et gensyn (og genskriv)

Jeg mindes tydeligt, hvordan jeg som knap 8-årig så Steven Spielbergs Jurassic Park sammen med familien i en fyldt sal i Tønder biograf, og det blev også den første vhs-film, som jeg købte selv og derfor starten på min filmsamling. Jeg har set Jurassic Park endeløst mange gange, men på trods af dette, på trods af at filmen er indhyllet i nostalgiens dejlige tåge, så har jeg aldrig elsket Jurassic Park så meget, som jeg gjorde ved gensyn i går. Langt hen ad vejen er det en forrygende og intelligent eventfilm, et barndomsgenkaldende eventyr, en overlegen spændingsfilm med mindeværdige karakter, og så opererer Spielberg på et vanvittigt højt niveau. Jurassic Park er en pure cinematisk oplevelse, interessant opbygget og med personlighed til overflod. Det eneste, der sænker værket en smule for mig, er det sidste kvarters tid. Ikke fordi det er dårligt, det er bare ikke ligeså godt som resten, måske fordi Spielberg og hans forfattere Michael Crichton og David Koepp til den tid har sagt det, som de gerne vil sige, og derfor føles slutningen en smule afviklet og forhastet. Det er dog det eneste kritikpunkt jeg har til Jurassic Park, hvor jeg ellers ikke er langt fra topkarakter.