6 RIGTIGE + 1 JOKER
6.0
Jokeren er løs atter en gang og for første gang i filmhistorien står han, som titlen antyder, i fortællingens centrum. Arthur Fleck (Phoenix) forsøger at holde sine psykiske problemer stangen, mens han passer sin mor, sit arbejde som klovn og karrieredrømmen som komiker. På sidelinjen sidder talk-show-værten Murray Franklin (De Niro) og prøver at holde styr på udviklingen i den plagede Gotham City.
Det er den klassiske historie om, hvilke indre og ydre omstændigheder, der gør en person til en superhelt, dog med det twist, at det her drejer sig om skurken over dem alle, Jokeren. Han har før været spillet af store skuespillere som Jack Nicholson, der blandt andet er kendt for den klassiske replik "Have you ever danced with devil in the pale moonlight?" og her træder Joaquin Phoenix altså ind i rækken, hvilket han er fuldt ud i stand til. Han tilføjer rollen sin sædvanlige gravitas, men bevarer en interessant, tegneserieagtig tone, i en af årets bedste og mest uforglemmelige præstationer, der helt sikkert vil sende ham i retning af Oscar-festen. Ligeledes har man sikret sig modspil af bedste kaliber i form af Robert De Niro, der kun har forfinet sit skuespil gennem årene og måske også kan se frem til en invitation fra akademiet. Dette parløb mellem to af tidens dygtigste skuespillere, som burde udgøre attraktion nok i sig selv, er med til at understrege, at her er ikke tale om endnu en superheltefilm fra det, der efterhånden kan minde om et samlebånd, men ægte filmkunst, der samtidig er en rigtig Hollywood-basker.
Tematisk spiller filmen i virkeligheden ikke på så mange tangenter. Her er tale om et klassisk karakterstudie og en delvis samfundsspejling, som man dog ikke skal lægge for meget i, selvom tidens tendens er, at læse samtidens politiske forhold ind i snart sagt alt. Dermed ikke sagt, at Todd Phillips’ ”Joker” mangler dybde, for den er spækket med opfindsomme narrative virkemidler med en fortællelyst, der sjældent er set siden de sene 90’ere toneangivet af David Fincher. Ikke alt er, som det ser ud i Gotham, hvor man må halse efter Jokeren og fortællerens troværdighed. Det er ikke noget tilfælde, at den opmærksomme De Palma-connaisseur vil finde referencer til film som ”De Uovervindelige” og ”Døden sletter alle spor”, for vi får her en rigtig underholdende Hollywood-fortolkning af mesterens klassiske virkemiddel, der efterlader publikum præcis dér, hvor en skælmske karakter Jokeren selv ville gøre det.
På den måde holder filmen fast i de sidste magiske rester fra en svunden tid – en tendens i kontrast til streamingstjenesternes sterilt kalkulerede oeuvre. En higen efter dengang, Hollywood måske havde lidt mere magi end i dag, krystalliseret i ”Joker”-filmens producer Martin Scorseses kommende værk ”The Irishman”, hvor man tilmed har forynget hans sædvanlige ensemble digitalt til deres velmagtsdage. Det er svært at klage over, når det kaster denne slags film af sig, men samtidig gruer man for den dag, det ikke længere er muligt.
Under alle omstændigheder har Phoenix og De Niro her ramt den helt store Lotto-gevinst med seks stjerner og en Joker. Tillykke
Det er den klassiske historie om, hvilke indre og ydre omstændigheder, der gør en person til en superhelt, dog med det twist, at det her drejer sig om skurken over dem alle, Jokeren. Han har før været spillet af store skuespillere som Jack Nicholson, der blandt andet er kendt for den klassiske replik "Have you ever danced with devil in the pale moonlight?" og her træder Joaquin Phoenix altså ind i rækken, hvilket han er fuldt ud i stand til. Han tilføjer rollen sin sædvanlige gravitas, men bevarer en interessant, tegneserieagtig tone, i en af årets bedste og mest uforglemmelige præstationer, der helt sikkert vil sende ham i retning af Oscar-festen. Ligeledes har man sikret sig modspil af bedste kaliber i form af Robert De Niro, der kun har forfinet sit skuespil gennem årene og måske også kan se frem til en invitation fra akademiet. Dette parløb mellem to af tidens dygtigste skuespillere, som burde udgøre attraktion nok i sig selv, er med til at understrege, at her er ikke tale om endnu en superheltefilm fra det, der efterhånden kan minde om et samlebånd, men ægte filmkunst, der samtidig er en rigtig Hollywood-basker.
Tematisk spiller filmen i virkeligheden ikke på så mange tangenter. Her er tale om et klassisk karakterstudie og en delvis samfundsspejling, som man dog ikke skal lægge for meget i, selvom tidens tendens er, at læse samtidens politiske forhold ind i snart sagt alt. Dermed ikke sagt, at Todd Phillips’ ”Joker” mangler dybde, for den er spækket med opfindsomme narrative virkemidler med en fortællelyst, der sjældent er set siden de sene 90’ere toneangivet af David Fincher. Ikke alt er, som det ser ud i Gotham, hvor man må halse efter Jokeren og fortællerens troværdighed. Det er ikke noget tilfælde, at den opmærksomme De Palma-connaisseur vil finde referencer til film som ”De Uovervindelige” og ”Døden sletter alle spor”, for vi får her en rigtig underholdende Hollywood-fortolkning af mesterens klassiske virkemiddel, der efterlader publikum præcis dér, hvor en skælmske karakter Jokeren selv ville gøre det.
På den måde holder filmen fast i de sidste magiske rester fra en svunden tid – en tendens i kontrast til streamingstjenesternes sterilt kalkulerede oeuvre. En higen efter dengang, Hollywood måske havde lidt mere magi end i dag, krystalliseret i ”Joker”-filmens producer Martin Scorseses kommende værk ”The Irishman”, hvor man tilmed har forynget hans sædvanlige ensemble digitalt til deres velmagtsdage. Det er svært at klage over, når det kaster denne slags film af sig, men samtidig gruer man for den dag, det ikke længere er muligt.
Under alle omstændigheder har Phoenix og De Niro her ramt den helt store Lotto-gevinst med seks stjerner og en Joker. Tillykke
08/11-2019
