Genfødsel ved kejsersnit
4.0
Januar 1996.
Jeg er ved at krakelere. Min storebror har lige givet mig min fødseldagsgave ved morgenbordet. En “Invitation til SNIG-premiere på den nye James Bond-film "GoldenEye”... jeg måtte læse det igen for at være sikker. To biografbilletter var vedlagt ved siden af et stort fedt billede, klippet ud af et ugeblad, hvor en HELT NY Bond poserede i mørk army-grønt outfit et sted i en jungle.
Lido Teatret i Vejle samme dag - nu aften. Jeg nedstirrer plakaten til "GoldenEye" og hver afkrog af de mange still-fotos, som biografen gavmildt har hængt bag glasmontren i lobbyen, mens min bror og jeg venter semi-tålmodigt. Den kolde lobby var fyldt til bristepunktet, - denne dag med indtil flere (voksne!) herrer bevæbnede med plastic-pistoler og spændte blikke - inden vi kunne komme ind i varmen i forhallen. Oh what a joy, at træde over dén dørtærskel lige denne aften.
Det er nok meget godt, denne anmeldelse ikke er skrevet af mig i dagene efter ovenstående, hæh. Jeg havde - naturligvis - en af mit livs biografture. Den første Bond-film jeg så i biffen vil altid have en særlig personlig plads, den vil altid ramme nogle helt bestemte bløde punkter. Men jeg indrømmer gerne, vi har vores problemer den dag i dag, og selvom det *var* nyt og fedt dengang, så kan jeg også allerede dengang huske følelsen af, at det måske var lidt for meget.
Man må jo huske på, at filmen var 'lev ELLER lad dø', den var et kejsersnit. Den her skulle ud og den *skulle* bare virke - Bond var komatøs, Dalton-bruddet var bestemt ikke kønt, og hvem fa’en er ham den nye egentlig? ‘Den nye’ var en irer ved navn Pierce, som havde skabt sig et TV-navn i USA og England, men som ellers skulle ud og bevise sig selv som Bond - as it should be. “Problemet” her var bare, at manden sprang alt det der over. Han ankom bare. Dels havde den lange ventetid kun hjulpet Brosnan, tror jeg, men dels så *blev* han bare rollen fra dag 1, med sit perfekte hår og kussetyv-swagger. Han vadede lige ind i rollen med manchetknapper på, og vi vadede lige ind i hans flirtende smil. Jeg elsker, da Brosnan nikker vores 'femme fatale' videre fra sin Aston Martin - i hvad der kan beskrives som et motoriseret samleje - med et stort smil. En direkte homage til Roger Moore i Citroën’en. Brosnan var en kombination af Roger Moores charmerende ubesværethed og Connerys sex-appeal. Alt var tilsyneladende som det skulle være. He could do no wrong.
Men deri ligger et stort problem med James Bond version 5.0. Bond er en hemmelig agent, ikke en Superman, der kan flyve ned og rette op på et styrtende fly. Det er simpelthen for latterligt, det vi skal acceptere i “GoldenEye”s ellers virkelig gode pre-credit sekvens. De HAVDE jo lige vist ham langsomt trække et knirkende metalbur med gastønder foran sig, mens en hel hær af russiske soldater intet kan gøre andet end at sigte og se fortvivlede ud. Dét er Bond.
Og jo “GoldenEye” er da en underholdende Bond-film, men det er også en svulstig Bond-film, og der er lidt for mange dun i dynen. Især filmens EDB-fascination kammer over, og man er til sidst ved at blive sindssyg af lyden af tastatur-knapper og 90’er bip-bip. Ligesom alliancen med CIA denne gang er komplet ligegyldig (ja nærmere en undskyldning for at have billeder til rulleteksterne). Det er den slags, der får filmen til at falme ved gensyn. Dog fortjener indlemmelsen af Judi Dench i serien som M. næsten en stjerne i sig selv. Hendes svada på chefkontoret er fabelagtig, ligesom at filmens højdeskræk-fremkaldende start- og slutlocation også bør fremhæves, nu hvor resten af scenografien ellers ikke imponerer.
Karakter (Emil i 1996): 9/10
Karakter (Emil i 2019): 6/10
Jeg er ved at krakelere. Min storebror har lige givet mig min fødseldagsgave ved morgenbordet. En “Invitation til SNIG-premiere på den nye James Bond-film "GoldenEye”... jeg måtte læse det igen for at være sikker. To biografbilletter var vedlagt ved siden af et stort fedt billede, klippet ud af et ugeblad, hvor en HELT NY Bond poserede i mørk army-grønt outfit et sted i en jungle.
Lido Teatret i Vejle samme dag - nu aften. Jeg nedstirrer plakaten til "GoldenEye" og hver afkrog af de mange still-fotos, som biografen gavmildt har hængt bag glasmontren i lobbyen, mens min bror og jeg venter semi-tålmodigt. Den kolde lobby var fyldt til bristepunktet, - denne dag med indtil flere (voksne!) herrer bevæbnede med plastic-pistoler og spændte blikke - inden vi kunne komme ind i varmen i forhallen. Oh what a joy, at træde over dén dørtærskel lige denne aften.
Det er nok meget godt, denne anmeldelse ikke er skrevet af mig i dagene efter ovenstående, hæh. Jeg havde - naturligvis - en af mit livs biografture. Den første Bond-film jeg så i biffen vil altid have en særlig personlig plads, den vil altid ramme nogle helt bestemte bløde punkter. Men jeg indrømmer gerne, vi har vores problemer den dag i dag, og selvom det *var* nyt og fedt dengang, så kan jeg også allerede dengang huske følelsen af, at det måske var lidt for meget.
Man må jo huske på, at filmen var 'lev ELLER lad dø', den var et kejsersnit. Den her skulle ud og den *skulle* bare virke - Bond var komatøs, Dalton-bruddet var bestemt ikke kønt, og hvem fa’en er ham den nye egentlig? ‘Den nye’ var en irer ved navn Pierce, som havde skabt sig et TV-navn i USA og England, men som ellers skulle ud og bevise sig selv som Bond - as it should be. “Problemet” her var bare, at manden sprang alt det der over. Han ankom bare. Dels havde den lange ventetid kun hjulpet Brosnan, tror jeg, men dels så *blev* han bare rollen fra dag 1, med sit perfekte hår og kussetyv-swagger. Han vadede lige ind i rollen med manchetknapper på, og vi vadede lige ind i hans flirtende smil. Jeg elsker, da Brosnan nikker vores 'femme fatale' videre fra sin Aston Martin - i hvad der kan beskrives som et motoriseret samleje - med et stort smil. En direkte homage til Roger Moore i Citroën’en. Brosnan var en kombination af Roger Moores charmerende ubesværethed og Connerys sex-appeal. Alt var tilsyneladende som det skulle være. He could do no wrong.
Men deri ligger et stort problem med James Bond version 5.0. Bond er en hemmelig agent, ikke en Superman, der kan flyve ned og rette op på et styrtende fly. Det er simpelthen for latterligt, det vi skal acceptere i “GoldenEye”s ellers virkelig gode pre-credit sekvens. De HAVDE jo lige vist ham langsomt trække et knirkende metalbur med gastønder foran sig, mens en hel hær af russiske soldater intet kan gøre andet end at sigte og se fortvivlede ud. Dét er Bond.
Og jo “GoldenEye” er da en underholdende Bond-film, men det er også en svulstig Bond-film, og der er lidt for mange dun i dynen. Især filmens EDB-fascination kammer over, og man er til sidst ved at blive sindssyg af lyden af tastatur-knapper og 90’er bip-bip. Ligesom alliancen med CIA denne gang er komplet ligegyldig (ja nærmere en undskyldning for at have billeder til rulleteksterne). Det er den slags, der får filmen til at falme ved gensyn. Dog fortjener indlemmelsen af Judi Dench i serien som M. næsten en stjerne i sig selv. Hendes svada på chefkontoret er fabelagtig, ligesom at filmens højdeskræk-fremkaldende start- og slutlocation også bør fremhæves, nu hvor resten af scenografien ellers ikke imponerer.
Karakter (Emil i 1996): 9/10
Karakter (Emil i 2019): 6/10
25/09-2019
