en mørk nat

Christopher Nolans universelt anerkendte fortsættelse til Batman Begins er unægtelig en god film, og en god film med flere fantastiske stunder og momenter. Nolan har altid haft svært ved at lave en genuin vild actionscene finder jeg, men politieskortejagten i The Dark Knight er aldeles mindeværdig, ikke mindst båret af en imponerende billedside, der holder niveauet hele filmen igennem. The Dark Knight kan også prale med en uforglemmelig præstation af Heath Ledger som Jokeren, hvor Nolan og hans medforfattere virkelig rammer noget spændende i dynamikken mellem denne og titelkarakteren. Historien flyder også bare en kende bedre end i den mere ujævne Batman Begins, men The Dark Knight lider for mig ellers under flere af de samme uheldige vaner. En klodset første akt, replikker som udtalt eksposition, både med plot og tematik, et rasende højt tempo, der er mere udmattende og ultimativ paralyserende end medrivende, og så føles Nolans seriøsitet og intellektuelle idéer ikke som naturlige elementer i dette superhelteunivers, på trods af ihærdige forsøg. The Dark Knight underholder mig, imponerer mig flere steder, men den gør intet større for mig, der hæver den op til mesterværksstatus, til det er sammensmeltningen af tegneserieunivers og udtalt og meget alvorlig tematik simpelthen en kende for, tja, fjollet måske? I hvert fald ikke helt overbevisende for mit vedkommende. Og selvom The Dark Knight med objektive briller er mere vellykket på flere parametre end Batman Begins, så fortrækker jeg ultimativt og ved gensyn nok egentlig Nolans lettere vakkelvorne børneskridt og usikkerhed fremfor denne fortsættelse. Er lidt spændt på nu, hvordan jeg har det ved gensyn med The Dark Knight Rises, der allerede dengang fremstod mig ret svag.