At smelte i kulden
4.0
Det er helt indlysende, at man må lovprise “The Lighthouse” for at gå linen ud og være så suverænt iscenesat, som den er. Robert Eggers har tydeligvis presset sit manuskript til forfinede og forvrængede yderligheder, og for det bør man klart lette hatten. Til gengæld kan det virke, som om hans feltstudie ved verdens ende har set sig tilfreds med at være netop dét – en egenrådig og stilistisk overdådig overgivelse til yderligheden og kompromisløsheden.
Hvad der rumsterer inde bag spruthånden og de knyttede næver er nemlig svært at afgøre. Har man først savlet over filmens præmis, der placerer to af branchens lysende stjerner – uforudsigelighedens pris, Robert Pattinsons, og galskabens grand old man, Willem Dafoe – på en øde ø med et fyrtårn, et kompromisløst 4:3-format og en nøje orkestreret række sort/hvid-billeder, vil man nok bemærke, at “The Lighthouse” ikke kommer ret langt ud af starthullerne. Den bliver på stedet, hopper, spytter, raser og flår alt inden for en armslængde. Men perspektivet mangler.
Snarere end et helstøbt værk ligner Robert Eggers en skueplads for vilde, tænderskærende abstraktioner over vanvid og nedsmeltning. Der er helt klart noget befriende over at mærke rusen få frit spil i scenerne, hvor Pattinson og Dafoe holder hinanden oprejst i den yderligste af alle branderter, og man forstår, hvorfor instruktøren insisterer på at gå længere – hvorfor han efterhånden skifter sprutten ud med terpentin og olie, ligesom kollegaen (og forbilledet?) Paul Thomas Anderson brugte diabolsk hjemmebryg til at lede sin hovedperson ned af ukendte stier i "The Master".
Til gengæld mangler filmen en mere insisterende form, hvis den for alvor skal sætte sig i kroppen. Blot to film inde i karrieren er Eggers ganske vist en lille mester i at skabe radikale frames, der brænder sig fast i hukommelsen, og den evne kommer så afgjort “The Lighthouse” til gode. Hvor en rødklædt hundjævel i “The VVitch” var uafviseligt horror-kernestof skræddersyet til ethvert mareridt, er fyrtårnet, der lyser i det mørket og konstant indfanger den unge mands blik, næsten det samme i “The Lighthouse”.
Desværre står billedet ikke alene. Det leder plottet afsted mod sin uundgåelige destination, den store afsløring, hvor fyrtårnets hjerte åbenbares. Den afsløring er måske filmen i en nøddeskal: det sindssyge lydbillede skærer gennem marv og ben, mens billederne muterer til noget klamt og smukt. Et øjeblik efter er man videre, fuld af beundring men også forundring over, hvorfor Eggers skarpslebne værk ikke skar dybere.
Hvad der rumsterer inde bag spruthånden og de knyttede næver er nemlig svært at afgøre. Har man først savlet over filmens præmis, der placerer to af branchens lysende stjerner – uforudsigelighedens pris, Robert Pattinsons, og galskabens grand old man, Willem Dafoe – på en øde ø med et fyrtårn, et kompromisløst 4:3-format og en nøje orkestreret række sort/hvid-billeder, vil man nok bemærke, at “The Lighthouse” ikke kommer ret langt ud af starthullerne. Den bliver på stedet, hopper, spytter, raser og flår alt inden for en armslængde. Men perspektivet mangler.
Snarere end et helstøbt værk ligner Robert Eggers en skueplads for vilde, tænderskærende abstraktioner over vanvid og nedsmeltning. Der er helt klart noget befriende over at mærke rusen få frit spil i scenerne, hvor Pattinson og Dafoe holder hinanden oprejst i den yderligste af alle branderter, og man forstår, hvorfor instruktøren insisterer på at gå længere – hvorfor han efterhånden skifter sprutten ud med terpentin og olie, ligesom kollegaen (og forbilledet?) Paul Thomas Anderson brugte diabolsk hjemmebryg til at lede sin hovedperson ned af ukendte stier i "The Master".
Til gengæld mangler filmen en mere insisterende form, hvis den for alvor skal sætte sig i kroppen. Blot to film inde i karrieren er Eggers ganske vist en lille mester i at skabe radikale frames, der brænder sig fast i hukommelsen, og den evne kommer så afgjort “The Lighthouse” til gode. Hvor en rødklædt hundjævel i “The VVitch” var uafviseligt horror-kernestof skræddersyet til ethvert mareridt, er fyrtårnet, der lyser i det mørket og konstant indfanger den unge mands blik, næsten det samme i “The Lighthouse”.
Desværre står billedet ikke alene. Det leder plottet afsted mod sin uundgåelige destination, den store afsløring, hvor fyrtårnets hjerte åbenbares. Den afsløring er måske filmen i en nøddeskal: det sindssyge lydbillede skærer gennem marv og ben, mens billederne muterer til noget klamt og smukt. Et øjeblik efter er man videre, fuld af beundring men også forundring over, hvorfor Eggers skarpslebne værk ikke skar dybere.
04/02-2020
