Woohaaa Hvor Fedt!
5.0
Inden den Hong Kong’ske action instruktør John Woo tog springet til Hollywood, lavede han lige denne virtuose omgang blodige ramasjang eller voldsballet, som det også er blevet kaldt.
Da jeg så den første gang tilbage i 90’erne var jeg blæst væk. Det var min første Woo film. Sjældent havde jeg set så fremragende og nyskabende forførende flot en actionfilm. Det var en fornem og unik perle, intelligent og hævet over genren var jeg sikker på.
Helt så vildt er det måske ikke mere, hvis det er med de briller jeg ser den. Men her +20 år efter, der rammer filmen stadig plet, selv om den sine steder i dag gør det af andre grunde.
For eksempel forekommer flere af scenerne mig så fuldfede selvbevidste b-filmsagtige og lettere cheesy, at det er en fryd.
Historien om to betjente, der i forening bekæmper et forbryderkartel, er i sig selv måske intet særligt. Men forlægget løftes flot, dels af Yun-Fat Chow og Tony Leung i de bærende roller og så naturligvis, filmens egentlige hovedrolle. Nemlig John Woo’s helt igennem fabelagtige legesyge, der her får frit løb udi et actionspektakel, hvor især et teknisk fremragende og intens klimaks stikker ud og stikker af fra samtlige af datidens konkurrenter.
Selskabet jeg så den i, inde i Cinemateket, gjorde naturligvis ikke oplevelsen ringere.
Da jeg så den første gang tilbage i 90’erne var jeg blæst væk. Det var min første Woo film. Sjældent havde jeg set så fremragende og nyskabende forførende flot en actionfilm. Det var en fornem og unik perle, intelligent og hævet over genren var jeg sikker på.
Helt så vildt er det måske ikke mere, hvis det er med de briller jeg ser den. Men her +20 år efter, der rammer filmen stadig plet, selv om den sine steder i dag gør det af andre grunde.
For eksempel forekommer flere af scenerne mig så fuldfede selvbevidste b-filmsagtige og lettere cheesy, at det er en fryd.
Historien om to betjente, der i forening bekæmper et forbryderkartel, er i sig selv måske intet særligt. Men forlægget løftes flot, dels af Yun-Fat Chow og Tony Leung i de bærende roller og så naturligvis, filmens egentlige hovedrolle. Nemlig John Woo’s helt igennem fabelagtige legesyge, der her får frit løb udi et actionspektakel, hvor især et teknisk fremragende og intens klimaks stikker ud og stikker af fra samtlige af datidens konkurrenter.
Selskabet jeg så den i, inde i Cinemateket, gjorde naturligvis ikke oplevelsen ringere.
14/10-2019
