LYS, KAMERA, ACTION!
6.0
Efter en længere periodes stilhed er Quentin Tarantino tilbage med en rigtig basker af den kaliber, mange forbinder ham med, men som filmfans verden over har savnet i mange år. ”Once upon a time… In Hollywood” omhandler en falleret tv-skuespiller (DiCaprio) og dennes ven og stuntman (Pitt), der kommer ud for lidt af hvert i 1960’ernes magiske Hollywood.
Efter sit seneste flop af en film har Tarantino her hevet sig selv op ved håret og anskaffet et cast, der næsten frembringer en tåre i en ægte filmfans’ øjenkrog. Selveste Leonardo DiCaprio og Brad Pitt udgør filmens altoverskyggende makkerpar og de leverer varen 100% og lidt til. De er sjældent set bedre og denne anmelder tør godt love Oscar-nomineringer til begge d’herrer. Listen stopper dog langt fra der, da en parade blandt andet bestående Al Pacino, Margot Robbie, Kurt Russell, Luke Perry, Timothy Olyphant, Bruce Dern og Dakota Fanning er med til at sikre, at de to hovedrolleindehavere får modspil af højeste kaliber. Her er i høj grad tale om en hyldest både til datidens og nutidens Hollywood.
Der er masser af action såvel som komedie samt en snert af gys, hvilket resulterer i en film, der vil falde i de flestes smag. Æstetisk har den berømte instruktør også forkastet en stor del af den overlagt grimme stil, han gennem de seneste mange år har dyrket. Her er kælet for hver eneste billede, der giver alle os, der kun har betragtet filmens rige ude fra, lov til at opleve om ikke andet så bare en fornemmelse af det i to en halv time. Skal man være kritisk kunne man måske godt ønske sig, at de to hovedpersoner Cliff og Rick bedrev tiden med noget lidt mere spændende i de få dage, vi følger dem, såsom et bankkup, men Tarantinos modige valg ender takket være hans stærke cast alligevel med at give pote, fordi karaktererne føles så ægte og skuespillerne portrætterer dem med så megen nerve. DiCaprio er fri for den påtagethed, hans præstationer i årevis har været præget af, mens Brad Pitt tager stikket hjem på ren og skær charme.
Hvis man som denne anmelder ved annonceringen af projektet frygtede historien om Charles Manson-kulten, Sharon Tate og Roman Polanski i hænderne på Quentin Tarantino, kan man ånde lettet op. Her viser instruktøren sig som en mere voksen og moden kunstner end han ellers gennem sine værker giver udtryk for at være. Scenerne med den lovende skuespillerinde vagt til live af det store talent Margot Robbie er renset for den enorme distance, der ofte hersker i instruktørens oeuvre og tilbage står den rene hyldest, der normalvis gemmer sig bare de mange lag af ironi og pastiche.
Slutteligt skal det siges, at det ikke er en film for de yngste, da den unægteligt er meget voldelig. Det er dog ikke noget, der bør afskrække det voksne publikum, da det serveres med en stor portion humor, der hurtigt vil få selv den største pacifist til at skraldgrine med resten af biografsalen. Den grundige periodeskildring vil desuden med garanti også inkassere mange grin hos den garvede film-fan, når DiCaprios tv-skuespiller Rick Daltons karriere udfolder sig, eller når legender som Steve McQueen og Bruce Lee dukker op på skærmen.
”Once upon a time… In Hollywood” er helt klart en moderne klassiker. Castet alene kunne have gjort filmen til dette, men Tarantino er ikke interesseret i at dvæle derved og får skabt en af årets og sin karrieres bedste film. Man kan kun håbe, han vil vende tilbage til dette univers, eller i hvert fald fortsætter med duoen DiCaprio og Pitt, som virkelig bør opleves og gerne på det store lærred. Solen går ned over Hollywood med seks funklende stjerner.
Efter sit seneste flop af en film har Tarantino her hevet sig selv op ved håret og anskaffet et cast, der næsten frembringer en tåre i en ægte filmfans’ øjenkrog. Selveste Leonardo DiCaprio og Brad Pitt udgør filmens altoverskyggende makkerpar og de leverer varen 100% og lidt til. De er sjældent set bedre og denne anmelder tør godt love Oscar-nomineringer til begge d’herrer. Listen stopper dog langt fra der, da en parade blandt andet bestående Al Pacino, Margot Robbie, Kurt Russell, Luke Perry, Timothy Olyphant, Bruce Dern og Dakota Fanning er med til at sikre, at de to hovedrolleindehavere får modspil af højeste kaliber. Her er i høj grad tale om en hyldest både til datidens og nutidens Hollywood.
Der er masser af action såvel som komedie samt en snert af gys, hvilket resulterer i en film, der vil falde i de flestes smag. Æstetisk har den berømte instruktør også forkastet en stor del af den overlagt grimme stil, han gennem de seneste mange år har dyrket. Her er kælet for hver eneste billede, der giver alle os, der kun har betragtet filmens rige ude fra, lov til at opleve om ikke andet så bare en fornemmelse af det i to en halv time. Skal man være kritisk kunne man måske godt ønske sig, at de to hovedpersoner Cliff og Rick bedrev tiden med noget lidt mere spændende i de få dage, vi følger dem, såsom et bankkup, men Tarantinos modige valg ender takket være hans stærke cast alligevel med at give pote, fordi karaktererne føles så ægte og skuespillerne portrætterer dem med så megen nerve. DiCaprio er fri for den påtagethed, hans præstationer i årevis har været præget af, mens Brad Pitt tager stikket hjem på ren og skær charme.
Hvis man som denne anmelder ved annonceringen af projektet frygtede historien om Charles Manson-kulten, Sharon Tate og Roman Polanski i hænderne på Quentin Tarantino, kan man ånde lettet op. Her viser instruktøren sig som en mere voksen og moden kunstner end han ellers gennem sine værker giver udtryk for at være. Scenerne med den lovende skuespillerinde vagt til live af det store talent Margot Robbie er renset for den enorme distance, der ofte hersker i instruktørens oeuvre og tilbage står den rene hyldest, der normalvis gemmer sig bare de mange lag af ironi og pastiche.
Slutteligt skal det siges, at det ikke er en film for de yngste, da den unægteligt er meget voldelig. Det er dog ikke noget, der bør afskrække det voksne publikum, da det serveres med en stor portion humor, der hurtigt vil få selv den største pacifist til at skraldgrine med resten af biografsalen. Den grundige periodeskildring vil desuden med garanti også inkassere mange grin hos den garvede film-fan, når DiCaprios tv-skuespiller Rick Daltons karriere udfolder sig, eller når legender som Steve McQueen og Bruce Lee dukker op på skærmen.
”Once upon a time… In Hollywood” er helt klart en moderne klassiker. Castet alene kunne have gjort filmen til dette, men Tarantino er ikke interesseret i at dvæle derved og får skabt en af årets og sin karrieres bedste film. Man kan kun håbe, han vil vende tilbage til dette univers, eller i hvert fald fortsætter med duoen DiCaprio og Pitt, som virkelig bør opleves og gerne på det store lærred. Solen går ned over Hollywood med seks funklende stjerner.
21/08-2019
