Noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt
4.0
“Tomorrow Never Dies” er en Bond-film der arbejder sig varm. Efter en undervældende intro med et fjollet payoff, så sporer filmen sig stille og roligt ind på at være en af seriens mest nytænkende og relevante indslag. Med en magtliderlig mediemogul (en hoven Jonathan Pryce, “delicious.”) som skurk tappes ind i et fjendebillede, som var nyt men højst interessant, fordi det skubbede Bond overbevisende ind i det 21. århundrede. Og tager man et kig på mediernes magtstruktur her nogle-og-tyve år senere, ja så havde Barbara Broccoli og co. i den grad fat i den lange ende.
Gode og rigtige valg er truffet. Judi Dench’ “M.” har heldigvis fået genvalg og åbner stærkt overfor en admiral, der siger “hun ikke har nosserne til jobbet” (“Perhaps. But the advantage is, I don't have to think with them all the time”). Og omsider melder den nye Moneypenny sin ankomst (hun er sød), og der er endelig kvalitetstid til James og kære "Q.", spillet for 16. (!) gang af Desmond Llewelyn. De to har god kemi fra første sekund med en sjov udveksling i Hamburg, hvor Bond testkører sin nye fjernstyrede BMW. En ny feature som viser sig nyttig i en parkeringskælder senere i en af filmens bedste scener, hvor Bond styrer sin Bimmer fra bagsædet, mens kuglerne flyver hen over hovedet på ham. Der er et kort kameraskud, lige uden for bilruden, hvor vi ser Bond smile som et barn med sit legetøj. Han har det lige så sjovt, som vi har det - det er et virkelig herligt øjeblik.
Og herfra kører “Tomorrow Never Dies” bare derudaf og dropper vandpausen, med et langt midterstykke der er er virkelig underholdende. Bond finder sig nemlig en hårdtslående allieret i kinesiske Michelle Yeoh, som virkelig får lov at skinne her med hidtil uset girlpower. Lige fra et frit fald fra en skyskraber (som hende og Brosnan tog i virkeligheden) til en halsbrækkende motorcykel-flugt i Saigon med en helikopter på slæb, til en ret habil kung fu-scene, hvor Yeoh giver den gas.
Filmen afsluttes med et brag af et klimaks i et metal-klonkende 'headquarter', der giver dejlige mindelser om klimakset i “You Only Live Twice”, alt imens Brosnan pløkker maskingevær med én arm (kan man overhovedet forestille sig Roger Moore gøre det?!). Han er virkelig “landet” her og er ret tæt på perfekt i rollen. Det er især fedt at se Brosnan omfavne den fysiske del af Bond, for som actionfilm er det en af de mest vellykkede i rækken. Så skide være med, han får en ny grim Walther-pistol (jo, jeg havde mit eksemplar som barn, men let's face it, det er ikke okay).
Karakter: 7/10
Gode og rigtige valg er truffet. Judi Dench’ “M.” har heldigvis fået genvalg og åbner stærkt overfor en admiral, der siger “hun ikke har nosserne til jobbet” (“Perhaps. But the advantage is, I don't have to think with them all the time”). Og omsider melder den nye Moneypenny sin ankomst (hun er sød), og der er endelig kvalitetstid til James og kære "Q.", spillet for 16. (!) gang af Desmond Llewelyn. De to har god kemi fra første sekund med en sjov udveksling i Hamburg, hvor Bond testkører sin nye fjernstyrede BMW. En ny feature som viser sig nyttig i en parkeringskælder senere i en af filmens bedste scener, hvor Bond styrer sin Bimmer fra bagsædet, mens kuglerne flyver hen over hovedet på ham. Der er et kort kameraskud, lige uden for bilruden, hvor vi ser Bond smile som et barn med sit legetøj. Han har det lige så sjovt, som vi har det - det er et virkelig herligt øjeblik.
Og herfra kører “Tomorrow Never Dies” bare derudaf og dropper vandpausen, med et langt midterstykke der er er virkelig underholdende. Bond finder sig nemlig en hårdtslående allieret i kinesiske Michelle Yeoh, som virkelig får lov at skinne her med hidtil uset girlpower. Lige fra et frit fald fra en skyskraber (som hende og Brosnan tog i virkeligheden) til en halsbrækkende motorcykel-flugt i Saigon med en helikopter på slæb, til en ret habil kung fu-scene, hvor Yeoh giver den gas.
Filmen afsluttes med et brag af et klimaks i et metal-klonkende 'headquarter', der giver dejlige mindelser om klimakset i “You Only Live Twice”, alt imens Brosnan pløkker maskingevær med én arm (kan man overhovedet forestille sig Roger Moore gøre det?!). Han er virkelig “landet” her og er ret tæt på perfekt i rollen. Det er især fedt at se Brosnan omfavne den fysiske del af Bond, for som actionfilm er det en af de mest vellykkede i rækken. Så skide være med, han får en ny grim Walther-pistol (jo, jeg havde mit eksemplar som barn, men let's face it, det er ikke okay).
Karakter: 7/10
11/10-2019
