En Fabel Af Coolness
6.0
Der er allerede skrevet og sagt meget om Instruktør Quentin Tarantino’s seneste værk. Hans måske bedste film (oppe sammen med og lige over ”Kill Bill: Vol. 1”), hvis man altså lader sig forføre og forsvinder ind i den herlige underfundige og ofte slowmoving rytme og struktur Tarantino har givet sin film.
Det for at vi sammen med karaktererne kan cruise rundt i slut 60’ernes Hollywood og hvem gad ikke cruise rundt med en Brad Pitt mere cool, charmerende og lækker end set længe, hvis nogensinde.
Faktisk er hans karakterer kørt så langt ud, som det næsten kan lade sig gøre og alligevel tror vi på ham. Tarantino slipper af sted med dette flabede træk, om stuntmanden Cliff Booth (Pitt) der er så macho og alligevel så fascinerende og sympatisk, at det oser af et kønspolitisk spark i skridtet. Men han er også en type der er begyndt at blive lettere bedagede og naturligvis må der gå stærke rygter om ham og hvad han har gjort ved sin kone.
Som hans modstykke og også til at skabe balance i dette visuelt lækre og vildt detaljerige filmiske univers, flyver en velspillende Margot Robbie i rollen som Sharon Tate. Som en smuk, let svævende erotisk blomst, æggende, livsglad, lettere krukket og selvstændig. Ung og stærk, men med en kraftig feminin udstråling, en moderne kvinde der magter at bære dette ind i fremtiden, hvis hun får chancen.
For noget ondt lurer og som i westernfilmen ”Shane”, skal der en bølle til at klare en bølle, så uskylden bevares, så her krydses spor af filmens hovedpersoner. Her liver manden der tvivler på sig selv, også atter op, om ikke andet for en kort bemærkning, hvor Leonardo DiCaprio atter giver en skarp præstation som skuespilleren Rick Dalton, hvis karriere er synkende.
Her og i resten af filmen leges der frisk og frækt med publikums forventninger, uden hensyntagen og ofte småprovokerende og den løse historie og dens karakterer peger i så mange retninger, at man kan tolke utallige pointer, budskaber og temaer ud af den.
Man kan også bare læne sig tilbage og nyde turen med nogle af de mest skarpt skrevne karakterer der endnu har ramt et biograflærred.
Det er en smuk hyldest, en erkendelse og en anerkendelse og alt sammen uden at blive ensidig. På en måde er det også den mest Utarantino’ske af Tarantino’s film, selv om den stadig bærer flere af hans trademarks. Uanset, så har jeg sjældent oplevet næsten 3 timer gå så stærkt. En gennemført fabel af coolness. Fantastisk. Mesterværk!
Det for at vi sammen med karaktererne kan cruise rundt i slut 60’ernes Hollywood og hvem gad ikke cruise rundt med en Brad Pitt mere cool, charmerende og lækker end set længe, hvis nogensinde.
Faktisk er hans karakterer kørt så langt ud, som det næsten kan lade sig gøre og alligevel tror vi på ham. Tarantino slipper af sted med dette flabede træk, om stuntmanden Cliff Booth (Pitt) der er så macho og alligevel så fascinerende og sympatisk, at det oser af et kønspolitisk spark i skridtet. Men han er også en type der er begyndt at blive lettere bedagede og naturligvis må der gå stærke rygter om ham og hvad han har gjort ved sin kone.
Som hans modstykke og også til at skabe balance i dette visuelt lækre og vildt detaljerige filmiske univers, flyver en velspillende Margot Robbie i rollen som Sharon Tate. Som en smuk, let svævende erotisk blomst, æggende, livsglad, lettere krukket og selvstændig. Ung og stærk, men med en kraftig feminin udstråling, en moderne kvinde der magter at bære dette ind i fremtiden, hvis hun får chancen.
For noget ondt lurer og som i westernfilmen ”Shane”, skal der en bølle til at klare en bølle, så uskylden bevares, så her krydses spor af filmens hovedpersoner. Her liver manden der tvivler på sig selv, også atter op, om ikke andet for en kort bemærkning, hvor Leonardo DiCaprio atter giver en skarp præstation som skuespilleren Rick Dalton, hvis karriere er synkende.
Her og i resten af filmen leges der frisk og frækt med publikums forventninger, uden hensyntagen og ofte småprovokerende og den løse historie og dens karakterer peger i så mange retninger, at man kan tolke utallige pointer, budskaber og temaer ud af den.
Man kan også bare læne sig tilbage og nyde turen med nogle af de mest skarpt skrevne karakterer der endnu har ramt et biograflærred.
Det er en smuk hyldest, en erkendelse og en anerkendelse og alt sammen uden at blive ensidig. På en måde er det også den mest Utarantino’ske af Tarantino’s film, selv om den stadig bærer flere af hans trademarks. Uanset, så har jeg sjældent oplevet næsten 3 timer gå så stærkt. En gennemført fabel af coolness. Fantastisk. Mesterværk!
07/09-2019
