en sommer i det svenske

Jeg har endnu ikke set Ari Asters velmodtagne debutfilm Hereditary – Ondskabens Hus, men det gjorde mig ikke mindre spændt på hans anden spillefilm, Midsommar, der udkommer ganske hurtigt efter førnævnte. Og jeg er bestemt glad for det høje ambitionsniveau, som Aster udviser med sin horrorfilm, samt den egenrådighed, som værket er vædet i. Når Aster rammer noget, så gør han det eftertrykkeligt og uafrysteligt (der er nogle vanvittig voldsomme momenter i filmen), men jeg fandt nu også Midsommar til at være en smule åndssvag og selvsmagende. Mystikken var mig i hvert fald ikke specielt fængende, og fortællerstilen fandt jeg ligeledes lettere kedelig. Aster virker for selvsikker i sine evner og mangler en stærkere kritisk rive igennem hele sin film, hvilket punkterer Midsommar og gør, at den hælder mere mod det anstrengende end fascinerende. Og når den indre historie ultimativ føles svag og postuleret i forhold til den ydre, så sad jeg tilbage med en skuffende fornemmelse i kroppen. Men glæder mig nu stadig til Asters første film.