en due og grenen

Jeg anerkender bestemt den originalitet og kvalitet, som ligger i Roy Anderssons absurditetseksplicitte filmtrilogi (om, efter eget udsagn, det at være menneske), der startede med Sange Fra 2. Sal og Du Levende, og nu afrundes med En Due Sad På en Gren og Funderede Over Tilværelsen. Disse film har dog langtfra samme styrke og emotionelle tiltrækningskraft for mit vedkommende som Anderssons første og stilmæssigt anderledes film, En Kærlighedshistorie, og med En Due Sad På en Gren og Funderede Over Tilværelsen føler jeg, at filmmageren er gået for langt ind i det absurde og er en kende for selvsmagende i sin fortællemåde. Jeg savnede lidt mere narrativ og en klarere tyngde i filmen, der dog har poetiske momenter af uforglemmelig karakter og gode vignetter over spilletiden. Men i sin helhed føles En Due Sad På en Gren og Funderede Over Tilværelsen både for lang og for løs, og jeg håber, at Andersson med sin næste film går lidt nogle andre veje, gerne ikke ulig den han betrådte med sin første film.