Tarvelig encore
2.0
Efter en tur i rummet begynder Jean Grey at miste kontrollen over sine enorme superkræfter, og da hun samtidig bliver indhentet af traumer fra barndommen, er hun pludselig til fare for både de andre X-Men og verden generelt. Hendes venner forsøger at få situationen under kontrol, men må også kæmpe imod både myndighederne og skumle rumvæsener, der er ude efter den rå kraft.
Dark Phoenix-sagaen er én af de helt store X-Men-historier. Måske den allerstørste. En romantisk og tragisk space/superhelte-opera, som alle seriens fans kender. Og dermed én af de story arcs fra tegneserierne, som både er mest oplagt og mest udfordrende at filmatisere.
Det blev første gang forsøgt som del af "The Last Stand" i 2006, hvor Simon Kinberg var med som manuskriptforfatter. Med en vis succes, selv om jeg syntes, den films styrker lå andre steder. Men med genstarten af X-Men-filmserien efter "First Class" var det muligt at tage historien op igen, og Simon Kinberg har så fået lov til at omgøre en film, han selv havde været med til at skrive i første omgang. Endda også som debuterende instruktør.
Muligvis er det tegneserieelskeren i mig, der taler, men: Det skulle han nok have ladet være med.
Den nye version af "Dark Phoenix" starter egentlig ganske fornuftigt med en lynhurtig opbygning af, hvorfor Jean Grey skal ses som en ufrivillig trussel - hvilket selvsagt er absolut nødvendigt for at få det hele til at give bare en smule mening. Indledningvis er der en ret fin invasion-fra-rummet-stemning i god, gammel B-filmstil. Som i sig selv er ganske godt tænkt, ikke mindst i betragtning af, at det ikke ville give mening at forsøge at ramme den højtsvungne space opera-stil fra tegneserien.
Problemet er bare, at Kinberg derfra dropper horrorstilen, men tager B-filmelementet med videre i noget, der bare bliver en dum actionfilm. Det føles lidt som at se en gang 80'er-sci-fi-B-action, bare med flottere effekter.
Årsagerne er mange. De onde rumvæsener med en sørgeligt ligegyldig Jessica Chastain i spidsen føles totalt påklistrede. Jean Greys indre konflikt bliver til noget, der bare skal råbes ud, så seerne kan forstå det. Og det samme med de skænderier, der opstår blandt de andre X-Men, da de ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre. Mens det samtidig bliver til et underligt løst slag med hånden, når der også kommer tragiske omkostninger for heltene.
Sophie Turner har ellers været et fint valg til rollen som Jean Grey, men her er det godt nok op ad bakke med et skidt manuskript, selv om Turner lægger alt, hvad hun kan i den centrale karakterudvikling. Når man kender tegneserien, er det også åbenlyst, hvor meget Wolverine mangler som dramatisk modpol i netop denne historie. Selv om det så er fair nok, at Hugh Jackman ikke havde mere X-Men tilbage i tanken.
Samlet set vil jeg gerne indrømme, at "Dark Phoenix" har en vis underholdningsværdi af den slags, som halvdårlige action- eller sci-fi-film kan levere. Men set op mod det ikoniske forlæg er det her noget af et makværk, som ikke engang kan matche den ellers udskældte "The Last Stand".
Dark Phoenix-sagaen er én af de helt store X-Men-historier. Måske den allerstørste. En romantisk og tragisk space/superhelte-opera, som alle seriens fans kender. Og dermed én af de story arcs fra tegneserierne, som både er mest oplagt og mest udfordrende at filmatisere.
Det blev første gang forsøgt som del af "The Last Stand" i 2006, hvor Simon Kinberg var med som manuskriptforfatter. Med en vis succes, selv om jeg syntes, den films styrker lå andre steder. Men med genstarten af X-Men-filmserien efter "First Class" var det muligt at tage historien op igen, og Simon Kinberg har så fået lov til at omgøre en film, han selv havde været med til at skrive i første omgang. Endda også som debuterende instruktør.
Muligvis er det tegneserieelskeren i mig, der taler, men: Det skulle han nok have ladet være med.
Den nye version af "Dark Phoenix" starter egentlig ganske fornuftigt med en lynhurtig opbygning af, hvorfor Jean Grey skal ses som en ufrivillig trussel - hvilket selvsagt er absolut nødvendigt for at få det hele til at give bare en smule mening. Indledningvis er der en ret fin invasion-fra-rummet-stemning i god, gammel B-filmstil. Som i sig selv er ganske godt tænkt, ikke mindst i betragtning af, at det ikke ville give mening at forsøge at ramme den højtsvungne space opera-stil fra tegneserien.
Problemet er bare, at Kinberg derfra dropper horrorstilen, men tager B-filmelementet med videre i noget, der bare bliver en dum actionfilm. Det føles lidt som at se en gang 80'er-sci-fi-B-action, bare med flottere effekter.
Årsagerne er mange. De onde rumvæsener med en sørgeligt ligegyldig Jessica Chastain i spidsen føles totalt påklistrede. Jean Greys indre konflikt bliver til noget, der bare skal råbes ud, så seerne kan forstå det. Og det samme med de skænderier, der opstår blandt de andre X-Men, da de ikke kan finde ud af, hvad de skal gøre. Mens det samtidig bliver til et underligt løst slag med hånden, når der også kommer tragiske omkostninger for heltene.
Sophie Turner har ellers været et fint valg til rollen som Jean Grey, men her er det godt nok op ad bakke med et skidt manuskript, selv om Turner lægger alt, hvad hun kan i den centrale karakterudvikling. Når man kender tegneserien, er det også åbenlyst, hvor meget Wolverine mangler som dramatisk modpol i netop denne historie. Selv om det så er fair nok, at Hugh Jackman ikke havde mere X-Men tilbage i tanken.
Samlet set vil jeg gerne indrømme, at "Dark Phoenix" har en vis underholdningsværdi af den slags, som halvdårlige action- eller sci-fi-film kan levere. Men set op mod det ikoniske forlæg er det her noget af et makværk, som ikke engang kan matche den ellers udskældte "The Last Stand".
03/12-2019
