gentagende

Bong Joon Hos Parasite er blevet modtaget med universel anerkendelse overalt, og jeg var bestemt spændt på at se værket, især fordi jeg har nydt flere af Joon Hos andre film. Og hvis hypen ikke havde været så enorm, som den er, så havde jeg måske været mindre lunken overfor Parasite, end jeg er nu. Udover den overlange spilletid, så er mit største problem med Joon Hos film nok, at jeg føler man fanger meningen ret hurtigt, hvorefter Joon Ho uddyber og uddyber den samme pointe i sin historieudfoldelse uden at dreje eller eksplorere yderligere. Desuden kunne jeg heller ikke rigtig finde ud af, hvor Joon Hos hjerte og sympati lå i filmen. Parasite er ikke udstillende, den er heller ikke postulerende mørk, til det er Joon Ho for dygtig og med for unik en filmstemme, men jeg søgte virkelig efter det ekstra i filmen, der for mit vedkommende kunne løfte den op på den celebreringspæl, som den sidder på. Men jeg fandt det ikke. I stedet fandt jeg en udmærket film, hvis grundide ikke helt kunne bære en spillefilm i nuværende form. Hvis jeg så Parasite uden forhåndsviden og ophævelse, ville den nok lande på de fire små stjerner, men som min oplevelse er nu, så vil jeg ikke give den mere end de tre.