Årets køretur
6.0
Han har været i felten under 2. verdenskrig, han har redet afsted i det vilde vesten, og han har taget os med rundt i slæden i Los Angeles' gader i 1990'erne. Nu prøver Quentin Tarantino så at træde i sine egne fodspor, og han har med sin nyeste film lavet et værk, der foregår på barndomskvarterets boulevarder i Englenes By. Hvor drømmefabrikkerne hver dag tog livtag med virkeligheden.
1969. Efter kronede dage som heltemodig tv-cowboy i de glade 50'ere sidder skuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) tilbage med en aktiv, men falmende karriere og et galoperende alkoholproblem. Tilsyneladende takket være sin stuntmand og moralske støtte, Cliff Booth (Brad Pitt), knokler Rick frustreret videre i håbet om, at comeback-rollen ligger lige om hjørnet. Imens flytter den europæiske filminstruktør Roman Polanski og hans hustru, skuespillerinden Sharon Tate (Margot Robbie), ind i huset lige ved siden af.
Igen og igen har Tarantino på presseturen erklæret sin nye film for et kærlighedsbrev til tiden, han voksede op i. For filmen er en nostalgisk tidsmaskine – men det er *hans* nostalgi, lagret i andres eddike, men altid med en ny unik smag, når låget skrues af. Spørgsmålet er så, om autodidaktikeren fra Tennessee kan møde de tårnhøje forventninger, der i sagens natur må være til det "egoistiske" setup – og mulige benspænd – der denne gang er lavet. Men slottene i sandkassen er sjældent set flottere og mere omhyggeligt bygget op. Quentin leverer. Vi får den tidslomme, vi blev lovet, og den er svimlende god. Brad Pitt har været ude og fortælle, at bossen ikke bare genskabte gadens gamle butikker, men at han wrestlede nostalgien i gulvet med benhvide knoer – helt ned til brochuren i butiksvinduet. Det her er ren forkælelse, og filmens nostalgiske vinger, marineret i en konstant vibrerende start-70'er-stemning, rækker denne gang ud af lærredet. Eventyr og fabel blandes med krystalklare genskabelser af dybe minder. Halvt drømmende, halvt huskende går vi sammen med Quentin lige der, hvor han satte sine hvalpeskridt, inden han pudsede hundene på Hollywood med "Reservoir Dogs".
Cirkler sluttes, og brande slukkes i "Once Upon a Time... in Hollywood", der excellerer ved både at være en ekstremt personlig film, men også en mere generel fortælling om illusioner og om en industris inderside. Men med en prikkende naivitet over sig, der får det hele til at glide ned som en gammeldags isvaffel. Hårde kritikere vil nok revse det vandede plot, men det hele flyder som en bæk. Filmen er så mange ting. Det er både Tarantinos mest personlige film, det er hans mest konsekvente film, det er hans mest modne film, og det er helt afgjort hans flotteste. Strukturen er vignette-præget, og overgangene glidende og autentiske. En sang i radioen er både et sceneskift, og musikken fungerer lidt som en datidens smartphone, der forbinder karaktererne, men samtidig også som en strålende fortælleteknisk medspiller i filmens brug af realtid. Og så tjener det som råstof til, hvad der må være årets soundtrack.
Som stjernen med alt på spil er der stjernespil fra DiCaprio. Leo er forrygende her, men vi ved også, at han altid lægger sig i selen. Næh, lad os lige snakke lidt om ham der Brad Pitt. Han er fantastisk. Jeg har sjældent set en skuespiller befinde sig så meget som blommen i et æg, som Pitt gør i denne rolle. Han *er* Cliff Booth med sin lidt lade, reserverede coolness, og det bliver et anker i hele filmen. En nødvendig ventil til at tage toppen af den Manson-aura og Summer of Love-mystik, som simrer i træerne. Her er filmen 'Hollywood'. Vaskeægte gammeldags filmstjerne-karisma gavmildt drysset ud med en sjælden stoisk ro fra Pitt.
Der var engang i Hollywood en filminstruktør, der lavede film som ingen andre. Som forstod, at en filmskabers vigtigste opgave er at være personlig. At lave så personlige film, som man kan. Han var den bedste til det.
1969. Efter kronede dage som heltemodig tv-cowboy i de glade 50'ere sidder skuespilleren Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) tilbage med en aktiv, men falmende karriere og et galoperende alkoholproblem. Tilsyneladende takket være sin stuntmand og moralske støtte, Cliff Booth (Brad Pitt), knokler Rick frustreret videre i håbet om, at comeback-rollen ligger lige om hjørnet. Imens flytter den europæiske filminstruktør Roman Polanski og hans hustru, skuespillerinden Sharon Tate (Margot Robbie), ind i huset lige ved siden af.
Igen og igen har Tarantino på presseturen erklæret sin nye film for et kærlighedsbrev til tiden, han voksede op i. For filmen er en nostalgisk tidsmaskine – men det er *hans* nostalgi, lagret i andres eddike, men altid med en ny unik smag, når låget skrues af. Spørgsmålet er så, om autodidaktikeren fra Tennessee kan møde de tårnhøje forventninger, der i sagens natur må være til det "egoistiske" setup – og mulige benspænd – der denne gang er lavet. Men slottene i sandkassen er sjældent set flottere og mere omhyggeligt bygget op. Quentin leverer. Vi får den tidslomme, vi blev lovet, og den er svimlende god. Brad Pitt har været ude og fortælle, at bossen ikke bare genskabte gadens gamle butikker, men at han wrestlede nostalgien i gulvet med benhvide knoer – helt ned til brochuren i butiksvinduet. Det her er ren forkælelse, og filmens nostalgiske vinger, marineret i en konstant vibrerende start-70'er-stemning, rækker denne gang ud af lærredet. Eventyr og fabel blandes med krystalklare genskabelser af dybe minder. Halvt drømmende, halvt huskende går vi sammen med Quentin lige der, hvor han satte sine hvalpeskridt, inden han pudsede hundene på Hollywood med "Reservoir Dogs".
Cirkler sluttes, og brande slukkes i "Once Upon a Time... in Hollywood", der excellerer ved både at være en ekstremt personlig film, men også en mere generel fortælling om illusioner og om en industris inderside. Men med en prikkende naivitet over sig, der får det hele til at glide ned som en gammeldags isvaffel. Hårde kritikere vil nok revse det vandede plot, men det hele flyder som en bæk. Filmen er så mange ting. Det er både Tarantinos mest personlige film, det er hans mest konsekvente film, det er hans mest modne film, og det er helt afgjort hans flotteste. Strukturen er vignette-præget, og overgangene glidende og autentiske. En sang i radioen er både et sceneskift, og musikken fungerer lidt som en datidens smartphone, der forbinder karaktererne, men samtidig også som en strålende fortælleteknisk medspiller i filmens brug af realtid. Og så tjener det som råstof til, hvad der må være årets soundtrack.
Som stjernen med alt på spil er der stjernespil fra DiCaprio. Leo er forrygende her, men vi ved også, at han altid lægger sig i selen. Næh, lad os lige snakke lidt om ham der Brad Pitt. Han er fantastisk. Jeg har sjældent set en skuespiller befinde sig så meget som blommen i et æg, som Pitt gør i denne rolle. Han *er* Cliff Booth med sin lidt lade, reserverede coolness, og det bliver et anker i hele filmen. En nødvendig ventil til at tage toppen af den Manson-aura og Summer of Love-mystik, som simrer i træerne. Her er filmen 'Hollywood'. Vaskeægte gammeldags filmstjerne-karisma gavmildt drysset ud med en sjælden stoisk ro fra Pitt.
Der var engang i Hollywood en filminstruktør, der lavede film som ingen andre. Som forstod, at en filmskabers vigtigste opgave er at være personlig. At lave så personlige film, som man kan. Han var den bedste til det.
22/08-2019
