moder

Jeg er ret glad for unge Xavier Dolans film. Der er et blødende hjerte i hans værker, en oprigtighed og noget personligt, og så overskinner Dolans indtagende filmiske stil aldrig hans kærlighed til sine karakterer. Alle disse elementer er også til stede i Mommy, Dolans hidtil mest velmodtagne film, men på trods af enkelte scener (en montage om en mors ønske om normalitet for sin dreng, og selvsamme tvungne indlæggelse af sønnen), så mærkede jeg ikke rigtig Mommy helt så nært og på samme måde, som jeg har gjort med andre af Dolans film. Jeg kan ikke helt sige hvorfor, det var bare en følelse (eller mangel på samme) hos mig. Trekløveret i centrum er ellers velspillende, om end karakterarbejdet på Antoine Olivier Pilons ADHD-ramte unge mand godt kunne have et lag ekstra og flere svingninger, og aspektet med os-mod-verdenen fungerer godt. Mommy er bestemt en god film, men Dolan har lavet andet, der ramte mig mere.