Fornøjelig skildring af Hollywood anno 1969
4.0
Jeg vover at lægge ud med at bekende, at jeg ikke er den største Tarantino-fan. Dermed ikke sagt, at jeg ikke fatter en brik af, hvad det er, som mange finder så appellerende ved hans film. Tarantino formår at underholde på topplan. Han kan skrive opfindsom og knivspark dialog bedre end de fleste. Desuden hersker der ingen tvivl om, at han har sgu set mange film. Manden kan sgu noget.
Når jeg så lyder forbeholdende, må det være fordi, jeg desværre aldrig rigtigt har holdt af "Pulp Fiction" eller "Reservoir Dogs", hvor især disse to hyldes af mange som nyskabende mesterværker. Jeg kan dog godt se kvaliteterne i dem, men på et personligt plan, så siger de mig ikke rigtigt noget. De to Tarantino-film er bare aldrig kommet ind under huden på mig. Til gengæld er jeg meget glad for "Inglorious Basterds" og "The Hateful Eight". Men en sådan diskussion vil jeg lade ligge indtil videre.
Jeg har som tidligere klart indrømmet, at Tarantino kan underholde. Manden har desuden en karakteristisk stil, som han ynder at udfolde. Det er blandt andet de lange dialoger, som handler om alt og ingenting, som ikke behøver at have noget med handlingen at gøre. Dialogerne og hans film som helhed er spækket med referencer til popkultur og andre film. Desuden har nærmest alle hans film en stor potion humor, som kommer til udtryk i dialogen samt i den groteske vold, som er et klart varemærke hos Tarantino. Jeg kan også godt synes, at hans stil kan være lidt for meget. Jeg er ikke sart, hvad angår volden i hans film, for det er så grotesk overdrevet. Men hans stil er meget postmodernistisk og popsmart med hans vittige og rappe dialoger og overdrevede vold. Personligt kan jeg godt blive lidt træt af den.
Nå, hvad angår selve filmen, så havde jeg hørt, at filmen ikke havde meget af et reelt plot. Det er sandt, at der næppe er en klar retning for karakterne. Der er næppe et erklæret mål. I stedet følger man primært DiCaprios karakter, Rick Dalton, og hans gode ven og stuntmand, Cliff Booth og hvordan de forsøger at håndtere udfordringerne i deres liv. "Once Upon a Time in Hollywood" er en meget episodisk film, som primært skildrer, hvordan den meget selvoptagede og usikre skuespiller Dalton forsøger at opretholde sit eget selvbillede, som en skuespiller, der er noget ved musikken, mens Booth er hans ydmyge, men meget trofaste og kompentente ven, som kærligt tager sig af Dalton. Den manglende retning på historien har været et stort kritikpunkt hos nogle. Men rent faktisk generede det mig ikke. Filmen er desuden meget lang, men det føltes faktisk ikke sådan.
Jeg syntes ikke filmen var så voldelig, i hvert fald ikke før, hvad vel er filmens klimaks. Jeg spoiler ikke noget, men hold kæft, hvor har jeg sjældent været tilskuer til et så grotesk voldsorgie, og hvor grinte vi meget i biografen. Så kan man diskutere, om det blev for meget, og en gererel diskussion om det gavnlige ved udpenslet vold på film og bla, bla, bla, men dét undlader jeg her og nu. Det var i hvert fald mindeværdigt.
Filmen er, som andre har sagt, en hyldest til Hollywood i slutningen af 1960erne, hvor hippiebevægelsen blomstrede, og det at lave film var noget andet end det er i dag. Noget af det fedeste ved filmen er den miljøskildring, som filmen har. Når Cliff Booth kører rundt i sin bil i LA og lytter til tidens toner, får man lyst til selv at udforske omgivelserne.
Tarantion forsøger i høj grad at skabe et stemningsbillede af Hollywood på den tid. Men jeg synes måske han svælger lidt for meget i visse scener, som hvor Dalton er på optagelse på tv-westerns. Derudover er der scenerne, hvor man følger skønne Margot Robbie som Sharon Tate, som ikke gør så meget for historien, men nok er der mere for at skildre tidsperioden og ikke mindst tidens film (som Tate medvirkede i).
Der er desuden en ret så suspenseful scene i filmen, som nærmer sig gysergenren. Det var en ret fed og mindeværdig scene for mig.
Alt i alt var jeg meget godt underholdt. Jeg fandt ikke filmen langtrukken eller distanceret. Dertil vil jeg måske endda tilføje en ekstra stjerne? Hvem ved, hvad jeg synes ved gensyn? Jeg ser gerne de fleste film to gange for at se, om min mening har ændret sig en smule.
PS. Jeg mener at se en vis lighed mellem Dalton og Clint Eastwood karrierer i 1960erne. Men derudover stopper sammenligningen mellem de to skuespillere vist også.
Når jeg så lyder forbeholdende, må det være fordi, jeg desværre aldrig rigtigt har holdt af "Pulp Fiction" eller "Reservoir Dogs", hvor især disse to hyldes af mange som nyskabende mesterværker. Jeg kan dog godt se kvaliteterne i dem, men på et personligt plan, så siger de mig ikke rigtigt noget. De to Tarantino-film er bare aldrig kommet ind under huden på mig. Til gengæld er jeg meget glad for "Inglorious Basterds" og "The Hateful Eight". Men en sådan diskussion vil jeg lade ligge indtil videre.
Jeg har som tidligere klart indrømmet, at Tarantino kan underholde. Manden har desuden en karakteristisk stil, som han ynder at udfolde. Det er blandt andet de lange dialoger, som handler om alt og ingenting, som ikke behøver at have noget med handlingen at gøre. Dialogerne og hans film som helhed er spækket med referencer til popkultur og andre film. Desuden har nærmest alle hans film en stor potion humor, som kommer til udtryk i dialogen samt i den groteske vold, som er et klart varemærke hos Tarantino. Jeg kan også godt synes, at hans stil kan være lidt for meget. Jeg er ikke sart, hvad angår volden i hans film, for det er så grotesk overdrevet. Men hans stil er meget postmodernistisk og popsmart med hans vittige og rappe dialoger og overdrevede vold. Personligt kan jeg godt blive lidt træt af den.
Nå, hvad angår selve filmen, så havde jeg hørt, at filmen ikke havde meget af et reelt plot. Det er sandt, at der næppe er en klar retning for karakterne. Der er næppe et erklæret mål. I stedet følger man primært DiCaprios karakter, Rick Dalton, og hans gode ven og stuntmand, Cliff Booth og hvordan de forsøger at håndtere udfordringerne i deres liv. "Once Upon a Time in Hollywood" er en meget episodisk film, som primært skildrer, hvordan den meget selvoptagede og usikre skuespiller Dalton forsøger at opretholde sit eget selvbillede, som en skuespiller, der er noget ved musikken, mens Booth er hans ydmyge, men meget trofaste og kompentente ven, som kærligt tager sig af Dalton. Den manglende retning på historien har været et stort kritikpunkt hos nogle. Men rent faktisk generede det mig ikke. Filmen er desuden meget lang, men det føltes faktisk ikke sådan.
Jeg syntes ikke filmen var så voldelig, i hvert fald ikke før, hvad vel er filmens klimaks. Jeg spoiler ikke noget, men hold kæft, hvor har jeg sjældent været tilskuer til et så grotesk voldsorgie, og hvor grinte vi meget i biografen. Så kan man diskutere, om det blev for meget, og en gererel diskussion om det gavnlige ved udpenslet vold på film og bla, bla, bla, men dét undlader jeg her og nu. Det var i hvert fald mindeværdigt.
Filmen er, som andre har sagt, en hyldest til Hollywood i slutningen af 1960erne, hvor hippiebevægelsen blomstrede, og det at lave film var noget andet end det er i dag. Noget af det fedeste ved filmen er den miljøskildring, som filmen har. Når Cliff Booth kører rundt i sin bil i LA og lytter til tidens toner, får man lyst til selv at udforske omgivelserne.
Tarantion forsøger i høj grad at skabe et stemningsbillede af Hollywood på den tid. Men jeg synes måske han svælger lidt for meget i visse scener, som hvor Dalton er på optagelse på tv-westerns. Derudover er der scenerne, hvor man følger skønne Margot Robbie som Sharon Tate, som ikke gør så meget for historien, men nok er der mere for at skildre tidsperioden og ikke mindst tidens film (som Tate medvirkede i).
Der er desuden en ret så suspenseful scene i filmen, som nærmer sig gysergenren. Det var en ret fed og mindeværdig scene for mig.
Alt i alt var jeg meget godt underholdt. Jeg fandt ikke filmen langtrukken eller distanceret. Dertil vil jeg måske endda tilføje en ekstra stjerne? Hvem ved, hvad jeg synes ved gensyn? Jeg ser gerne de fleste film to gange for at se, om min mening har ændret sig en smule.
PS. Jeg mener at se en vis lighed mellem Dalton og Clint Eastwood karrierer i 1960erne. Men derudover stopper sammenligningen mellem de to skuespillere vist også.
19/08-2019
