1. bedre end anden

Jeg var ret lunken overfor Ari Asters anden spillefilm, Midsommar, men blev farvet varm af hans debutfilm, Hereditary – Ondskabens Hus, der som fortælling ikke er helt tilfredsstillende, da den beror sig mere på stemning, scener og momenter end en mere fokuseret og retningsbestemt historie. Ydermere læsser Aster lige lovlig meget på med traumer, mens slutningen er en smule åndssvag og peger mod den vej, som Aster fuldstændig ukritisk spurtede ned ad med Midsommar. Men som primært horrorfilm og sekundært familiedrama er Hereditary – Ondskabens Hus et dybt ubehageligt, uhyggeligt og oftest ret fascinerende værk. Aster arbejder i sit udtryk og stemning ud fra en smittende vision, og for dette måtte jeg overgive mig til denne hans første film.