kubrick og clarke på arbejde

Jeg kom skævt ind på Stanley Kubricks mastodontiske Rumrejsen År 2001, der med rette anses som en indiskutabel klassiker i science fiction-genren. Hvor spændende jeg endt fandt det, at Kubrick starter sin film der, hvor han nu engang gør, så var indledningen mig noget ladet med misantropen og den sorthumoristiske Kubrick, som jeg smagsmæssigt ikke helt er i kongruens med. Yderligere fandt jeg slutbilledet i filmen en kende anstrengende af uforklarlige grunde, men alt, virkelig alt, imellem disse punkter elskede jeg i Rumrejsen År 2001. Filmens tone og tempo, det komplette og komplet opslugende univers, uhyggen og det uforudsigelige, den tekniske bedrift udi skabelsen af rummet og rumskibene og alt imellem og rundt om, musikken, den perplekse og dybt fascinerende slutning, her var jeg fuldstændig grebet af Kubricks mesterlige værk. Og ved et snarligt gensyn (man har vitterligt ikke lyst til at forlade filmen, da den ender) og med viden om de små strygninger mod håret, som irriterede mig, er jeg ikke i tvivl om at Rumrejsen År 2001 hiver den sjette stjerne hjem, for hold da op en fordybningsrig og medrivende filmoplevelse det er.