THE BITCH IS BACK
6.0
Alle kender Elton John (Egerton) og hans mange klaver-hits, men hvordan blev han egentlig så berømt og hvilke problemer havde han med den medfølgende livsstil og sin seksualitet, som ikke var velanset i 1970’erne og starten af 80’erne, hvor denne film udspiller sig?
Dette er den klassiske portrætfilm kombineret med musicalens magi, hvilket er en stor gevinst for instruktør Dexter Fletcher, der kort forinden havde stået i spidsen for den mere biografisk orienterede ”Bohemian Rhapsody” om Eltons kollega Freddie Mercury kendt fra bandet Queen. Dette giver Rocketman-lejren frie hænder til dels at anvende sangene ude af kronologisk rækkefølge, dels at præsentere dem i transcendentale, fantasifulde og meget smukt anlagte scener, der låner fra musikvideo-genren. Dette giver sangene nyt liv og en stor emotionel og narrativ kraft. Elton kan for eksempel møde sig selv som barn, eller indtræde i dansesekvenser i stil med den klassiske amerikanske filmmusical-tradition. Mange musicals har ganske givet forsøgt sig med disse greb, men netop med denne historie og disse sange opstår en større sammenhæng mellem form og indhold.
”The bitch is back”, når det unge talent Taron Egerton kendt fra ”Kingsman”-serien legemliggør den berømte musiker med største overbevisning. Det er svært ikke at sammenligne ”Rocketman” med Queen-filmen ”Bohemian Rhapsody”, selvom de er to forskellige, selvstændigt gode film. Her må man undres over at akademiet valgte at se Rami Maleks vej i så høj grad, når Egerton ikke engang får et anerkendende nik med på vejen. Hans portræt er dybtfølt og akkurat uden at forfalde til parodi – Han har gjort rollen til helt sin egen. Det supplerende cast består af mindre kendte skuespillere, men det gør egentlig ikke så meget, da stjernen er Elton, og han kunne risikere at blive overskygget med store kapaciteter som Tom Cruise eller Robert De Niro på rollelisten.
Det er en film, der efterlader en med ønsket om mere. Meget få af de eminente numre, Elton åbenbart har skabt gennem karrieren i samarbejde med en tekstforfatter kaldet Bernie (Bell), bliver afspillet i deres helhed, men hensættes til alt fra få sekunder, et enkelt vers og et omkvæd eller får kun lov at indgå som et lille tema. Dette er en logisk løsning på formidlingen af repertoiret, som kun giver smag på mere af musikken efterfølgende. På samme måde kommer vi aldrig for alvor ind på vores hovedrolle, som forbliver det mytiske ikon, ”raket-manden”, filmen igennem, selvom der bestemt er sprækker i facaden, som dermed tillægges des mere betydning. Da forestillingen slutter med netop den fulde udgave af ”I’m Still Standing” er det den store forløsning på alle parametre.
Hvis man kender til Elton John, eller har set filmen, vil man vide, at han er glad for at gå med stjerneformede briller, så den her film kan ikke få andet end tre par stjernebriller.
Dette er den klassiske portrætfilm kombineret med musicalens magi, hvilket er en stor gevinst for instruktør Dexter Fletcher, der kort forinden havde stået i spidsen for den mere biografisk orienterede ”Bohemian Rhapsody” om Eltons kollega Freddie Mercury kendt fra bandet Queen. Dette giver Rocketman-lejren frie hænder til dels at anvende sangene ude af kronologisk rækkefølge, dels at præsentere dem i transcendentale, fantasifulde og meget smukt anlagte scener, der låner fra musikvideo-genren. Dette giver sangene nyt liv og en stor emotionel og narrativ kraft. Elton kan for eksempel møde sig selv som barn, eller indtræde i dansesekvenser i stil med den klassiske amerikanske filmmusical-tradition. Mange musicals har ganske givet forsøgt sig med disse greb, men netop med denne historie og disse sange opstår en større sammenhæng mellem form og indhold.
”The bitch is back”, når det unge talent Taron Egerton kendt fra ”Kingsman”-serien legemliggør den berømte musiker med største overbevisning. Det er svært ikke at sammenligne ”Rocketman” med Queen-filmen ”Bohemian Rhapsody”, selvom de er to forskellige, selvstændigt gode film. Her må man undres over at akademiet valgte at se Rami Maleks vej i så høj grad, når Egerton ikke engang får et anerkendende nik med på vejen. Hans portræt er dybtfølt og akkurat uden at forfalde til parodi – Han har gjort rollen til helt sin egen. Det supplerende cast består af mindre kendte skuespillere, men det gør egentlig ikke så meget, da stjernen er Elton, og han kunne risikere at blive overskygget med store kapaciteter som Tom Cruise eller Robert De Niro på rollelisten.
Det er en film, der efterlader en med ønsket om mere. Meget få af de eminente numre, Elton åbenbart har skabt gennem karrieren i samarbejde med en tekstforfatter kaldet Bernie (Bell), bliver afspillet i deres helhed, men hensættes til alt fra få sekunder, et enkelt vers og et omkvæd eller får kun lov at indgå som et lille tema. Dette er en logisk løsning på formidlingen af repertoiret, som kun giver smag på mere af musikken efterfølgende. På samme måde kommer vi aldrig for alvor ind på vores hovedrolle, som forbliver det mytiske ikon, ”raket-manden”, filmen igennem, selvom der bestemt er sprækker i facaden, som dermed tillægges des mere betydning. Da forestillingen slutter med netop den fulde udgave af ”I’m Still Standing” er det den store forløsning på alle parametre.
Hvis man kender til Elton John, eller har set filmen, vil man vide, at han er glad for at gå med stjerneformede briller, så den her film kan ikke få andet end tre par stjernebriller.
14/02-2020
