Retrospective: Sunshine

Efter gentagne gennemsyn.

Hæderlig oplevelse ved første syn, men noget har altid trukket mig tilbage til Sunshine og måden Boyle lader den nysgerrige tilskuer se under overfladen og derved åbnede mulighederne sig for en mere udbytterig oplevelse ‘anden gang’.

Opbygningen er sublim og vi præsenteres for en besætning med menneskelige egenskaber og hvad der sker, når vi konfronteres med en livstruende situation. En historie med alt på spil, hvor mennesket konstant er under ekstremt pres, som øger filmens intensitet. Boyle forstår at udnytte billede og lyd til det yderste. John Murphy har komponeret et meget lyttevenligt soundtrack, der for mig nærmest bærer størstedelen af filmen.

Det er forståeligt, at tredje akt deler vandene og med årene er jeg kommet frem til, at det står og falder altså ikke med det endelige resultat. Ambitiøs SF kan ikke være fuldkommen. Boyle lader tingene gå sin skæve gang mod slut og enten har jeg fundet en mening med galskaben eller også har jeg ubevidst accepteret omstændighederne. Jeg ved det ikke. Men én ting er sikkert: den er tit i afspilleren. Og det er for mig de bedste tegn på en kvalitetsfilm. En 4K vil være på sin plads.