ØRKENVANDRING
2.0
I et hemmeligt afrikansk land går superhelten Black Panther i arv fra konge til konge og den nyudnævnte T’Challa (Boseman) får helt sikkert brug for dens kræfter, når han skal forsvare sig mod et kup-forsøg.
Denne meget populære superheltefilm fra Marvels “Avengers”-univers modtog også meget ros og var endda nomineret til en Oscar for Årets Film. Efter at have set den to gange, må denne anmelder desværre fortsat stille sig uforstående overfor dens succes.
Man har her søgt væk fra den selvironiske, jabbede fortællestil, der må siges at have været fremherskende i genren de seneste år og leveret en historie, hvis gravitet og tempo læner sig mere op ad seriøse film som “Ringenes Herre” end “Guardians of the Galaxy”. I film som “Antman” og “Thor: Ragnarok” er man som seer meget villig til at se gennem fingre med sjusk og et tyndt plot, da disse aspekter ofres til fordel for en fortælling med fart, humor og charme. Universet i “Black Panther” er lige så usammenhængende som sine nævnte forgængeres, hvilket desværre fører til et meningstab af dimensioner, der efterlader de meget lange scener nærmest ulidelige at komme igennem. Black Panther har en magisk dragt, der kan genanvende alle de slag, den modtager; alligevel går en vis del af filmen med at folk velvidende om dette faktum forsøger at slå løs på dragten. Skurkens plan er at sende et kraftfuldt metal ud i verden for at skabe en form for Holocaust med den afrikanske race bag roret og når vores helte forsøger at stoppe det, forventer de, vi forstår, det gælder overlevelsen af jorden, som vi kender den. At jorden bebos af helte som Hulk og Thor, der givetvis kunne stoppe den onde plan, overvejes ikke eet sekund.
Man vil kunne glæde sig over de dyre effekter, som man dog efterhånden er vandt til og sagtens kan finde i bedre film også, samt en meget flot scenografi. For alle os “Hobbit”-fans er det godt at se både Andy Serkis og Martin Freeman folde sig ud, selvom sidstnævntes forsvinden fra historien stadig forvirrer undertegnede. Instruktøren Ryan Coogler har også “Creed” på CV’et og han har taget Michael B. Jordan med, der giver den som fascistoid skurk. I det hele taget er der tale om et imponerende cast, der også tæller Forest Whitaker, Angela Basset og mange unge, sorte skuespillere, der nok skal blive lige så kendte en dag. Dog kæmper alle forgæves, da deres højtidelige skuespil fremstår som dræbende kedeligt i lyset af det nonsens af en historie, Coogler og Joe Robert Cole er endt med. De mange humoristiske indfald, filmen forsøger sig med, faldt ikke i denne anmelders smag. Måske er det noget kulturelt, men jeg holder eksempelvis meget af “Think Like a Man”-serien og Eddie Murphys film.
“Black Panther” har mange gode intentioner på tegnebrættet, men Ryan Coogler og hans hold har ikke været i stand til at holde projektet under kontrol. Tilbage står en film, der besidder tragediens slæbende langsommelighed, men mangler dens dybde. To stjerner.
Denne meget populære superheltefilm fra Marvels “Avengers”-univers modtog også meget ros og var endda nomineret til en Oscar for Årets Film. Efter at have set den to gange, må denne anmelder desværre fortsat stille sig uforstående overfor dens succes.
Man har her søgt væk fra den selvironiske, jabbede fortællestil, der må siges at have været fremherskende i genren de seneste år og leveret en historie, hvis gravitet og tempo læner sig mere op ad seriøse film som “Ringenes Herre” end “Guardians of the Galaxy”. I film som “Antman” og “Thor: Ragnarok” er man som seer meget villig til at se gennem fingre med sjusk og et tyndt plot, da disse aspekter ofres til fordel for en fortælling med fart, humor og charme. Universet i “Black Panther” er lige så usammenhængende som sine nævnte forgængeres, hvilket desværre fører til et meningstab af dimensioner, der efterlader de meget lange scener nærmest ulidelige at komme igennem. Black Panther har en magisk dragt, der kan genanvende alle de slag, den modtager; alligevel går en vis del af filmen med at folk velvidende om dette faktum forsøger at slå løs på dragten. Skurkens plan er at sende et kraftfuldt metal ud i verden for at skabe en form for Holocaust med den afrikanske race bag roret og når vores helte forsøger at stoppe det, forventer de, vi forstår, det gælder overlevelsen af jorden, som vi kender den. At jorden bebos af helte som Hulk og Thor, der givetvis kunne stoppe den onde plan, overvejes ikke eet sekund.
Man vil kunne glæde sig over de dyre effekter, som man dog efterhånden er vandt til og sagtens kan finde i bedre film også, samt en meget flot scenografi. For alle os “Hobbit”-fans er det godt at se både Andy Serkis og Martin Freeman folde sig ud, selvom sidstnævntes forsvinden fra historien stadig forvirrer undertegnede. Instruktøren Ryan Coogler har også “Creed” på CV’et og han har taget Michael B. Jordan med, der giver den som fascistoid skurk. I det hele taget er der tale om et imponerende cast, der også tæller Forest Whitaker, Angela Basset og mange unge, sorte skuespillere, der nok skal blive lige så kendte en dag. Dog kæmper alle forgæves, da deres højtidelige skuespil fremstår som dræbende kedeligt i lyset af det nonsens af en historie, Coogler og Joe Robert Cole er endt med. De mange humoristiske indfald, filmen forsøger sig med, faldt ikke i denne anmelders smag. Måske er det noget kulturelt, men jeg holder eksempelvis meget af “Think Like a Man”-serien og Eddie Murphys film.
“Black Panther” har mange gode intentioner på tegnebrættet, men Ryan Coogler og hans hold har ikke været i stand til at holde projektet under kontrol. Tilbage står en film, der besidder tragediens slæbende langsommelighed, men mangler dens dybde. To stjerner.
11/08-2019
