andrei rublev

Andrei Tarkovskys anden spillefilm, løseligt om en ikonografiker i Rusland i 1500-tallet, er en visuel gave af de helt store. Billedsiden er så mærkbar, miljøstærk, flot og stemningsfuld, at man observerer hver scene og indstilling med en næsten ærefrygt for de æstetiske talenter, der er på arbejde. Historiemæssigt farede jeg nogle steder vild i Den Yderste Dom, der ikke kan undsige sig at have enkelte tunge strækninger, men Tarkovsky fylder sin film med nok fascinerende scener til, at man aldrig slipper interessen i hans værk. Under det hele ligger der endda en snert af optimisme og anerkendelse (eller, sådan var det i min simple læsning af filmen), ikke mindst i den ret fine epilog.