Friheden på et bræt
4.0
13-årige Stevie er fascineret af skaterkultur, og det lykkes ham at blive accepteret af en gruppe af kvarterets ældre fyre, der lader ham hænge ud med dem som en slags maskot. Efterhånden som deres aparte venskab udvikler sig, får Stevie sine første møder med sprut, stoffer og sex, men han kommer også med ud i situationer, hvor der skinner en anden form for alvor igennem slackerstilen.
Jonah Hill debuterer som forfatter-instruktør med en film, der er temmelig langt fra de komedier, som har gjort ham til et stjernenavn. "Mid90s" er nemlig en socialrealistisk coming-of-age-fortælling i moderne amerikansk indiestil, der formentlig trækker en vis inspiration fra Hills egen ungdom i Los Angeles - selv om han faktisk ikke har været ret glad for at kommentere, om filmen er delvist selvbiografisk.
"Mid90s" er egentlig en ret simpel fortælling, men det er også mest en film, der udtrykker sig via stemninger og miljøskildring. Og det gør den virkelig kompetent. Hill får flot etableret en søgende, småforvirret følelse på tværs af hele filmen, der primært bliver fortalt gennem nedslag i vennernes ture rundt til skateboardbaner og fester.
Man får tydeligt fornemmelsen af, at Stevie ikke har noget fedt liv og derfor søger friheden på et skateboard. Men det viser sig, at hans nye venner også har deres at slås med bag attituderne. "Mid90s" er ikke nogen lykkelig historie. Men det er en virkelig velfungerende film om venskaber og de første selvstændige oplevelser, der gør Stevie i stand til at begynde at forme sine egne værdier.
I hovedrollen som Stevie er Sunny Suljic et klart plus for filmen, fordi han rammer et uskyldigt naivt udtryk, der overbeviser om, at hovedpersonen ikke helt ved, hvad han går ind til i en verden, der er langt mere voksen end hans 13 år. Blandt vennerne er det især skateboarderen og rapperen Na-Kel Kim, der i sin første film imponerer som den i gruppen, der ser skateboarding som en mulig vej ud af slummen. Derudover har Katherine Waterston også en fin birolle som Stevies sympatiske mor.
"Mid90s" er en virkelig vellavet film, der formår at være både charmerende og medrivende, selv om det, der foregår i den, ret beset ofte er temmelig fucked-up. Det er hermed noteret, at Jonah Hill bestemt også har talent for at instruere. Fire store stjerner herfra.
Jonah Hill debuterer som forfatter-instruktør med en film, der er temmelig langt fra de komedier, som har gjort ham til et stjernenavn. "Mid90s" er nemlig en socialrealistisk coming-of-age-fortælling i moderne amerikansk indiestil, der formentlig trækker en vis inspiration fra Hills egen ungdom i Los Angeles - selv om han faktisk ikke har været ret glad for at kommentere, om filmen er delvist selvbiografisk.
"Mid90s" er egentlig en ret simpel fortælling, men det er også mest en film, der udtrykker sig via stemninger og miljøskildring. Og det gør den virkelig kompetent. Hill får flot etableret en søgende, småforvirret følelse på tværs af hele filmen, der primært bliver fortalt gennem nedslag i vennernes ture rundt til skateboardbaner og fester.
Man får tydeligt fornemmelsen af, at Stevie ikke har noget fedt liv og derfor søger friheden på et skateboard. Men det viser sig, at hans nye venner også har deres at slås med bag attituderne. "Mid90s" er ikke nogen lykkelig historie. Men det er en virkelig velfungerende film om venskaber og de første selvstændige oplevelser, der gør Stevie i stand til at begynde at forme sine egne værdier.
I hovedrollen som Stevie er Sunny Suljic et klart plus for filmen, fordi han rammer et uskyldigt naivt udtryk, der overbeviser om, at hovedpersonen ikke helt ved, hvad han går ind til i en verden, der er langt mere voksen end hans 13 år. Blandt vennerne er det især skateboarderen og rapperen Na-Kel Kim, der i sin første film imponerer som den i gruppen, der ser skateboarding som en mulig vej ud af slummen. Derudover har Katherine Waterston også en fin birolle som Stevies sympatiske mor.
"Mid90s" er en virkelig vellavet film, der formår at være både charmerende og medrivende, selv om det, der foregår i den, ret beset ofte er temmelig fucked-up. Det er hermed noteret, at Jonah Hill bestemt også har talent for at instruere. Fire store stjerner herfra.
08/12-2019
