ET LYSSVÆRD LIGE I HJERTET
6.0
En æra er for alvor forbi i den sidste film om den berømte Skywalker-familie og deres venner, der hjælper dem i kampen mod de mørke kræfter, som gang på gang forsøger at overtage verdensrummet.
I denne niende installation af George Lucas’ ”Star Wars”-serie er vi selv sagt så langt inde i handlingen, at forsøg på at gengive denne både synes unødvendig og særdeles svær. Vores nye helte Rey, Finn og Poe fortsætter hvor de slap i kampen mod Han Solo og Prinsesse Leias onde søn Kylo Ren, der har tænkt sig at overtage verden, da en gammel fjende melder sin ankomst og forvandler hvad, der i forkerte hænder kunne være blevet en sikkert spillet 3’er, til en uforudsigelig rejse, som ingen undervejs aner hvor ender. Plottet bliver på moderne dansk disrupted og giver plads til store mængder af ”Star Wars”-universets forcer: Familiedrama og gedigen action! Sjældent er ”Star Wars” set mere hæsblæsende og smukt, når rumskibene suser mellem solsystemerne og sjældent har serien ramt den unikke kombination af Shakespeare, græsk tragedie og sæbeopera mere rent.
Det er tydeligt, at instruktør og manuskriptforfatter J.J. Abrams ikke har kunne lade være med at skele til fortiden, da han skulle løfte opgaven at binde hele denne fantasifulde fortælling sammen med en sidste film. Allerede fra start får vi forrygende action, der sender os tilbage til den fantastiske podracing-scene fra ”Den Usynlige Fjende”, hvor Anakin vandt sin frihed fra den onde slaveejer Watto (denne gang er det mod flyvende storm troppers - så har man set det med!) og således går det faktisk derudaf, hvor vi blandt andet også får et kærkomment visit fra Lando Calrissian (Williams), som mange utvivlsomt vil huske fra den oprindelige trilogi. På samme måde bliver der plads til mange følelsesladede scener, hvor gamle familiemedlemmer vender tilbage en sidste gang for at hjælpe vores helte det sidste stykke. Dette bliver dog aldrig et problem for den uindviede, som let vil kunne springe ombord på Tusindårsfalken her, blandt andet takket være den livgivende humor, som konstant lurer i galaksen.
På mange måde er det trist at i hvert fald dette fragment af jedi-historien ophører med denne film, for udover de skrantende, aldrende skuespillere (Carrie Fischer, der giver den som Prinsesse Leia er desværre død, selvom det har været muligt at klippe hende ind i denne film) er der absolut ingen tegn på, at filmskaberne er ved at løbe tør for materiale. De mange nye karakterer, man når at introducere på falderebet, er mindst lige så fascinerende som dem, vi over de sidste 42 år har stiftet bekendtskab med. Dette gælder både underfundige robotter, sjove aliens og modbydelige skurke. Man kan eksempelvis efter filmen gå og spekulere på, hvad der mon vil ske med Poe (Isaac) og Finn (Boyega), der ganske vist finder deres plads i universet, men samtidig fremstår lettere uforløste. Tiden vil vise, om dette vitterligt er det sidste, vi ser til karakterer som disse. Skuespillet er i top, hvor både den gamle garde og de nye ansigter efterhånden er ét med deres roller, mens nytilkomne som Richard E. Grant og Dominic Monaghan fuldender det flotte ensemble.
Slutningen skal naturligvis ikke afsløres her, men den understreger på elegant og rørende vis det, der pludselig står klart for seeren som have værende Star Wars’ budskab fra første til sidste film: Vigtigheden af på den ene side individualitet og den enkeltes valg samt nødvendigheden af sammenhold og venskab på den anden. Man indser, at det, George Lucas og hans mange fremragende hjælpere har fortalt, er historien om, at ja, der er mere godt end ondt i denne verden og måske, om end det ikke kommer gratis, kan der en dag blive fred – både i galaksen og på vores jord.
I denne niende installation af George Lucas’ ”Star Wars”-serie er vi selv sagt så langt inde i handlingen, at forsøg på at gengive denne både synes unødvendig og særdeles svær. Vores nye helte Rey, Finn og Poe fortsætter hvor de slap i kampen mod Han Solo og Prinsesse Leias onde søn Kylo Ren, der har tænkt sig at overtage verden, da en gammel fjende melder sin ankomst og forvandler hvad, der i forkerte hænder kunne være blevet en sikkert spillet 3’er, til en uforudsigelig rejse, som ingen undervejs aner hvor ender. Plottet bliver på moderne dansk disrupted og giver plads til store mængder af ”Star Wars”-universets forcer: Familiedrama og gedigen action! Sjældent er ”Star Wars” set mere hæsblæsende og smukt, når rumskibene suser mellem solsystemerne og sjældent har serien ramt den unikke kombination af Shakespeare, græsk tragedie og sæbeopera mere rent.
Det er tydeligt, at instruktør og manuskriptforfatter J.J. Abrams ikke har kunne lade være med at skele til fortiden, da han skulle løfte opgaven at binde hele denne fantasifulde fortælling sammen med en sidste film. Allerede fra start får vi forrygende action, der sender os tilbage til den fantastiske podracing-scene fra ”Den Usynlige Fjende”, hvor Anakin vandt sin frihed fra den onde slaveejer Watto (denne gang er det mod flyvende storm troppers - så har man set det med!) og således går det faktisk derudaf, hvor vi blandt andet også får et kærkomment visit fra Lando Calrissian (Williams), som mange utvivlsomt vil huske fra den oprindelige trilogi. På samme måde bliver der plads til mange følelsesladede scener, hvor gamle familiemedlemmer vender tilbage en sidste gang for at hjælpe vores helte det sidste stykke. Dette bliver dog aldrig et problem for den uindviede, som let vil kunne springe ombord på Tusindårsfalken her, blandt andet takket være den livgivende humor, som konstant lurer i galaksen.
På mange måde er det trist at i hvert fald dette fragment af jedi-historien ophører med denne film, for udover de skrantende, aldrende skuespillere (Carrie Fischer, der giver den som Prinsesse Leia er desværre død, selvom det har været muligt at klippe hende ind i denne film) er der absolut ingen tegn på, at filmskaberne er ved at løbe tør for materiale. De mange nye karakterer, man når at introducere på falderebet, er mindst lige så fascinerende som dem, vi over de sidste 42 år har stiftet bekendtskab med. Dette gælder både underfundige robotter, sjove aliens og modbydelige skurke. Man kan eksempelvis efter filmen gå og spekulere på, hvad der mon vil ske med Poe (Isaac) og Finn (Boyega), der ganske vist finder deres plads i universet, men samtidig fremstår lettere uforløste. Tiden vil vise, om dette vitterligt er det sidste, vi ser til karakterer som disse. Skuespillet er i top, hvor både den gamle garde og de nye ansigter efterhånden er ét med deres roller, mens nytilkomne som Richard E. Grant og Dominic Monaghan fuldender det flotte ensemble.
Slutningen skal naturligvis ikke afsløres her, men den understreger på elegant og rørende vis det, der pludselig står klart for seeren som have værende Star Wars’ budskab fra første til sidste film: Vigtigheden af på den ene side individualitet og den enkeltes valg samt nødvendigheden af sammenhold og venskab på den anden. Man indser, at det, George Lucas og hans mange fremragende hjælpere har fortalt, er historien om, at ja, der er mere godt end ondt i denne verden og måske, om end det ikke kommer gratis, kan der en dag blive fred – både i galaksen og på vores jord.
31/12-2019
