Royale with cheese
4.0
Man kan – som jeg – spilde en del kræfter på at afvente, at Drew Goddard gentager tricket fra "Cabin In the Woods" og sparker sin pertentligt stablede filmkreation i grus med en velplaceret skosnude.
Her er kreationen så prangende, at forventningen om et kugleskørt twist ikke bare giver mening på grund af Goddard, men i det hele taget. "Bad Times at the El Royale" er simpelthen så lækker, at den indbyder til at blive flået. Levende. Med post-"Pulp Fiction"-ensemblegenrens rødder og klichéer hængende frit fremme, blottede og blodige.
Men det her er ikke den film. I hvert fald ikke så vidt jeg kan se. Forventer man det uventede, risikerer man at gå glip af en lille genreperle, der til tider godt nok vakler, men som aldrig vælter. Det i sig selv burde ikke være en kvalitet, men "Bad Times at the El Royale" har så mange bolde i luften, at det bliver det.
Godt nok går Drew Goddard shop-amok på fantasiens tilbudshylder, og særligt i den sidste halve time udstilles kagens lidt for tynde bund, når Chris Hemsworth udgør en pludselig, kedelig topping, og et par effektivt løsnede skud erstattes af en regulær krydsild.
Men inden da har Drew Goddard skabt en film, der fascinerer i sin form og stimulerer i sit spraglede indhold. En film, der gennem tågerne af sit underligt spildte potentiale faktisk lyser op som det sidste, man måske troede den var: Et drønhyggeligt bekendtskab.
Her er kreationen så prangende, at forventningen om et kugleskørt twist ikke bare giver mening på grund af Goddard, men i det hele taget. "Bad Times at the El Royale" er simpelthen så lækker, at den indbyder til at blive flået. Levende. Med post-"Pulp Fiction"-ensemblegenrens rødder og klichéer hængende frit fremme, blottede og blodige.
Men det her er ikke den film. I hvert fald ikke så vidt jeg kan se. Forventer man det uventede, risikerer man at gå glip af en lille genreperle, der til tider godt nok vakler, men som aldrig vælter. Det i sig selv burde ikke være en kvalitet, men "Bad Times at the El Royale" har så mange bolde i luften, at det bliver det.
Godt nok går Drew Goddard shop-amok på fantasiens tilbudshylder, og særligt i den sidste halve time udstilles kagens lidt for tynde bund, når Chris Hemsworth udgør en pludselig, kedelig topping, og et par effektivt løsnede skud erstattes af en regulær krydsild.
Men inden da har Drew Goddard skabt en film, der fascinerer i sin form og stimulerer i sit spraglede indhold. En film, der gennem tågerne af sit underligt spildte potentiale faktisk lyser op som det sidste, man måske troede den var: Et drønhyggeligt bekendtskab.
07/11-2019
