en utrolig hvid dag

Selvom Hlynur er en kær ven, og selvom jeg på den allermindste måde har haft lidt med filmen at gøre (som konsulent), så mener jeg, at jeg godt kan nærme mig En Hvid, Hvid Dag forholdsvis sagligt kun som filmfan og med en vis objektivitet. Jeg vil dog ikke give filmen karakter, men i stedet nøjes med ord og den allerstærkeste opfordring til at opsøge Hlynurs smukke film, der stråler af kærlighed og varme på en total usentimental og fascinerende måde. En Hvid, Hvid Dag er så rig en film, næsten lige meget hvordan man nærmer sig den, som karakterskildring af en mand, der virkelig savner sin afdøde kone, som en kærlighedserklæring til familie (hovedkarakterens barnebarn spilles dejligt naturligt af Hlynurs egen datter), som studie i sorg, som et filmteknisk spændende og sikkert værk. En Hvid, Hvid Dag er fuld af fantastiske og opslugende og dybt rørende scener, hvor især de sidste to scener i filmen er uforglemmelige og er med til at give en langtidsvarende resonans. Jeg elsker vitterligt En Hvid, Hvid Dag, både som ven og som filmfan.