FOR SMÅ TANKER I STORT FLOP
2.0
En banebrydende opfindelse er i stand til at formindske mennesker til en tommelfingers størrelse. Lige noget for ergoterapeuten Paul (Damon), der mangler både rigdom og indhold i sit liv. Tilværelsens udfordringer krymper midlertidigt ikke i takt med mennesket.
Alexander Payne har før skabt store oplevelser ud af demonstrativt små fortællinger. Film som ”Nebraska”, ”Sideways” og ”The Descendants” er gode eksempler, men for mange repræsenterer hans mesterværk ”Election” fra 1999, i hvilken Matthew Brodericks skolelærer ender i åben krig med elevrådskandidaten Tracy Flick i form af Reese Witherspoon, nok selve essensen af instruktørens særlige talent. Der er derfor lagt op til en syntese mellem form og indhold, når Payne præsenterer det dragende koncept bag sin seneste film ”Downsizing” og tilmed kan fremvise en rigtig basker af et ensemble med selveste Matt Damon i hovedrollen og en imponerende lang liste af medspillere, der blandt andre tæller Christoph Waltz, Udo Kier og Laura Dern samt mere komisk orienterede, nyere kræfter som Kristen Wiig og Jason Sudeikis.
Det begynder da også lovende, som Payne går i gang med at male den verden, vi skal tilbringe de næste to timer og femten minutter i selskab med. Den såkaldte ”Downsizing”-proces bliver introduceret med den lakoniske realisme, en historie som denne netop kræver for at kunne blomstre. Til og med at Paul endelig beslutter at underlægge sig indgrebet og til sit store chok efterfølgende opdager, at hans kone (Wiig) fik kolde fødder og han nu når hende til hælen, er filmen en morsom om end bizar fornøjelse. Nogle seere vil ganske givet stå af i kedsomhed, men den tålmodige tour de force gennem opfindelsens praksis og virkning på verden vil utvivlsomt fascinere mange. Herfra synes ”Downsizing” at indtræde i en identitetskrise lignende vores modløse, forladte hovedperson Paul.
I stedet for at lade det gode oplæg til en film udfolde sig, lader Payne og Co. sig styre af arbitrære impulser, der flytter handlingen i skiftende, uinteressante retninger. Vi følger Paul et år senere, en periode hvor hans liv synes at have befundet sig i stilstand, men uden videre forklaring bliver der lavet om på det nu. Hver eneste interaktion, han har med et andet menneske, er med til at bevæge ham videre i det besynderlige plot, der synes nærmere improviseret end konstrueret med en form for struktur eller tematik for øje. De narrative svagheder skyldes især to ting. For det første synes filmen ikke at have noget særligt at fortælle om Matt Damons karakter Paul. Selvom sløret bliver løftet for en række karaktertræk, som andre film med stor succes har beskæftiget sig med, får de i ”Downsizing” lov at forblive ubehandlede. Således hans pludselige vredesudbrud, spejlingen af forholdene til hans mor og kone og hans måske for venlige gemyt. Mod slutningen synes dette faktum at gå op for manuskriptforfatterne og et fortænkt forsøg på at gøre det hele til en historie om hans mindreværd indtræffer som et lyn fra en skyfri himmel.
Det andet problem er lige så graverende, for kunne historien om en mand, der bliver forladt af sin kone og efterfølgende bliver forelsket i sin eksorbitant rige overbos hushjælp ikke sagtens være blevet fortalt uden inddragelse af ”Downsizing”-fænomenet? Det hele bliver en simpel ”gimmick” og ikke en integreret del af historien, hvilket den kluntede sidste tredjedel i særdeleshed bevidner. I stedet for at lade ”Downsizing” have en bærende funktion, viser det sig narrativt komplet ligegyldigt sat op imod naturens indgriben i form af jordens klimaforårsagede undergang. Det ville formentligt kræve et større arbejde, men det havde været filmen tjenligt at følge hele konceptet til dørs og komme med et skarp bud på hvordan jorden til sidst ville stabilisere sig efter de store forandringer,Tilbage står en film frarøvet enhver form for tematisk dybde eller indsigt andet end en form for øko-kritik, hvis man skal være flink.
Man har formået at spilde både en idé, der i rette hænder ville være genial, og en masse dygtige skuespillere. Enhver filmfan vil vide, at Matt Damon både behersker komisk og dramatisk tæft, men ingen af delene kommer til udtryk her i en af hans mere uengagerede præstationer, mens de mange birolleskuespillere kæmper forgæves. Undertegnede vil undlade at sende en større kritiksalve mod Hong Chau, da jeg ikke kender hendes arbejde nærmere, men det skal noteres, at hun er ulidelig i rollen som genstanden for Pauls kærlighed, vietnamesiske Ngoc Lan.
Man har næsten lyst til at lade hele holdet give den et til skud, for man kan sagtens fornemme hvor god en film, der kunne være kommet ud af projektet. Det første kvarter til tyve minutter er en sjov film, men resten er rodet og indholdsløst, hvilket er grunden til at ”Downsizing” redder sig to bittesmå stjerner.
Alexander Payne har før skabt store oplevelser ud af demonstrativt små fortællinger. Film som ”Nebraska”, ”Sideways” og ”The Descendants” er gode eksempler, men for mange repræsenterer hans mesterværk ”Election” fra 1999, i hvilken Matthew Brodericks skolelærer ender i åben krig med elevrådskandidaten Tracy Flick i form af Reese Witherspoon, nok selve essensen af instruktørens særlige talent. Der er derfor lagt op til en syntese mellem form og indhold, når Payne præsenterer det dragende koncept bag sin seneste film ”Downsizing” og tilmed kan fremvise en rigtig basker af et ensemble med selveste Matt Damon i hovedrollen og en imponerende lang liste af medspillere, der blandt andre tæller Christoph Waltz, Udo Kier og Laura Dern samt mere komisk orienterede, nyere kræfter som Kristen Wiig og Jason Sudeikis.
Det begynder da også lovende, som Payne går i gang med at male den verden, vi skal tilbringe de næste to timer og femten minutter i selskab med. Den såkaldte ”Downsizing”-proces bliver introduceret med den lakoniske realisme, en historie som denne netop kræver for at kunne blomstre. Til og med at Paul endelig beslutter at underlægge sig indgrebet og til sit store chok efterfølgende opdager, at hans kone (Wiig) fik kolde fødder og han nu når hende til hælen, er filmen en morsom om end bizar fornøjelse. Nogle seere vil ganske givet stå af i kedsomhed, men den tålmodige tour de force gennem opfindelsens praksis og virkning på verden vil utvivlsomt fascinere mange. Herfra synes ”Downsizing” at indtræde i en identitetskrise lignende vores modløse, forladte hovedperson Paul.
I stedet for at lade det gode oplæg til en film udfolde sig, lader Payne og Co. sig styre af arbitrære impulser, der flytter handlingen i skiftende, uinteressante retninger. Vi følger Paul et år senere, en periode hvor hans liv synes at have befundet sig i stilstand, men uden videre forklaring bliver der lavet om på det nu. Hver eneste interaktion, han har med et andet menneske, er med til at bevæge ham videre i det besynderlige plot, der synes nærmere improviseret end konstrueret med en form for struktur eller tematik for øje. De narrative svagheder skyldes især to ting. For det første synes filmen ikke at have noget særligt at fortælle om Matt Damons karakter Paul. Selvom sløret bliver løftet for en række karaktertræk, som andre film med stor succes har beskæftiget sig med, får de i ”Downsizing” lov at forblive ubehandlede. Således hans pludselige vredesudbrud, spejlingen af forholdene til hans mor og kone og hans måske for venlige gemyt. Mod slutningen synes dette faktum at gå op for manuskriptforfatterne og et fortænkt forsøg på at gøre det hele til en historie om hans mindreværd indtræffer som et lyn fra en skyfri himmel.
Det andet problem er lige så graverende, for kunne historien om en mand, der bliver forladt af sin kone og efterfølgende bliver forelsket i sin eksorbitant rige overbos hushjælp ikke sagtens være blevet fortalt uden inddragelse af ”Downsizing”-fænomenet? Det hele bliver en simpel ”gimmick” og ikke en integreret del af historien, hvilket den kluntede sidste tredjedel i særdeleshed bevidner. I stedet for at lade ”Downsizing” have en bærende funktion, viser det sig narrativt komplet ligegyldigt sat op imod naturens indgriben i form af jordens klimaforårsagede undergang. Det ville formentligt kræve et større arbejde, men det havde været filmen tjenligt at følge hele konceptet til dørs og komme med et skarp bud på hvordan jorden til sidst ville stabilisere sig efter de store forandringer,Tilbage står en film frarøvet enhver form for tematisk dybde eller indsigt andet end en form for øko-kritik, hvis man skal være flink.
Man har formået at spilde både en idé, der i rette hænder ville være genial, og en masse dygtige skuespillere. Enhver filmfan vil vide, at Matt Damon både behersker komisk og dramatisk tæft, men ingen af delene kommer til udtryk her i en af hans mere uengagerede præstationer, mens de mange birolleskuespillere kæmper forgæves. Undertegnede vil undlade at sende en større kritiksalve mod Hong Chau, da jeg ikke kender hendes arbejde nærmere, men det skal noteres, at hun er ulidelig i rollen som genstanden for Pauls kærlighed, vietnamesiske Ngoc Lan.
Man har næsten lyst til at lade hele holdet give den et til skud, for man kan sagtens fornemme hvor god en film, der kunne være kommet ud af projektet. Det første kvarter til tyve minutter er en sjov film, men resten er rodet og indholdsløst, hvilket er grunden til at ”Downsizing” redder sig to bittesmå stjerner.
18/08-2019
