mainstreamfilmen i god stand

Så vidt jeg husker så var første gang, hvor jeg stødte på konceptet drive-in bio, ikke overraskende i filmverdenen, specifikt i Jan De Bonts Twister, hvor en tornado hærger en udendørsbiograf. Filmen, som der blev vist der, var Stanley Kubricks Ondskabens Hotel, så det gav mening, at den første film, som jeg (og kæresten også) så i en virkelighedens drive-in biograf var denne fortsættelse til Ondskabens Hotel, der også er baseret på en roman af Stephen King og som følger den lille dreng Danny Torrance i sine nu traumaramte voksenår. Jeg havde egentlig lave forventninger til Doctor Sleep, men jeg blev enormt positivt overrasket over værket, som jeg fandt aldeles medrivende og spændende. Den gode oplevelse med drive-in bio smittede måske også af på mit indtryk, men jeg var virkelig tiltrukket af filmens tålmodige tempo og dens lyst til at bevæge sig frit i sit univers og karakterer og fascinerende mytologi, som manusforfatter og instruktør Mike Flanagan leverer overbevisende. Det var mig virkelig rart at være i en stor mainstreamfilm, der ikke farer energisk løs, og Flanagan skaber virkelig megen stemning i de mange gode scener og i sit filmsprog. Skiftet mellem de forskellige historiegrene og ensemble (hvor Rebecca Ferguson stikker ud med en forrygende og ret mindeværdig præstation) fungerede rigtig godt for mig og gav filmen en ambitiøs og bredtfavnende følelse, uden at miste følelsen af det nære. Doctor Sleep er ganske vist ikke en problemfri film, idet hovedkarakterens historie ikke er særlig interessant og dennes karakterbue (om ikke at være egen fader med dennes dæmoner og mørke handlinger) ikke godt nok integreret i hovedfortællingen, alt imens at Flanagan ikke får nok ud af sit klimaks, der med sin konsekvente locationskift ellers beror på en virkelig god ide. De fem stjerner er derfor ikke helt overgivende, men Doctor Sleep var mig en forbavsende god filmoplevelse af den mere resonerende slags og derfor ville alt under de fem for mit vedkommende ikke være sandt.