Den lille historie i det store stjernebillede
5.0
Dejligt gensyn i Palads i aftes, endda med Scopes helt egen RasmusFL!
Ja, jeg forstår godt, hvis man synes voice over'en fylder for meget, ja, jeg kan godt se, det ikke er verdens største historie....
....men er du SMASK for en lækker film. Hoyte van Hoytemas delikate kamera-arbejde, hele tiden i bevægelse trods filmens insisterende stille stunder, toppet op med det bedste lysarbejde, jeg har set i år. Jeg har stadig skuddet (med bred linse) afspillende i hovedet af de tre månebiler, der suser afsted henover den golde, og alligevel lyslevende overflade. Jeg kunne mærke månestøvet i ansigtet. Jeg *var* under Neptuns ringe. Shit det her er en flot film.
OG - vil jeg stadig mene - en substantiel film. Ved at være så fattig i sit overflade-plot, formår den at repræsentere noget helt andet - nærmest demonstrativt vugger den os. Men ikke i søvn. Det er ikke dybe spadestik, der tages i menneskets sjæl, mens Pitts perfekt pacede stemme guider os igennem, men det er - gennem forrygende billeder og musik - en rigtig god rejse ind i den. Pitt er i øvrigt glimrende, og sammen med en velvalgt Tommy Lee Jones som fortabt far og 'mad scientist' får filmen de bogstøtter, den har brug for.
Den har en sjælebror i sidste års "First Man" med sit fokus på den personlige rejse, og ikke målet, men dette er den varmere og mere ligefremme film. Vi måtte gætte os til, hvad der foregik inde i Ryan Gosling i hans forrygende indelukkede præstation. Ikke i "Ad Astra", her er vi *indeni* i det hele - i Pitts tanker og i Grays stjernenære himmelbillede - og nogle gange kan det være helt rart.
Ja, jeg forstår godt, hvis man synes voice over'en fylder for meget, ja, jeg kan godt se, det ikke er verdens største historie....
....men er du SMASK for en lækker film. Hoyte van Hoytemas delikate kamera-arbejde, hele tiden i bevægelse trods filmens insisterende stille stunder, toppet op med det bedste lysarbejde, jeg har set i år. Jeg har stadig skuddet (med bred linse) afspillende i hovedet af de tre månebiler, der suser afsted henover den golde, og alligevel lyslevende overflade. Jeg kunne mærke månestøvet i ansigtet. Jeg *var* under Neptuns ringe. Shit det her er en flot film.
OG - vil jeg stadig mene - en substantiel film. Ved at være så fattig i sit overflade-plot, formår den at repræsentere noget helt andet - nærmest demonstrativt vugger den os. Men ikke i søvn. Det er ikke dybe spadestik, der tages i menneskets sjæl, mens Pitts perfekt pacede stemme guider os igennem, men det er - gennem forrygende billeder og musik - en rigtig god rejse ind i den. Pitt er i øvrigt glimrende, og sammen med en velvalgt Tommy Lee Jones som fortabt far og 'mad scientist' får filmen de bogstøtter, den har brug for.
Den har en sjælebror i sidste års "First Man" med sit fokus på den personlige rejse, og ikke målet, men dette er den varmere og mere ligefremme film. Vi måtte gætte os til, hvad der foregik inde i Ryan Gosling i hans forrygende indelukkede præstation. Ikke i "Ad Astra", her er vi *indeni* i det hele - i Pitts tanker og i Grays stjernenære himmelbillede - og nogle gange kan det være helt rart.
08/10-2019
