Italiensk krimi - smag og behag
3.0
Man skal have en særlig smag for virkelig at sætte pris på Dario Argentos film. Argento laver film, hvor det stillistiske og visuelle ofte er stærkere end handlingen. Det kan siges om instruktører som Terrence Mallick og Nicholas Winding-Refn, som også kan dele vandene.
Jeg fik netop set en af Argentos mest roste værker "Deep Red" eller "Profondo Rosso", som den hedder på originalsproget italiensk. Indtil videre har jeg set "The Bird with the Crystal Plumage" fra 1970, hvilket er hans første film som instruktør, "Suspiria" som vel er hans hovedværk samt "Phenomena" (1985) med Jennifer Connelly i en af hendes allerførste filmroller. Jeg købte en boks med de fire omtalte film plus to mere, som jeg mangler at få set. Indtil videre foretrækker jeg "Suspiria" og "Phenomena".
Jeg var ikke så begejstret for Argentos første film, "Crystal Plumage". Jeg synes, at det var en noget sløv og dateret krimifilm, som falder under den italienske genre giallo. Det er en betegnelse for en type thriller/kriminalfilm, som i Argentos tilfælde i både "Crystal Plumage" og "Deep Red" involverer en morder med sorte handsker og lange blanke knive.
Mit problem med "Crystal Plumage" er, at den på trods af et egentligt okay set-up og pay-off med tilhørende twist, så føler jeg mig meget distanceret fra filmen, da den ikke formår at engagere mig i handlingen og dennes karakterer. Dette er også i nogen grad stadig gældende, da jeg så "Deep Red". Argento bliver ofte kritiseret for, at hans manuskripter har store problemer med logikken og, at tingene ikke altid er forståelige. Dette er blevet undskyldt med, at Argentos film er ligesom at drømme. Tingene giver ikke altid logisk mening. Drømmesceneriet er velnok endnu mere fremtrædende i "Phenomena", hvor de elektroniske 80er-toner ofte præger lydbilledet i et samspil med de ofte bizarre ting på billedsiden.
"Deep Red" virker mere sammenhængende end Argentos første film, men til gengæld syntes jeg at huske, der var lidt mere suspense i "Crystal Plumage". Det som præger flere af Argentos film er også den meget udpenslede vold, som får mig til at udbryde i latter, eftersom det virker så overdrevet. Det er et stillistisk valg, som jeg personligt ikke værdsætter, da det i hans film kommer til at blive ufrivilligt komisk. Men det er smag og behag. Argentos film er ikke for alle.
Jeg fik netop set en af Argentos mest roste værker "Deep Red" eller "Profondo Rosso", som den hedder på originalsproget italiensk. Indtil videre har jeg set "The Bird with the Crystal Plumage" fra 1970, hvilket er hans første film som instruktør, "Suspiria" som vel er hans hovedværk samt "Phenomena" (1985) med Jennifer Connelly i en af hendes allerførste filmroller. Jeg købte en boks med de fire omtalte film plus to mere, som jeg mangler at få set. Indtil videre foretrækker jeg "Suspiria" og "Phenomena".
Jeg var ikke så begejstret for Argentos første film, "Crystal Plumage". Jeg synes, at det var en noget sløv og dateret krimifilm, som falder under den italienske genre giallo. Det er en betegnelse for en type thriller/kriminalfilm, som i Argentos tilfælde i både "Crystal Plumage" og "Deep Red" involverer en morder med sorte handsker og lange blanke knive.
Mit problem med "Crystal Plumage" er, at den på trods af et egentligt okay set-up og pay-off med tilhørende twist, så føler jeg mig meget distanceret fra filmen, da den ikke formår at engagere mig i handlingen og dennes karakterer. Dette er også i nogen grad stadig gældende, da jeg så "Deep Red". Argento bliver ofte kritiseret for, at hans manuskripter har store problemer med logikken og, at tingene ikke altid er forståelige. Dette er blevet undskyldt med, at Argentos film er ligesom at drømme. Tingene giver ikke altid logisk mening. Drømmesceneriet er velnok endnu mere fremtrædende i "Phenomena", hvor de elektroniske 80er-toner ofte præger lydbilledet i et samspil med de ofte bizarre ting på billedsiden.
"Deep Red" virker mere sammenhængende end Argentos første film, men til gengæld syntes jeg at huske, der var lidt mere suspense i "Crystal Plumage". Det som præger flere af Argentos film er også den meget udpenslede vold, som får mig til at udbryde i latter, eftersom det virker så overdrevet. Det er et stillistisk valg, som jeg personligt ikke værdsætter, da det i hans film kommer til at blive ufrivilligt komisk. Men det er smag og behag. Argentos film er ikke for alle.
18/10-2019
