uden større kontekst

Jeg har ikke rigtig fulgt med i Marvels uendelige filmserie, og jeg tilgår derfor den lovpriste Avengers: Infinity War med en større eller mindre grad af manglende forståelse. Filmens historie fremstod mig i hvert fald som lidt noget nonsens, og jeg kunne slet ikke leve mig ind i hverken det for mit vedkommende fascinationsfattige univers eller de talrige karakterer, der hver især får så lidt plads i den overlæssede helhed, at ingen eller intet stikker ud. Langt hen ad vejen stod Avengers: Infinity War mig faktisk også nærmest blottet for gode scener og momenter, det hele føltes som tomt tempo og lammende i sin larm ramasjang, men lidt overraskende for denne type film, så løftede spændingen sig for mig i tredje akt, der faktisk gik hen og blev halvvejs fængende og bedre fungerende i krydsklip mellem de mange karakterer og historiegrene. Og så må jeg erkende, at slutningen har en vis portion effekt, selvom meget af det gøres af, at filmen for første gang her endelig stopper med at larme. Lige meget hvad, så er det rart at se Marvel faktisk tør træde et skridt frem i stedet for komplet stilstand, og jeg har da tænkt mig at se Avengers: Endgame for at se, om de tør stå ved det.