Forbavsende dårligt forsøg
2.0
Der er lavet et hav af opfølgere og et enkelt remake af gyserklassikeren fra 1978, og jeg må desværre starte ud med den klichéagtige konstatering, at ingen af dem er i nærheden af at leve op til originalens kvalitet. Størstedelen af efterfølgerne op igennem 80'erne og 90'erne er slet ikke værd at beskæftige sig med, og i 2007 forsøgte Rob Zombie at vise nye sider af Michael Myers ved at fremstille en traumatisk barndom som årsag til hans udvikling. Et berettiget projekt egentlig, men desværre endte det i mine øjne med at fjerne det uhyggeligt meningsløse ved Myers' ondskab, som netop var én af de primære drivkrafter i originalens uhygge.
Nu har en anden seriøs instruktør David Gordon Green forsøgt sig med at lave en opfølger, som klogeligt ignorerer samtlige andre opfølgere der er lavet til Halloween i forvejen, og udelukkende forholder sig til originalen. Filmen fik nogenlunde kritik (det gør denne slags film meget sjældent) og med en rutineret person som Green i instruktørstolen tænkte jeg, at det var ok at forvente om ikke andet, så et hæderligt forsøg. Derfor kom det i høj grad bag på mig, hvor udpræget ringe filmen faktisk er!
Det går stort set galt allerede i de første par minutter med en utroligt klodset håndteret åbningssekvens, hvor Green blandt andet gør brug af Carpenters velkendte og fremragende musiktema. Dette skal desværre vise sig at være toneangivende for hele filmens forløb, der generelt fremstår meget uelegant afviklet. Hele filmen virker forhastet og afliret, og det gælder både i persongalleriet, der i mine øjne var særdeles overfladisk fremstillet, og vigtigst af alt i gysersekvenserne, der slet ikke har fået tildelt tilstrækkeligt med tid til at stemningsopbygge. Derfor klinger det frygteligt falsk, at Green insisterer så meget som han gør på at genbruge originalens musik og lydeffekter, og på andre måder utallige gange refererer dertil. På den måde minder Green os hele tiden om, hvor meget han prøver at genskabe stemningen fra originalen, men i samme omgang også hvor meget han mislykkes med det. Filmen mangler kort sagt stemning og uhygge. På intet tidspunkt rykkede min puls sig, og jeg var efterladt særdeles kold under hele forestillingen. Dertil kommer så også, at plottet tager nogle helt mærkelige drejninger undervejs, tydeligvis et forsøg på at give filmen lidt kant, men også dette mislykkes på det groveste, og fremstår blot komplet umotiveret og tåbeligt. Filmen afrundes med et klimaks, der er ligeså forhastet, stemningsforladt og tamt som resten af filmen, hvor tre generationer af (selvfølgelig) kvinder sammen må tage kampen op mod truslen, og på det tidspunkt havde jeg simpelthen mistet interessen.
Min sammenlagte oplevelse af filmen var, at Green prøvede så ihærdigt på at gøre filmen til noget, som den bare ikke kan leve op til. Den fremstår som et forsøg på at genskabe originalens stemning, men netop også kun som et forsøg og ikke mere. Jeg må være bundærlig og indrømme, at jeg faktisk synes at Halloween H20 fra 1998 var et markant bedre forsøg på en opfølger, der finder sted mange år senere, selvom den også havde sine mangler. Denne film er en sørgelig og tam omgang, som man med fordel kan gå en stor bue udenom, specielt hvis man er fan af originalen (som jeg er). Det er i øvrigt kun marginalerne, der afholder den fra at ramme bunden af karakterskalaen.
Nu har en anden seriøs instruktør David Gordon Green forsøgt sig med at lave en opfølger, som klogeligt ignorerer samtlige andre opfølgere der er lavet til Halloween i forvejen, og udelukkende forholder sig til originalen. Filmen fik nogenlunde kritik (det gør denne slags film meget sjældent) og med en rutineret person som Green i instruktørstolen tænkte jeg, at det var ok at forvente om ikke andet, så et hæderligt forsøg. Derfor kom det i høj grad bag på mig, hvor udpræget ringe filmen faktisk er!
Det går stort set galt allerede i de første par minutter med en utroligt klodset håndteret åbningssekvens, hvor Green blandt andet gør brug af Carpenters velkendte og fremragende musiktema. Dette skal desværre vise sig at være toneangivende for hele filmens forløb, der generelt fremstår meget uelegant afviklet. Hele filmen virker forhastet og afliret, og det gælder både i persongalleriet, der i mine øjne var særdeles overfladisk fremstillet, og vigtigst af alt i gysersekvenserne, der slet ikke har fået tildelt tilstrækkeligt med tid til at stemningsopbygge. Derfor klinger det frygteligt falsk, at Green insisterer så meget som han gør på at genbruge originalens musik og lydeffekter, og på andre måder utallige gange refererer dertil. På den måde minder Green os hele tiden om, hvor meget han prøver at genskabe stemningen fra originalen, men i samme omgang også hvor meget han mislykkes med det. Filmen mangler kort sagt stemning og uhygge. På intet tidspunkt rykkede min puls sig, og jeg var efterladt særdeles kold under hele forestillingen. Dertil kommer så også, at plottet tager nogle helt mærkelige drejninger undervejs, tydeligvis et forsøg på at give filmen lidt kant, men også dette mislykkes på det groveste, og fremstår blot komplet umotiveret og tåbeligt. Filmen afrundes med et klimaks, der er ligeså forhastet, stemningsforladt og tamt som resten af filmen, hvor tre generationer af (selvfølgelig) kvinder sammen må tage kampen op mod truslen, og på det tidspunkt havde jeg simpelthen mistet interessen.
Min sammenlagte oplevelse af filmen var, at Green prøvede så ihærdigt på at gøre filmen til noget, som den bare ikke kan leve op til. Den fremstår som et forsøg på at genskabe originalens stemning, men netop også kun som et forsøg og ikke mere. Jeg må være bundærlig og indrømme, at jeg faktisk synes at Halloween H20 fra 1998 var et markant bedre forsøg på en opfølger, der finder sted mange år senere, selvom den også havde sine mangler. Denne film er en sørgelig og tam omgang, som man med fordel kan gå en stor bue udenom, specielt hvis man er fan af originalen (som jeg er). Det er i øvrigt kun marginalerne, der afholder den fra at ramme bunden af karakterskalaen.
13/11-2019
