TIDSLØST EPOS

Scorsese, din gamle knag, her fik du os! Ingen kan som ham skabe det, man kalder et epos; en lang film, der lige så stille maler et billede, til man til sidst står og beskuer et mesterværk. Og ingen kan som ham samle verdens bedste skuespillere og få dem til at yde uforglemmelige præstationer; her vil den sensationelle nyhed nok være kommet denne anmelder i forkøbet, men vi snakker Joe Pesci, som er vendt tilbage til det hvide lærred i rollen som gangsterbossen Russell Bufalino, Al Pacino, der giver den som fagforeningsmanden Jimmy Hoffa, og sidst men ikke mindst Robert De Niro, der spiller håndlangeren Frank Sheeran, som gennem sine venskaber til de to førnævnte herrer stryger til tops i mafia-branchen. Alt har dog en pris, som vores tre venner må sande gennem årene.

Man skal holde tungen lige i munden for at følge med, når Martin Scorsese først går i gang med at tegne og fortælle. Historien spænder helt fra Frank Sheerans unge dage, til han til sidst sidder og snakker ud i luften på et plejehjem. Vi har altså at gøre med et avanceret system af fortællere og flashbacks her, der i øjeblikket kan synes forvirrende, men viser sig at danne en perfekt mosaik. Stemnings- og genremæssigt ligeså. Man drømmer sig tilbage til ”Goodfellas”-dagenes legende lethed, når vi ser Frank bevæge sig op i mafiaens rækker gennem det ene beskidte job efter det næste. Filmens anslag befinder sig i den mere komiske afdeling, hvor De Niro og Pesci er på såkaldt road-trip med deres koner, hvilket kunne have været en film i sig selv, for det er dybt betagende og morsomt at se dem køre rundt og småskændes. Den angiveligt sande fortælling giver også anledning til et historisk indblik, hvor man næsten bevæger sig ind på konspiratorisk grund med mindelser om Oliver Stones ”JFK” og Danny DeVitos ”Hoffa”. Filmens hjerte finder vi, da Frank bliver tvunget til at vælge side i den store mafia-magtkamp. Der skal ikke røbes mere – det skal ses! – men her er både Scorsese og hans skuespillere på deres højeste i en række ulideligt intense scener, hvor man som publikum beder lige så meget til dets ophør som Frank selv, men samtidig higer man efter næste scene.

Det er ingen hemmelighed, at ensemblet, der også tæller sværvægteren Harvey Keitel, efterhånden er oppe i årene. Her har Scorsese og Co. fundet den perfekte løsning, da det i dag er muligt at efterredigere skuespillernes ansigter, så man i princippet kan moderere dem til en hvilken som helst alder (som man måske kender det fra Jeff Bridges i ”Tron: Legacy” eller Orlando Bloom i ”Hobbitten”). Dette udnyttes fuldt ud, så de berømte skuespillere kan opleves, som de så ud i deres storhedstid. Som film-fan får man her julelys i øjnene, for denne teknologi vil kun blive bedre og bedre med årene, hvilket vil betyde, at folk som Tom Cruise eksempelvis vil kunne blive ved med at lave ”Mission Impossible” og ”Jack Reacher”, så længe han lever. Man kunne også sagtens forestille sig at skuespillerne i ”The Irishman” vil begynde at bruge denne metode fremover, da det giver dem mulighed for at spille langt flere og langt mere interessante roller, end de typisk bliver tilbudt. Alene for at opleve dette fænomen er filmen værd at se.

Det er dog en film med utroligt mange kvaliteter. Scorseses behændige omgang med filmmediet er kun overgået af få. Hans måde at servere volden på er perfekt afmålt og han holder styr på nogen af verdens bedste skuespillere. Hvert afsnit af filmen har sin helt egen stemning og energi, uden at det føles fragmenteret – man kan huske nærmest hver eneste scene. Filmen har meget en romans tilgang til stoffet, hvilket den også opnår gennem sin lange spilletid på 209 minutter, og det giver Scorsese lov til at beskæftige sig indgående med mange forskellige tematikker og sine karakterer. Det bliver hårdt den dag, disse store kræfter ikke længere er til stede i Hollywood, men indtil da er der intet, der tyder på, at de har tænkt sig at stoppe med at lave nogen af de allerbedste film.