Bent græder for os

Man skal være blind for at overse, at “Mens vi lever” er lavet af folk, der virkelig har gjort sig umage. Set i lyset af det minimale budget og den begrænsede erfaring bag kameraet kan filmen måske endda betegnes som et unikum, en kraftpræstation.

Det i hvert fald hvis man anskuer Mehdi og Milan Avaz’ filmdebut med en vis kynisme. Gør man det, får man øje på to uimponerede filmbrødre, der med stor tro på egne evner puster en prøvende brise igennem dansk film. En effektivt modcastet Sebastian Jessen og de effektfulde billeder fra Nordsjælland By The Sea er nogle af de vægtigste grunde til, at man må lette på hatten og medgive, at dansk film er blevet et par spændende outsidere rigere.

Anderledes skuffende og til tider helt vildt irriterende bliver “Mens vi lever”, hvis man prøver at give sig hen til dens fortælling – hvis man prøver at klemme sine egne følelser ind i det enormt kompakte følelsesrum, som Avaz-brødre insisterer på at fylde helt ud. I det rum er der simpelthen ikke plads til egeninvesteringer, ikke når intet ord forbliver usagt, og ingen gestikulering forbliver ugjort, og slet ikke når gode gamle Bent Fabricius Bjerre tilsyneladende har fået besked på at spille røven ud af bukserne og tårerne ud af øjnene på sig selv og alle os andre.

Modsat en velfortjent sensation som tv-serien “Skam”, der langt hen ad vejen lod stilheden råde i de skrøbeligste og sværeste scener, kvæler musikken nærmest hvert et optrin til oprigtig indlevelse i “Mens vi lever”. Bedst er scenen halvvejs, hvor Avaz-brødrenes måske lidt for røgslørede plotkonstruktion endelig åbenbarer sig – her virker “Mens vi lever” vitterligt som et åndehul midt i stegeosen af dansk socialisme. Derudover må man bare ærgre sig over manglen på gehør og mådehold, der ender med at gøre værket mere middelmådigt end det fortjener.