Forrygende ahistorisk trekantsdrama
5.0
I starten af det 18. århundrede bliver England formelt regeret af den skrantende, gigtplagede dronning Anne. Dronningen er dog mere interesseret i at arrangere teselskaber for sine kaniner end i at styre landet gennem krigen med Frankrig, så mange beslutninger reelt truffet af hendes barndomsveninde og hemmelige elskerinde, hertuginden af Marlborough. Hertuginden bruger også sin magt til at give sin fattige kusine en tjenende stilling ved hoffet, men da den snu kusine først er kommet indenfor, begynder en kamp om dronningens gunst.
"The Favourite" er løst baseret på en kort periode i historien, hvor flere stærke kvinder samtidig havde stor indflydelse over det britiske rige - længe før man begyndte at tale om ligestilling i samfundet. Den baggrund har manuskriptforfatterne Deborah Davis og Tony McNamara brugt til at twiste løs over de historiske fakta og ende med et sorthumoristisk lesbisk trekantsdrama, der bliver skarpt og underholdende instrueret af den græske enfant terrible Yorgos Lanthimos. Han er kendt for bidske og surrealistiske film som "Dogtooth" eller "The Lobster", men her arbejder Lanthimos med et langt mere mainstream filmisk udtryk end tidligere, samtidig med at "The Favourite" dog stadig har en del af hans skæve og sorte touch.
Resultatet er en film, der simpelt hen er en fornøjelse fra ende til anden. Den har stort set ingen respekt for sit historiske oplæg - for eksempel var dronning Anne vist langtfra så håbløs og sær, som hun bliver skildret her, og filmen vender basalt set datidens politiske partiers positioner på hovedet.
Men "The Favourite" har åbenlyst heller ingen ambitioner om historisk korrekthed; tværtimod er formålet at skabe en giftig historie om manipulation og følelsesmæssig afhængighed. Læg dertil, at Lanthimos som nævnt har medbragt sin sans for bizar, sort humor, og så har man grundlaget for en fremragende film, der konstant underholder med spydige replikker og det ene mærkelige optrin efter det andet. Mens indsatserne skrues højere og højere op, og positionerne skifter i plottwists, som man skal være temmelig kreativ for at kunne se på forhånd.
Filmen kan selvsagt kun fungere på så højt niveau, som den gør, fordi de tre hovedroller også bliver bragende godt leveret. Olivia Colman trækker flot på sin baggrund som komiker i sit portræt af den stædige, selvmedlidende dronning. Det er en rolle, som er bevidst grim, fedtet og oppustet ubehjælpsom, men man får alligevel en del sympati for hende undervejs, og Colman rammer den med mange nuancer - helt ud i begejstrede hvin, når dronningen kører race i sin kørestol i paladsets gange.
Over for sig har hun to rivalinder, der viser sig at være nogenlunde lige giftige, men bare er meget forskellige i udtryk. Rachel Weisz er indbegrebet af overklasse-elegance og politisk rænkespil som hertuginden af Marlborough. Emma Stone er som kontrast tilsyneladende naiv og uskyldig som kusinen, der viser sig også at kunne spille spillet. Det er to stærke skuespillere på deres højeste niveau, og sammen med en mindst lige så imponerende Colman gør de nærmest hver eneste scene fascinerende.
Oven i sine mange andre styrker er "The Favourite" også en flot teknisk produktion, som giver de royale paladser et ganske råt look af en kostumefilm at være. Før har jeg været ret skeptisk over for Yorgos Lanthimos, som jeg egentlig har syntes var ret uoriginal og på mange måder en halvdårlig kopi af Luis Buñuel i sin surrealistiske samfundskritik. Men det her er en virkelig helstøbt film, der som nævnt skiller sig klart positivt ud fra instruktørens tidligere. Og den har da også hentet en lang række priser og nomineringer, ikke mindst en absolut fortjent Oscar til Olivia Colman.
I min bog har "The Favourite" stadig mulighed for at blive den bedste film, som fik premiere i danske biografer i år. Mine fem stjerner er i hvert fald med pil opad.
"The Favourite" er løst baseret på en kort periode i historien, hvor flere stærke kvinder samtidig havde stor indflydelse over det britiske rige - længe før man begyndte at tale om ligestilling i samfundet. Den baggrund har manuskriptforfatterne Deborah Davis og Tony McNamara brugt til at twiste løs over de historiske fakta og ende med et sorthumoristisk lesbisk trekantsdrama, der bliver skarpt og underholdende instrueret af den græske enfant terrible Yorgos Lanthimos. Han er kendt for bidske og surrealistiske film som "Dogtooth" eller "The Lobster", men her arbejder Lanthimos med et langt mere mainstream filmisk udtryk end tidligere, samtidig med at "The Favourite" dog stadig har en del af hans skæve og sorte touch.
Resultatet er en film, der simpelt hen er en fornøjelse fra ende til anden. Den har stort set ingen respekt for sit historiske oplæg - for eksempel var dronning Anne vist langtfra så håbløs og sær, som hun bliver skildret her, og filmen vender basalt set datidens politiske partiers positioner på hovedet.
Men "The Favourite" har åbenlyst heller ingen ambitioner om historisk korrekthed; tværtimod er formålet at skabe en giftig historie om manipulation og følelsesmæssig afhængighed. Læg dertil, at Lanthimos som nævnt har medbragt sin sans for bizar, sort humor, og så har man grundlaget for en fremragende film, der konstant underholder med spydige replikker og det ene mærkelige optrin efter det andet. Mens indsatserne skrues højere og højere op, og positionerne skifter i plottwists, som man skal være temmelig kreativ for at kunne se på forhånd.
Filmen kan selvsagt kun fungere på så højt niveau, som den gør, fordi de tre hovedroller også bliver bragende godt leveret. Olivia Colman trækker flot på sin baggrund som komiker i sit portræt af den stædige, selvmedlidende dronning. Det er en rolle, som er bevidst grim, fedtet og oppustet ubehjælpsom, men man får alligevel en del sympati for hende undervejs, og Colman rammer den med mange nuancer - helt ud i begejstrede hvin, når dronningen kører race i sin kørestol i paladsets gange.
Over for sig har hun to rivalinder, der viser sig at være nogenlunde lige giftige, men bare er meget forskellige i udtryk. Rachel Weisz er indbegrebet af overklasse-elegance og politisk rænkespil som hertuginden af Marlborough. Emma Stone er som kontrast tilsyneladende naiv og uskyldig som kusinen, der viser sig også at kunne spille spillet. Det er to stærke skuespillere på deres højeste niveau, og sammen med en mindst lige så imponerende Colman gør de nærmest hver eneste scene fascinerende.
Oven i sine mange andre styrker er "The Favourite" også en flot teknisk produktion, som giver de royale paladser et ganske råt look af en kostumefilm at være. Før har jeg været ret skeptisk over for Yorgos Lanthimos, som jeg egentlig har syntes var ret uoriginal og på mange måder en halvdårlig kopi af Luis Buñuel i sin surrealistiske samfundskritik. Men det her er en virkelig helstøbt film, der som nævnt skiller sig klart positivt ud fra instruktørens tidligere. Og den har da også hentet en lang række priser og nomineringer, ikke mindst en absolut fortjent Oscar til Olivia Colman.
I min bog har "The Favourite" stadig mulighed for at blive den bedste film, som fik premiere i danske biografer i år. Mine fem stjerner er i hvert fald med pil opad.
09/09-2019
