiske opbygning. Jeg kræver nu ellers ikke nødvendigvis en virkelig opfindsom historie så længe, der er noget ved filmen; eksempelvis karaktererne eller stemningen, som rører noget i mig. Jeg har set film, som stadig kan appellere til mig, fordi de beskæftiger sig med en mere ubekymret og uskyldig tid i barndommen og ungdommen. Det samme skulle åbenbart gøre sig gældende for "Cinema Paradiso", men dét lykkedes desværre ikke hos mig.