Personen bag spionen
4.0
En ældre britisk kvinde bliver arresteret af den britiske efterretningstjeneste, som er interesseret i hendes aktiviteter mange årtier forinden. I studietiden op til 2. Verdenskrig kom hun med i en gruppe på den yderste venstrefløj, og de forbindelser førte til, at hun senere gav russerne oplysninger, som hjalp dem med at udvikle atomvåben.
"Red Joan" er løst baseret på den virkelige historie om Melita Norwood, som først efter murens fald blev afsløret som tidligere spion for russerne. Her bliver hovedtrækkene i hendes historie brugt som inspiration for hovedpersonens liv, der bliver genfortalt i flashbacks op mod afhøringen i filmens nutid.
Selv om filmen på den måde afslører de vigtigste hændelser lidt efter lidt, er "Red Joan" ikke en klassisk spionthriller. Der er selvfølgelig en vis spænding omkring, hvad der egentlig skete dengang, men filmen er først og fremmest interesseret i at skildre spioner som mennesker. Her er meget mere karakterdrama end skæg og blå briller.
Det personlige fokus bliver givetvis forstærket af, at instruktionen er lagt i hænderne på Trevor Nunn, der først og fremmest er kendt som en stor teaterinstruktør. Nunn binder i høj grad fortællingen op på de personlige relationer, fra hovedpersonen i starten bliver forelsket i en tysk flygtning og fascineret af hans russiske veninde, til at de fordækte forhold senere bliver meget mere professionelle, da hun får adgang til statshemmeligheder som sekretær for en forsker. Og hele vejen igennem er filmen først og fremmest interesseret i, hvilken motivation og ideologi der får hovedpersonen til at gøre, hvad hun gør.
Det svar bliver – formentlig – leveret af Judi Dench som den aldrende Joan. Dench er vanligt præcist spillende i rollen, men det er først og fremmest en strålende Sophie Cookson, der folder hovedpersonen ud som den unge Joan. Cookson er fåmælt elegant med en eftertænksomhed, der gør rollen troværdig og understreger det minefelt, hun konstant bevæger sig i.
Mere overordnet er filmen også en solid produktion med gode britiske skuespillere og en glimrende visualisering af krigstiden, stilsikkert styret af instruktør Nunn. ”Red Joan” er en fin lille spionfilm, som formår at vise, at verden ikke altid er sort-hvid – i hvert fald ikke set i frøperspektiv.
"Red Joan" er løst baseret på den virkelige historie om Melita Norwood, som først efter murens fald blev afsløret som tidligere spion for russerne. Her bliver hovedtrækkene i hendes historie brugt som inspiration for hovedpersonens liv, der bliver genfortalt i flashbacks op mod afhøringen i filmens nutid.
Selv om filmen på den måde afslører de vigtigste hændelser lidt efter lidt, er "Red Joan" ikke en klassisk spionthriller. Der er selvfølgelig en vis spænding omkring, hvad der egentlig skete dengang, men filmen er først og fremmest interesseret i at skildre spioner som mennesker. Her er meget mere karakterdrama end skæg og blå briller.
Det personlige fokus bliver givetvis forstærket af, at instruktionen er lagt i hænderne på Trevor Nunn, der først og fremmest er kendt som en stor teaterinstruktør. Nunn binder i høj grad fortællingen op på de personlige relationer, fra hovedpersonen i starten bliver forelsket i en tysk flygtning og fascineret af hans russiske veninde, til at de fordækte forhold senere bliver meget mere professionelle, da hun får adgang til statshemmeligheder som sekretær for en forsker. Og hele vejen igennem er filmen først og fremmest interesseret i, hvilken motivation og ideologi der får hovedpersonen til at gøre, hvad hun gør.
Det svar bliver – formentlig – leveret af Judi Dench som den aldrende Joan. Dench er vanligt præcist spillende i rollen, men det er først og fremmest en strålende Sophie Cookson, der folder hovedpersonen ud som den unge Joan. Cookson er fåmælt elegant med en eftertænksomhed, der gør rollen troværdig og understreger det minefelt, hun konstant bevæger sig i.
Mere overordnet er filmen også en solid produktion med gode britiske skuespillere og en glimrende visualisering af krigstiden, stilsikkert styret af instruktør Nunn. ”Red Joan” er en fin lille spionfilm, som formår at vise, at verden ikke altid er sort-hvid – i hvert fald ikke set i frøperspektiv.
24/10-2019
