Tarantino i tre dimensioner
6.0
I nat var jeg ude og køre rundt i Hollywood. Jeg sad på passagersædet, mens bilen blev kørt af Cliff Booth, en stoisk stuntmand med åben skjorte og kronisk vindblæst hår fra de mange køreture.
Selv i søvnen ville jeg have mere, selvom jeg ellers havde fået meget. Vel egentlig rigeligt. Lad os bare slå fast, at hvis man ikke får det decideret fedt af at se Booth (Brad Pitt) køre rundt med nedrullede ruder og et kontant greb om rattet, mens han trommer fingrene mod sidespejlet, og reklameskilte og oplyste butiksfacader farer forbi, er “Once Upon a Time… in Hollywood” næppe en film, der vil give fuld valuta for pengene.
Hvis ovenstående til gengæld lyder lokkende, giver Quentin Tarantinos nye film i både pose og sæk. Ikke siden “Kill Bill” har han skabt så afrundede karakterer og så fuldendt et univers, som man her kan begive sig nysgerrigt rundt i, mens man tager det hele ind. Som en ven nævnte: Det føles som at spille Grand Theft Auto med manerene i orden – lige indtil raseriets fristelser til sidst bliver for stor. Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, to af de sidste, tilbageværende filmstjerner, der sætter lighedstegn mellem kvalitet og bredformat, er hentet ind for at puste liv i de to hovedroller, og de gør det, som var de født til formålet. Når foråret nærmer sig Oscar-tid, ynder jeg dem begge en gylden stauette.
Vigtigst af alt lader Tarantino de to uforglemmelige karakterer Cliff Booth og Rick Dalton stå i forgrunden, mens visuelle detaljer, mesterlige dialoger og elegante sceneovergange flimrer i baggrunden som et levende bagtæppe. Det er en fryd at gennemleve, og det føles som en disposition i tråd med de store, filmiske mestre, som Tarantino gennem hele sin karriere både har hyldet og lånt fra. Her indtræder han på den store scene, hvor han godt nok har været adskillige gange før, men næppe med denne autoritet og nærmest ubesværede overlegenhed. For mange filmelskere vil “Once Upon a Time… In Hollywood” være en oplevelse langt udover det sædvanlige. Det var den for mig. En drømmefilm.
Selv i søvnen ville jeg have mere, selvom jeg ellers havde fået meget. Vel egentlig rigeligt. Lad os bare slå fast, at hvis man ikke får det decideret fedt af at se Booth (Brad Pitt) køre rundt med nedrullede ruder og et kontant greb om rattet, mens han trommer fingrene mod sidespejlet, og reklameskilte og oplyste butiksfacader farer forbi, er “Once Upon a Time… in Hollywood” næppe en film, der vil give fuld valuta for pengene.
Hvis ovenstående til gengæld lyder lokkende, giver Quentin Tarantinos nye film i både pose og sæk. Ikke siden “Kill Bill” har han skabt så afrundede karakterer og så fuldendt et univers, som man her kan begive sig nysgerrigt rundt i, mens man tager det hele ind. Som en ven nævnte: Det føles som at spille Grand Theft Auto med manerene i orden – lige indtil raseriets fristelser til sidst bliver for stor. Leonardo DiCaprio og Brad Pitt, to af de sidste, tilbageværende filmstjerner, der sætter lighedstegn mellem kvalitet og bredformat, er hentet ind for at puste liv i de to hovedroller, og de gør det, som var de født til formålet. Når foråret nærmer sig Oscar-tid, ynder jeg dem begge en gylden stauette.
Vigtigst af alt lader Tarantino de to uforglemmelige karakterer Cliff Booth og Rick Dalton stå i forgrunden, mens visuelle detaljer, mesterlige dialoger og elegante sceneovergange flimrer i baggrunden som et levende bagtæppe. Det er en fryd at gennemleve, og det føles som en disposition i tråd med de store, filmiske mestre, som Tarantino gennem hele sin karriere både har hyldet og lånt fra. Her indtræder han på den store scene, hvor han godt nok har været adskillige gange før, men næppe med denne autoritet og nærmest ubesværede overlegenhed. For mange filmelskere vil “Once Upon a Time… In Hollywood” være en oplevelse langt udover det sædvanlige. Det var den for mig. En drømmefilm.
23/08-2019
